Sådan forebygges radikalisering

Peter Skaarup har i Altinget peget på, at radikaliseringen er en global politisk trend, som skal modgås som sådan.

Det er måske rigtigt, og derfor er der også en vigtig demokratisk opgave i at arbejde for tilslutning til et demokratisk og moderne samfund med lighed mellem kønnene og en stærk retsstat. Samtidig er det indlysende, at rekruttering til kriminelle og radikaliserede miljøer kræver unge, der er marginaliserede, og som har udsigt til en elendig fremtid.

Det kan derfor svækkes, hvis vi formår at styrke de unges liv og fremtidsudsigter. Det har jeg tre bud på – bud, som ikke er fyldestgørende, men kan være vigtige elementer i de forskellige faser af radikaliseringen.

Tæt samspil med familierne

Næsten hver tredje indvandrerdreng består ikke folkeskolens afgangsprøve. Det er et enormt problem, der afspejler grundlæggende sociale og integrationsmæssige problemer. De unge skal vokse op med rollemodeller og forældre, der insisterer på, at de skal yde deres bedste i skolen og livet.

Det kræver, at vi får forældrene forpligtiget på opdragelsen. De skal være fortalere for det danske samfund, og det sker bedst ved, at de selv oplever sig som en del af samfundet, eksempelvis gennem arbejde. Hvis de er arbejdsløse, på nedsat arbejdsevne eller andet skal de på anden måde opleve, at der er brug for dem, for eksempel ved at være frivillige i ungdomsklubben, sportsklubben eller i skolen.

Lad mig understrege: Jeg ser ikke, at de skal stå for undervisning eller overtage en pædagogisk indsats. Hvis de som frivillige misbruges til at skjule nedskæringer, ryger hele ideen med at koble dem sammen med et voksent fællesskab, som ligger ud over deres boligkvarter. Det er tænkt som en mulighed for, at de ser deres børns adfærd gennem andre voksnes øjne, og dermed i højere grad kan styrke opdragelsen.

Intensiver familiearbejdet for unge

For unge under 18 år skal vi intensivere familiearbejdet, når det er ved at gå skævt for den unge: For meget fravær i skolen og forkerte venner. Det kan føre til småkriminalitet og afstandtagen til samfundet.

Som socialrådgivere har vi gode erfaringer med at rykke tæt på familien. Lave klare aftaler om, hvem der gør hvad, hvilke venner den unge må have, hvornår de kommer hjem, og at de møder i skole. Hjælpe med fritidsjob og koble en troværdig voksen på som støtteperson.

Den intensive intervention i familien er afgørende, og jeg vil advare imod, at politikerne blander sig i denne indsats. