Socialrådgivere drukner i arbejde

Esbjerg Kommune har i øjeblikket ‘pressedækning fra helvede’ på grund af Ankestyrelsens rapport om sagsbehandlingen på børneområdet. Der mangler både børnefaglige undersøgelser og systematik i sagsbehandlingen, som dertil er for langsommelig og ikke i tilstrækkeligt omfang inddrager børnene og beskriver faglige vurderinger af forældreevnen. Socialministeren er frustreret, og Esbjergs borgmester, Bjarne Søttrup, lover bod og bedring.

Det er alvorligt, men hvad er forklaringen? En af forklaringerne er, at vilkårene for at løse opgaven ofte ikke er på plads. Masser af dybt frustrerede socialrådgivere beskriver, hvordan opgaverne vælter ind over dem i arbejdet med kæmpe stakke af sager. Hver sag byder på masser af telefoniske henvendelser og hjemmebesøg, som alene i transport kan tage flere timer.

Bagefter er der journaliseringspligt, bevillingsskrivelser, besvarelse af mail og telefonopkald. En stor opgave er udarbejdelse af par. 50-undersøgelser og handleplaner, som indebærer indhentning af diverse udtalelser fra skoler, daginstitutioner, psykologer og andre, som er med til at udrede sagerne. Det anslås, at hver enkelt børnefaglig undersøgelse tager cirka to ugers ren arbejdstid. Det er ofte her, de »fejl i sagsbehandlingen«, som også Esbjergrapporten peger på, findes. Enten fordi socialrådgiverne ikke har nået at journalføre alle papirlapperne med notater fra besøg og samtaler, eller fordi undersøgelser og handleplaner ikke ligger der til tiden eller i den rigtige rækkefølge.

Ikke sjældent opstår der nemlig noget akut, som gør, at socialrådgiverne må forlade tastaturet for at tage ud og yde krisehjælp i en familie; sommetider med det resultat, at barnet akutanbringes. Også selv om hverken par. 50-undersøgelsen eller handleplanen er klar. Det er ulovligt – men er det forkert? Arbejdsdagene byder også på diverse planlagte møder med samarbejdspartnere, plejefamilier og aflastningsfamilier, udarbejdelse af samværsplaner, klagesagsbehandling og interne møder, kurser og andet, som er en del af at få en arbejdsplads til at fungere.

Endelig udfordres dagligdagen af både nye politiske pålæg f. eks. om brug af bestemte metoder og it-systemer og af mange og skiftende lederes forskellige dagsordner og ideer til en bedre opgaveløsning.

Dansk Socialrådgiverforening har gang på gang dokumenteret, at socialrådgiverne i børne- og ungeforvaltningerne bruger 82 procent af arbejdstiden på noget andet end at tale med de børn og familier, som det hele drejer sig om.

Næsten halvdelen går til rent administrative opgaver. Lægges dertil, at det gennemsnitlige sagstal er på 41 familiesager, som tæller endnu flere børn, som alle sammen skal have hele pakken, inklusive de forsømte børnesamtaler, er det åbenlyst, at arbejdspresset er urimeligt.

Mange tror, at det er socialrådgiverne, som bestemmer, hvilke foranstaltninger der iværksættes. Det gør vi ikke.

Vi laver den socialfaglige udredning af, hvad det er for liv, de udsatte familiers børn lever. Den trængte økonomi har for længst betydet, at foranstaltningerne efterfølgende besluttes i visitationsudvalg el. lign., som dermed lægger linjen for kommunens indsats.

Igennem de seneste fem år har socialrådgiverne oplevet, at økonomiske hensyn gør, at vi ikke kan varetage børnenes tarv. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi visitationsudvalgene beder os om at foreslå et billigere forslag til foranstaltning end det, vi finder fagligt nødvendigt.

Det er altså ofte lokalpolitisk sparsommelighed, som er årsagen til, at nogle børn ikke får den hjælp, de har brug for.

Det påstås i debatten, at socialrådgiverne er for dårligt uddannede. Vi skal også sikre fagligheden via efteruddannelse, men vi er pinedød nødt til at anlægge et bredere perspektiv på denne vanskelige opgave, hvis den skal løses bedre. End ikke verdens klogeste socialrådgivere kan nå det umulige. Karen Hækkerups ‘ overgrebspakke’ skal sikre både forebyggelse, ledelse, faglighed, inddragelse af børnene og hurtig og ensartet reaktion på underretninger.

Det er nogle gode intentioner, men de forbliver blot intentioner, hvis de medarbejdere, som skal indfri dem, ikke tages alvorligt.

For hvad pokker hjælper det, at en underretning lynbehandles, hvis der ikke er en socialrådgiver, som har tid til at finde ud af, hvad der derefter skal gøres? Og hvad hjælper det, at vi har verdens mest kompetente socialrådgivere, hvis de ikke får lov at sætte det nødvendige i værk? Socialrådgiverne skal have tid til at lære både børn og forældre at kende, tid til en vedholdende og gerne hyppig opfølgning, tid til kompetenceudvikling og faglig sparring og tid til at få noteret det, som skal noteres. Politisk vilje og økonomi til at sikre den nødvendige tid og til at iværksætte det, der skal til, herunder at sænke sagstallet, så det svarer til svensk niveau ( halvt så mange sager som i DK) er de grundlæggende forudsætninger for, at vi kan løse de vanskelige børnesager bedre. Heldigvis er der kommuner, hvor det hele spiller. Dem taler vi aldrig om.

Lad os også få dem frem i lyset ved at lave en ny rapport om de 100 mest fremragende sagsforløb.

Det er altså ofte lokalpolitisk sparsommelighed, som er årsagen til, at nogle børn ikke får den hjælp, de har brug for.