Sikre penge fremfor satspulje

Debatindlæg af Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, bragt i Arbejderen 31. oktober 2014

Forhandlingerne om satspuljemidlerne 2015 er netop afsluttet. Der indgås satspuljeaftaler på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Aftalerne kaldes også de udsattes finanslov, fordi det indirekte er modtagerne af overførselsindkomster, som selv finansierer indsatserne. Pengene tages nemlig fra den automatiske regulering af overførselsindkomster, som stiger 0,3 procent mindre end den gennemsnitlige lønudvikling. Tidligere fulgte overførselsindkomster lønudviklingen.

På trods af den kendsgerning, kan politikerne få det til at lyde som en hel gavebod, når de har indgået satspuljeaftalerne. Således skal satspuljemidlerne på beskæftigelsesområdet inden for en samlet ramme på 185 millioner kroner inden for de næste fire år hjælpe udsatte ledige i job. Et formål, som vi kun kan bakke op om, men vil dog sætte spørgsmålstegn ved, om den form for puljetildeling er den rette finansiering til at sikre det.

Der er blandt andet afsat 60 millioner kroner til enlige forsørgere på uddannelseshjælp eller SU. Udsatte unge på den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse får 20 millioner kroner. Også krigsveteraner får en bid af satspuljemidlerne, da der er afsat et millionbeløb til at hjælpe krigsveteraner i job. Lige som der er afsat penge til projekter, der skaber rum til fysisk og psykisk udsatte på arbejdsmarkedet, fritidsjobambassadører og gældsrådgivning.

Det lyder jo meget godt, for der er helt sikkert brug for pengene, men i langt de fleste tilfælde er der brug for varige bevillinger og ikke midlertidige donationer fra satspuljemidlerne.

En del projekter lukkes ned efter en periode, hvis der ikke bevilges flere puljekroner. Det sker også, selv om der fortsat er brug for tilbuddet, og så er der risiko for, at de udsatte borgere kommer i klemme. Og hvor forsvinder al den viden og alle de erfaringer hen, når den sidste krone er brugt? Bevillingerne bør være en del af finansloven. Det ville være langt mere hensigtsmæssigt både for vores udsatte borgere og vores socialarbejdere – det vil blandt andet sikre muligheden for en langtidsplanlægning af indsatserne – og en tilbundsgående evaluering.

Det er der i høj grad brug for, hvis vi skal nå i mål med regeringens sociale 2020-mål. Og det har vi en klar ambition om.