Stands nedskæringskarrusellen

Kommuneforhandlingerne har i høj grad været det sted, hvor nedskæringer i de offentlige udgifter er blevet fastlagt. Det har ført til markante nedskæringer på det sociale område.

Som et eksempel er indsatsen siden 2010 for udsatte børn og unge år efter år skåret ned, samlet fra 15,1 milliarder til 13,7 milliarder (i faste priser). Og indsatsen for handicappede og udsatte voksne er i samme periode skåret med 2,3 milliarder til nu samlet 22,2 milliarder.

Nedskæringskarrusellen sænker serviceniveauet

Nedskæringerne har afgjort sænket det sociale serviceniveau, og der er al mulig grund til at standse denne nedskæringskarrusel, der stadigt hårdere rammer samfundets svageste. Det bør stå centralt i forhandlingerne.

Yderligere har Budgetloven skabt en overdrevet selvjustits i kommunerne. Og den har været effektiv. Siden 2011 har kommunerne af frygt for lovens sanktioner konsekvent brugt mindre, end de kunne og havde budgetteret med. Det drejer sig om i alt 18 milliarder kroner mindre, svarende til 1,9 % årligt af de budgetterede serviceudgifter. De er hentet ved at føre en nedskæringspolitik blandt andet over for udsatte børn og voksne, som tallene ovenfor viser.

Ubrugte midler bør kunne gemmes

Derfor bør forhandlingerne fastlægge, hvordan det sikres, at kommunerne faktisk bruger de midler, man bliver enige om, og som kommunerne efterfølgende budgetterer med. Altså en mulighed for at bløde bare lidt op på budgetloven.

For sat lidt på spidsen: Hvorfor bliver kommunerne straffet økonomisk for at overskride det aftalte, men ikke for at underforbruge på budgettet? For underforbruget begrænser velfærden, og det skader vækst og beskæftigelse, fordi det offentlige ikke bruger de økonomiske muligheder, der faktisk er til rådighed.

En af konsekvenserne af kommunernes underforbrug er, at de holder igen med udgifterne først på året og først giver slip, når de senere kan se, at de ikke bliver ramt af budgetlovens sanktioner. Så skal pengene bruges sidst på året for at undgå, at de bare forsvinder.Det er indlysende, at det er uhensigtsmæssigt. Det er hovsa-præget og ikke langsigtet.

Vi skal tænke langsigtet

Og der er meget stærke argumenter for at tænke langsigtet.

Vi skal tænke i investeringer, der kan give et samfundsøkonomisk og velfærdsmæssigt afkast. Muligvis endda et stort afkast. Mødrehjælpen dokumenterede i 2010, at hver gang samfundet investerer en krone i en forebyggende og social støtte til udsatte unge mødre, så får samfundet fem kroner igen senere i besparelser på anbringelser, kontanthjælp og anden social indsats. Og mødrene får et langt bedre liv.

KORA har netop gennemført en forskningsanalyse af effekten af social indsats. Analysen er omfattende og handler om mange sociale problemer, men tendensen er ens på alle områder. Når de svageste ledige for eksempel får job, så kan man se, at samfundet tjener på det i flere år efter. Den samlede gevinst kan blive cirka 700.000 kroner over seks år, hvis en ledig bare har haft job i tre måneder.

Behandling af stofmisbrugere giver også store samfundsmæssige gevinster: Op til 26 gange den oprindelige udgift. Det er virkelig enorme gevinster både for samfundet og for de mange mennesker, der får et bedre liv. Det gælder dem, der er direkte berørt, deres familier og naboerne i lokalområdet.

Sociale investeringer giver pote i sidste ende

Sociale investeringer bør derfor være et afgørende sigtepunkt i de kommunale økonomiforhandlinger.

De bør være det sted, hvor man løfter blikket og tænker langsigtet og tværsektorielt, så man kan få prioriteret de langsigtede investeringer, der kan give store gevinster på lidt længere sigt. Og det skal bygge på en model, der indregner, at en udgift til forebyggelse måske først bliver en besparelse på behandlende indsatser flere år senere. Og måske i en anden forvaltningsenhed. For eksempel kan det spare samfundet mange penge, når man satser på forebyggelse i arbejdet med udsatte børn. Det kan forebygge kaotiske børneliv med mange anbringelser og også ustabile voksenliv på overførselsindkomster.Så besparelsen er stor, men det er også både fagligt, politisk og menneskeligt klogt, at børn får den tidlige og rette indsats.

Kommuneforhandlingerne bør derfor arbejde med at stoppe kommunernes mindreforbrug, skabe en mere fleksibel budgetlov og sidst, men ikke mindst: Etablere en model, der tager højde for at økonomistyre, så investeringer i det sociale arbejde fremmes både over flere budgetår og mellem forvaltninger.