Socialrådgiverne savner flere adoptionsformer

Debatindlæg bragt på Altinget.dk 18. november 2014 - af Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

Dansk Socialrådgiverforening (DS) har netop afgivet høringssvar om lovforslag om udvidelse af muligheder for at tvangsadoptere et barn, når forældre ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet.

Den væsentligste ændring i lovforslaget er et enkelt ord. Fra at forvaltningen før skulle GODTGØRE, så skal den fremover alene SANDSYNLIGGØRE, at forældre varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være til gavn for barnet.

Kolossal betydning

Det er et enkelt ord, men det er en principiel ændring, som potentielt markerer et skifte i forhold til, hvordan vi som samfund sætter niveau for, hvad vi kræver af et godt forældreskab, og hvor grænsen går for, at der bliver grebet ind.

Det handler altså ikke alene om en ændring i et lovforslag om adoption. Det, som også er på spil, er et samfunds niveau for indgriben over for forældre for at tilgodese børns tarv. Med dette lovforslag kommer barnets perspektiv endnu mere i fokus, og barren sættes potentielt højere for, hvornår der kan gribes ind.

Mangler klare kriterier og vilkår

DS’ høringssvar er derfor historisk. Vi støtter en udvidelse af mulighederne for tvangsadoption, fordi vi mener, at flere børn har brug for at få fred til at udvikle sig.

I vores daglige arbejde ser vi børn, som vil profitere af, at der kommer mere ro på deres liv gennem en adoption. MEN for at DS kan støtte forslaget, så skal enkelte forudsætninger være opfyldt. Den ene er, at en udvidet adgang til adoption uden samtykke etableres på klare vilkår, så der ikke kan blive vilkårlighed i beslutningerne, og så der ikke kan være tvivl om, at det er hensynet til barnet, der er styrende. Vi skal have præciseret i hvilke situationer, vi kan skride til dette indgreb, og hvilke forhold ved forældre, der kan udløse en adoption uden samtykke.

Den viden skal lovforslaget afspejle. Vi skal være sikre på en vurdering af de langsigtede forhold. Det skal vi gøre ud fra klare kriterier og eksempler, som indtil nu er helt fraværende i lovforslaget.

Tre års grænse er ophævet

Tidligere havde man en tre-årsgrænse for, hvor længe et barn skulle være i en plejefamilie, før man kan indstille til tvangsadoption. Den grænse er ophævet med lovforslaget. Derfor betragter DS lovforslaget som vidtgående i forhold til fortolkningsmulighederne. Det lægger op til en alt for stor vilkårlighed.

Det kan vi som samfund ikke være tjent med, men vi skal blive bedre til at hjælpe børn, som vi har viden om, har brug for ro til at kunne udvikle sig. Det er solidt dokumenteret i forskning i anbringelser, at børn ikke kommer på niveau med andre børn. Mere ro til sin udvikling for det enkelte barn kan potentielt sikre, at barnet bliver i stand til at klare sig bedre i voksenlivet.

Nye adoptionsformer

Den anden forudsætning for, at DS åbner sig mod øget adgang til tvangsadoption, er en udvidelse af adoptionsformerne. Danmark har et fundamentalistisk forhold til adoption, fordi det bliver til et spørgsmål om enten- eller.

Hvis et barn i dag bliver bortadopteret, så mister barnet kontakten med sin slægt. Sådan behøver det ikke at være. I udlandet praktiserer man med flere adoptionsformer, som netop giver mulighed for, at børnene kan fastholde en eller anden kontakt til deres familie, forældre og søskende, selvom de er adopterede. Der bør indhentes viden om erfaringerne med sådanne modeller, så det kan inddrages i overvejelserne om, hvordan det kan gribes an i Danmark.

DS vurderer, at adoptioner på andre vilkår vil kunne understøtte lovforslaget positivt. En ændring af adoptionsmulighederne, der giver mulighed for at åbne for kontakt eller samvær, kan være med til at lette forældrenes accept af en adoption. Vi tror, at man i enkelte tilfælde endda ville kunne nå til enighed om en frivillig adoption, hvis der var sådanne muligheder.

OBS på bevisbyrden

Med dette lovforslag skal man være opmærksom på, at bevisbyrden så at sige bliver vendt om i disse sager. Forvaltningen vil ikke længere have bevisbyrden med at godtgøre en permanent manglende forældrekompetence, nu skal forvaltningen kun sandsynliggøre det. Derefter bliver det forældrenes ansvar at godtgøre, at denne vurdering ikke er korrekt, at de faktisk har den nødvendige forældrekompetence og tilknytning til barnet.

Det er sikkert sværere for en borger at godtgøre dette, end det er for kommunen at sandsynliggøre det modsatte. Det understreger behovet for at få klare kriterier og retningslinjer for, hvordan denne lovændring skal gribes an i praksis, så vi både tilgodeser de børn, der har brug for det, og så vi samtidigt ikke får skabt vilkårlighed i praksis.

Samtidigt kan det føre til en unik faglig diskussion, som samlet set kan løfte det sociale arbejde med børnefamilier, hvilket er nødvendigt netop nu. Der findes forældre, som har været opgivet af systemet, men som har vist sig at kunne komme tilbage som forældre med den rette intervention.

Kan blive bedre

DS støtter forslaget om at udvide mulighederne for adoption uden samtykke, men under forudsætning af, at de omtalte kriterier og vilkår bliver klargjort, så kommunerne har et sikkert grundlag for at anvende de nye bestemmelser, som er relativt åbne i deres formulering.

Endelig ser vi et potentiale i, at en ændring af adgangen til adoption sker sideløbende med en udvidelse af formerne for adoption. Det vil kunne imødekomme forældres behov for, at adoption ikke altid bliver ’endelig’, fordi der kan blive tale om en kontakt i en eller anden form. Vi mener også, at det kan udformes, så det kan styrke lovforslagets intentioner om bedre at tilgodese barnets tarv.