Socialrådgiverne har ansvaret for alt for mange børnesager

Det er virkelig bad business for en kommune at have 40, 50, 60 eller 70 børnesager pr. socialrådgiver. Debatindlæg af Dansk Socialrådgiverforenings næstformand Niels Christian Barkholt, bragt i Politiken.

`Et valg mellem pest og kolera´. Sådan beskrev en socialrådgiver fra Odense Kommunes børn- og unge-afdeling over for DR TV det valg, hendes arbejdsgiver havde stillet hende overfor. Hun og hendes kolleger var i et brev fra den kommunale ledelse blevet bedt om at lukke hver femte forebyggende børn- og ungesag. Begrundelsen? ”Budgetoverholdelse”.

Den pågældende socialrådgiver kunne ikke se, hvordan hun skulle kunne lukke det antal sager, hun blev bedt om, uden at det ville skade de pågældende børn og unge. Hun nægtede derfor at udpege sager til lukning. En modig beslutning, som vi i Dansk Socialrådgiverforening støtter hende i. Desuden har vi kontaktet Ombudsmanden, som gået ind i sagen.

Sagen har tiltrukket sig stor opmærksomhed, særligt fordi en række juridiske eksperter har vurderet, at kommunen bryder loven. Igen ser vi, at socialrådgivernes faglige vurderinger presses af økonomiske hensyn. Ifølge en undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening oplevede mere end hver tredje socialrådgiver, at kommunens økonomi i høj eller nogen grad forringede muligheden for at varetage barnets tarv.

Når vi ser disse alarmerende tendenser – nu især med sagen fra Odense Kommune – mener jeg, det skal ses som symptomer på, hvor utroligt økonomisk pressede kommunerne er. Budgetloven medfører et stort underforbrug i kommunerne, og det nye omprioriteringsbidrag fastholder kommunerne i et økonomisk skruestik.

Det betyder, at disse symptomer ikke vil ændre sig fremover. Tværtimod. Vi har kun set toppen af isbjerget. Det kommer til at gøre rigtig velfærdsondt, hvis vi ikke sadler om, og det vil ramme familier og de fagprofessionelle hårdt.

Der er brug for at investere i den sociale indsats, så vi forbedrer forholdene for udsatte familier. Det er veldokumenteret, at den investering, vi laver i de udsatte børn og familier, kommer tilbage, når den rette investering sker på det rette tidspunkt.

Tag Herning Kommune som eksempel. Her har man efter svensk forbillede sænket antallet af børn, hver enkelt socialrådgiver er ansvarlig for.

En socialrådgiver på børneområdet kan nu højst arbejde med 25 børn ad gangen, og det har givet tid til systematisk at inddrage familierne og deres netværk samt en meget tættere opfølgning på sagerne – lige som der er tid til et tæt samarbejde på tværs af sektorer med psykologer, sundhedsplejersker, lærere og pædagoger. Denne investering har gavnet både indsatsen for de udsatte familier og socialrådgivernes arbejdsmiljø. Og så har kommunens investeringer desuden vist sig at give en økonomisk gevinst.

Derfor er det mig en gåde, hvorfor politikerne på Christiansborg og i mange kommuner fremmer en dagsorden med strammere og strammere styring og derved kvæler ambitionerne i lovgivningen.

Der bliver sparet og lavet serviceforringelser, som rammer de udsatte familier hårdt, da hjælpen til dem kommer alt for sent. I den sidste ende bliver indsatserne markant dyrere, hvilket presser kommuner, fagfolk og familier yderligere. Det er virkelig bad business for en kommune at have 40-50-60-70 børnesager pr. socialrådgiver, for den indsats, der bliver sat i værk, er brandslukning snarere end en reel hjælp til familierne.

Ændres der ikke på det hårde økonomiske pres på kommunerne og den aktuelle indretning af praksis mange steder (tunge organiseringer, unødigt bureaukrati, dårlige IT-systemer og så videre), vil også fremover være nødvendigt med social brandslukning i kommunerne.

Det, som der er brug for nu, er at vi alle begynder at forstå, at det er en nedadgående negativ spiral, så vi får ændret kurs til at investere i flere hænder til at højne servicen, så man kan hjælpe børn og familier hurtigere og bedre inden problemerne bliver tunge og dyre.

Det forudsætter, at hver socialrådgiver kun arbejder med mellem 15 og 25 børn. Det vil netop give de besparelser, som man nu forsøger at drive hjem på anden vis. Det er ikke raketvidenskab. Men det forudsætter, at politikerne på Christiansborg aktivt fremmer en investeringstankegang i kommunerne.