Socialrådgivere i fælles opråb: Der bør ydes samme støtte til børn med handikap uanset kommune

Mennesker med handikap og deres familier har brug for socialrådgivere, der har tid til den grundige og løbende dialog om deres udfordringer, ønsker og behov. Tidspres og økonomi står desværre ofte i vejen.

Da Søren og Jane flyttede fra en kommune til en anden, oplevede de en forandring. Hvor de hidtil havde måttet lægge arm med kommunen om at få den hjælp og støtte, som deres svært hjerneskadede datter havde brug for, blev de kort efter flytningen ringet op af en socialrådgiver i den nye kommune.

Hun lagde op til et tæt samarbejde og tilbød dem efter en ny vurdering en bedre handikapbil, flere hjælpemidler i hjemmet og langt flere hjælpetimer til deres datter, end den gamle kommune gav dem.

Søren og Jane var glade – men undrede sig også. For hvordan kunne der være så stor forskel på kommunernes vurderinger af behovet for hjælp og støtte? Hvordan kan det være, at de i den gamle kommune skulle kæmpe for selv de mindste ting – nogle gange endda hjælp, som de havde lovkrav på – mens den nye kommune tilbød hjælpen, før de havde bedt om den? Hvordan kan det foregå i et lille, rigt land som Danmark?

For at forklare forskellene skal vi til at begynde med over på den anden side af bordet, til sagsbehandleren, der oftest er socialrådgiver.
I de første år efter at Søren og Jane fik deres datter, havde de jævnligt møder med kommunen, men mødte kun sjældent den samme socialrådgiver flere gange. Når de spurgte, fik de som regel at vide, at den tidligere socialrådgiver var stoppet.

Sandheden er, at mange stoppede på grund af et enormt arbejdspres og ringe muligheder for at tilbyde den hjælp og støtte, familierne havde behov for. Samtidig var de fleste af socialrådgiverne nyuddannede, men fik hverken grundig oplæring, sparring med kolleger eller efteruddannelse. Derfor holdt en socialrådgiver i handikapafdelingen i gennemsnit et halvt år. De heldige nåede selv at sige op; de andre blev syge af stress.

I Søren og Janes nye kommune ser det helt anderledes ud. Her har byrådet truffet en beslutning om, at alle borgere med handikap skal have én fast socialrådgiver. Socialrådgiverne har tid til at opbygge et godt samarbejde med familierne, kommunen stoler på deres faglige vurderinger af, hvad familierne har behov for, og sørger for fagligt kvalificerede tilbud. Socialrådgiverne er glade for deres arbejdsplads, de har mulighed for at vende svære sager med kollegerne, får jævnligt efteruddannelse og supervision – og der er sjældent behov for at slå en stilling op i afdelingen.

Mange af os socialrådgivere kender begge typer af arbejdspladser. Derfor er vi heller ikke overraskede over, at mange børn og voksne med handikap og deres pårørende har dårlige erfaringer med kommunen. Men ligesom mange borgergrupper og organisationer er vi dybt frustrerede over den måde, vi som samfund har nedprioriteret den kommunale indsats til mennesker med handikap på.

For nylig afholdt vi et webinar for socialrådgivere, der arbejder med mennesker med handikap. Her spurgte vi deltagerne, hvorfor de arbejder på området, og resultatet var entydigt: Socialrådgivernes primære motivation er samarbejdet med de mennesker, der har brug for hjælp og støtte, og deres pårørende.

Når flere end halvdelen af forældrene til børn med handikap eller kronisk sygdom er utilfredse med samarbejdet med kommunen, rammer det os derfor hårdt både som fagpersoner og mennesker.
Alt for mange af os oplever også, at samarbejdet har svære vilkår. Det er der flere grunde til. Folketinget har i mange år holdt kommunernes budgetter i et jerngreb, selv om behovet for hjælp og støtte er steget kraftigt.

Hvis vi skal forbedre vilkårene for børn og voksne med handikap, er politikerne nødt til at sætte ambitiøse mål og følge op med politiske og økonomiske prioriteringer. Samtidig er det for os socialrådgivere meget svært at skabe et tillidsfuldt samarbejde med forældrene til et barn med handikap, når vi hverken kan nå at tale grundigt med dem, deltage i relevante møder med andre fagpersoner rundt om barnet såsom læger og psykologer eller sætte os ind i de udførlige og ofte talrige medicinske, pædagogiske og socialfaglige dokumenter om barnet og familien. Som socialrådgiver bør man ikke have ansvar for flere end 25-35 familier, men en del af os oplever at have både dobbelt og tre gange så mange sager.

