Sandheden om kontanthjælp

Så er vi her igen. Debatten om sociale ydelser raser endnu en gang efter avisoverskrifter om, at 4.500 kontanthjælpsmodtagere får ydelser, som samlet set svarer til en bruttoindkomst på mindst 350.000 kr. Det kan der være mange meninger om, men inden vi dømmer, hvad der er ret og rimeligt, bør vi i det mindste få styr på fakta.

Lad os derfor starte med at slå fast, at kontanthjælpssatsen for folk over 30 år er ca. 130.000 kr. om året for ikkeforsørgere og 173.000 kr. for forsørgere. De 350.000 kr. kommer man kun frem til, hvis man – som økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) har gjort – medregner tillægsydelser som f.eks. børnefamilieydelse, børnetilskud, boligstøtte og friplads i daginstitution.

Her opstår der imidlertid det problem, at de politikere og meningsdannere, som nu råber vagt i gevær, tilsyneladende glemmer, at folk i lavtlønsjob har ret til samme ydelser. Når for eksempel Liberal Alliances Joachim B. Olsen i medierne udtaler, at kontanthjælpen svarer til en forholdsvist høj indkomst på arbejdsmarkedet, så sammenligner han netop en kontanthjælpsydelse plus tillægsydelser med en lønindkomst uden at medregne de tillægsydelser, den pågældende lønmodtager får. Det er mildt sagt en skævvridning af de faktiske forhold.

Kan man arbejde, skal man selvfølgelig arbejde, og som socialrådgivere er vores mål netop at sikre, at så mange som muligt opnår uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor opfordrer vi også til at fokusere på, hvad der virker.

Når borgerlige politikere samt Cepos igen og igen hiver kontanthjælpsloft og lavere ydelser frem som mirakelmidlet, der skal løse alle problemerne og få kontanthjælpsmodtagerne i arbejde, så er vi som fagpersoner nødt til at advare og nuancere billedet.

Ja, lavere ydelser kan motivere nogle kontanthjælpsmodtagere. Problemet er bare, at for rigtig mange er det ikke det økonomiske incitament, som er udfordringen: Hver tredje kontanthjælpsmodtager får medicin mod depression, flere end hver tiende tager antipsykotisk medicin, og hver sjette får medicinsk behandling mod angst. Hertil kommer en række andre problemer med f.eks. isolation, alkohol og ulovlige stoffer.

Undersøgelser og eksperter har flere gange understreget, at økonomiske sanktioner ikke virker som motivationsfaktor for disse mennesker. Faktisk har det den modsatte effekt. Her er der i stedet behov for en væsentlig social indsats for at sikre en stabilitet i hverdagen og give dem redskaber til at få det ”normale” liv med arbejde og madpakker, som langt de fleste drømmer om.

Den høje kontanthjælp, som Joachim B. Olsen kalder den, altså kontanthjælpen plus tillægsydelser til f.eks. enlige forsørgere, er noget af det, som er medvirkende til, at udsatte børn har mulighed for at deltage i sport og sociale aktiviteter ligesom deres jævnaldrende. Det er med til at give dem sociale kompetencer og et netværk, som er ekstremt vigtigt for, hvordan de klarer sig senere i livet.

Ja, børn af kontanthjælpsmodtagere har større risiko for selv at komme på kontanthjælp. Men lavere ydelser vil bare forstærke de mekanismer, som skaber problemer for dem og deres familier.