Socialrådgiver-opråb: Politikerne gør vores arbejde sværere, end det behøver at være
Som socialrådgivere ved vi, at børn i mistrivsel, unge med diagnoser, borgere med handicap og udsatte på kanten af samfundet kan komme tilbage på rette spor – for hver dag lykkes vi og vores fagfæller med det. Men som fællestillidsrepræsentanter for socialrådgiverne i 18 kommuner oplever vi, at politikerne gør det sværere for os at lykkes.
Selvom man enkelte steder opnormerer og investerer sporadisk, så er det samlede billede, at socialområdet fodres med sin egen hale. Mange steder har vi en god dialog med lokale politikere, som har gode socialpolitiske intentioner. Men de er under pres, fordi kommunerne ikke får flere penge til socialområdet, selvom flere børn mistrives, flere har komplekse støttebehov, og flere med handicap – heldigvis – lever længere.
Det efterlader huller i budgettet, som rammer forebyggende indsatser, civilsamfundsorganisationer, aktivitets- og samværstilbud, institutioner og mange andre steder, hvor socialrådgiverne arbejder med udsatte mennesker. Tilbud lukkes, åbningstiderne reduceres, og borgerne fratages støtte.
Men det øger også socialrådgivernes arbejdsbyrde, og det tvinger os til at prioritere endnu hårdere.
Vi ser sager ligge, fordi borgere med mere akutte behov trænger sig på. Når det sker, så medfører det lange sagsbehandlingstider og måske endda stilstand, hvor borgeren risikerer at få det værre. Notatskrivning, mødeforberedelse og opfølgning glider i baggrunden til fordel for opgaver, som ikke kan vente. Det øger risikoen for usammenhængende forløb, hvor vigtige viden om borgeren går tabt.
Selvfølgelig kan prioriteringer være nødvendige i perioder, men det er blevet reglen frem for undtagelsen, og kombinationen af højt arbejdspres og følelsen af utilstrækkelighed får nogle til at gå ned med flaget. Andre steder skaber det høj personaleomsætning, fordi man søger væk i jagten på bedre arbejdsmiljø og bedre rammer for at bruge sin faglighed. I begge tilfælde efterlader det kollegaerne med flere opgaver, indtil en ny socialrådgiver er blevet ansat og oplært – hvis ikke man ender med at ansætte ufaglært arbejdskraft.
Vi holder meget af vores fag, fagfæller og borgere. Vi sætter pris på dilemmaerne, vi værdsætter den faglige sparring, og vi skaber fremskridt for borgerne. Men vi er trætte af at slås med det høje arbejdspres og det udfordrede arbejdsmiljø, som besparelser medfører, og vi er trætte af den usikkerhed, som skabes med lukning af jobcentre, opgaveflytning mellem sundheds- og socialområdet samt administrative besparelser, som også rammer socialrådgivere.
Det er ikke nemt at være socialrådgiver, og det behøver det ikke at være. Men der er ingen grund til at gøre det sværere end højest nødvendigt, og det gør politikerne, når de gennemfører sparerunder, underkender vores faglighed og ignorerer vores arbejdsmiljø.
I stedet er der brug for at løfte socialområdet, så vi kan sammensætte, bevillige og udføre den hjælp, som vores udsatte medborgere behøver. Og der er brug for at styrke de forebyggende indsatser, som ofte får sparekniven, fordi kommunerne ser dem som ”kan”-opgaver.
De seneste år er flere beslutninger desuden rykket væk fra socialrådgiverne. Det har gødet jorden for et stort bureaukrati, hvor mennesker uden indgående kendskab til borgerne træffer beslutningerne. Det bør politikerne erstatte med tillid til vores faglighed og større beslutningskompetence.
Endelig er der brug for et bedre arbejdsmiljø. I folkeskolen er der klassekvotienter. I daginstitutionerne er der minimumsnormeringer. Vi behøver også en ”minimumsnormering” for antallet af borgere pr. socialrådgiver, for i dag er der intet loft.
Sidstnævnte vil ikke kun forbedre vores arbejdsmiljø. Det vil også forbedre borgerens møde med det offentlige, når socialrådgiverne får tid til at inddrage borgeren og de pårørende samt sikre det rette match mellem borgerens behov og den bevilligede hjælp. Vi tror også, der er potentiale for at spare penge, fordi man i kommunerne formentligt betaler for tilbud, som burde være afsluttet eller justeret, hvis der havde været tid til at følge op på borgeren.
Sidst – men ikke mindst – bør politikerne anerkende, at socialrådgivernes arbejde ikke er en omkostning. Tværtimod. Når man tilfører penge til socialområdet og forbedrer vores arbejdsmiljø, så er det en god investering i samfundets mest udsatte. Derfor håber vi, at politikerne vil handle til gavn for os og de borgere, som vi brænder for at hjælpe.