Socialt bedrageri kan forebygges – hvis kommunerne gør en indsats

Nu kan vi over de næste ni uger på DR 1 følge, hvordan kommunerne har strammet op omkring socialt bedrageri.

Overordnet set er det godt, for socialt bedrageri er et brud på den tillid, som er afgørende for, at vores skattefinansierede sociale system kan bevares. Ved at anvende begrebet ‘ socialt bedrageri’ sætter DR fokus på, at der er tale om folk, som uretmæssigt modtager ydelser og dermed begår bedrageri over for vores fælleskasse.

Jeg accepterer ikke socialt bedrageri.

Og med den tilkendegivelse vil jeg herefter tillade mig at nuancere debatten om socialt bedrageri, så vi kommer lidt væk fra sort-hvid-billedet af de borgere, som modtager ydelser, de ikke er berettiget til. Der er dem, der forsætligt er sociale bedragere, og så er der dem, der ikke ved, at de er ‘ bedragere’, før de blev opdaget.

Og det er den sidste gruppe, der selvfølgelig bekymrer.

Det kan eksempelvis være enlige forsørgere.

Her er det særlig reglerne for enlige forældre, der er uklare. Og det er et problem for retssikkerheden.

Så fra Dansk Socialrådgiverforening skal der lyde en klar opfordring til kommunerne om ikke kun at optrappe efterforskningen af socialbedragere, men også vejledningen og rådgivningen, så enlige forsørgere undgår at blive bedragere uden at vide – og ville – det. I dag er reglerne mildest talt uklare og i høj grad reguleret af Ankestyrelsens afgørelser.

Og det må vi ikke forvente, at en borger kan navigere i uden vejledning.

Et andet dilemma i debatten er spørgsmålet om tilliden mellem borger og kommune. For at vi kan lave et godt stykke socialt arbejde, har vi brug for, at folk ønsker at indgå i et tillidsfuldt samarbejde med deres sagsbehandler. Det tillidsfulde samarbejde har i mange år kunnet eksistere side om side med kontrolfunktionen mod socialt bedrageri. Men hvis hovedfokus i den offentlige debat bliver, at alle folk, som modtager sociale ydelser, er i risikozonen for at være sociale bedragere, kan konsekvensen blive, at flere borgere vælger at tilbageholde væsentlige informationer af bekymring for, hvad vi bruger dem til.

Så ja, lad os styrke efterforskningsindsatsen mod dem, der snyder for at snyde.

Det er dumt og uacceptabelt at snyde fællesskabet.

Men vi må samtidig forlange, at politikerne forbedrer lovgrundlaget, så det bliver mere entydigt, og forpligte kommunerne på at styrke vejledningen af de borgere, som er i risikozonen for at blive sociale bedragere uden egentlig at ville det.