Derfor skal kommunerne sikre, at vi har kolleger nok til at udføre vores arbejde. Et andet problem er, at vi ofte støder på en mur, når vi vil tilbyde den hjælp og støtte, vi med vores faglighed og i samarbejde med familien vurderer, der er brug for – for eksempel aflastning. Aflastning er helt afgørende for mange familiers trivsel, og det er helt urimeligt, når kommuner giver afslag af usaglige (læs: økonomiske) hensyn. Det samme gælder tabt arbejdsfortjeneste, som kan sikre, at i forvejen belastede familier ikke også skal bekymre sig om deres økonomi til dagligt.

Der findes intet quickfix på borgernes ofte komplekse problemer eller på de udfordringer, som borgere, pårørende og fagfolk har identificeret på handikapområdet. Men først og fremmest skal mennesker med handikap øverst på dagsordenen. Politikerne på Christiansborg skal sikre kommunerne en ordentlig økonomi, mens politikerne i kommunerne skal stoppe kassetænkningen og arbejde strategisk for at fremme det sociale område.

Kommunerne skal forpligtes til som udgangspunkt at følge de faglige vurderinger frem for økonomiske hensyn. Mange erfarne socialrådgivere kan skrive under på, at det med årene er blevet sværere at få ørenlyd hos ledelsen. Det skal der rettes op på.

Derudover har vi et par konkrete forslag, der her og nu kan løfte området: Vi socialrådgivere skal have tid til vores arbejde. Det er ikke rimeligt, at forældre og andre pårørende, der i forvejen er belastede, også skal koordinere de mange behandlingsforløb og andre indsatser. Som udgangspunkt skal kommunerne fastsætte antallet af sager per socialrådgiver efter Dansk Socialrådgiverforenings vejledende sagstal.

Arbejdsgiverne skal forpligtes til at sikre grundig oplæring og efteruddannelse til socialrådgivere på handikapområdet. Der findes et væld af handikap, som rammer ganske få personer, og det er umuligt at sikre faglig viden og kapacitet til dem alle i hver enkelt kommune. Derfor er vi meget enige med blandt andre Danske Handicaporganisationer i, at der er behov for en specialeplanlægning på området. Vi skal sikre ekspertisen og de rette tilbud, der kan matche borgernes behov, samt en national økonomisk understøttelse af tilbuddene.

Mennesker med handikap og deres pårørende har andre og langt større udfordringer end mange andre mennesker. Derfor håber vi, at vi sammen med handikapbevægelsen og andre kritiske stemmer, kollegaer og arbejdsgivere i fællesskab kan få politikernes øjne op for problemerne, så vi sammen kan finde de gode løsninger.

Medunderskrivere

Laura Pode, Michelle Krølbøll Markussen, Susanne Lund, Jeanette Hadberg Andersen, Cecilie Staur, Louise Bugge Østergaard, Charlotte Willer Kristensen, Birgitte Schelle Larsen, Eva Jensen, Christina Ytting Elgaard, Per Olesen, Rikke Brøgger, Mireille Rasmussen, Mia Ibæk Touborg, Cecilie Johansen, Lise Lotte Lybeck Rasmussen, Karina LeJon Kristmundsson, Louise Boye Nielsen, Anni Spiele, Kirsten Kokborg, Betina Pelc Ilkjær, Irene Neesgaard, Nana Julia Kyhn, Tine Huus, Helle Laursen, Ulla Kamstrup Linnet, Maibritt Svendsen, Martin Monberg Ebbesen, Pernille Haugård Rasmussen, Anders Winding, Nina Larsen, Minna Wünsche, Anne Pagh Ludvigsen, Mie Ryborg-Larsen, Helle Dantoft, Helle Marie Pfeffer, Susanne Forno, Pia Lisa Hansen, Winnie Møller, Camilla Drabæk Nielsen, Keld Hvalsø Nedergaard, Shrouk Dairki, Mie Fægteborg Skovgård, Isa Corinna, Natascha Askholm Larsen, Karina Krighaar Pedersen, Mette Bonderup, Betina AggerJørn, Ejnar Hansen, Elin Mikkelsen, Anja Bojsen, Kristine Hatting, Jess Elbæk Andersen, Oskar Norrhäll, Jannie Bertz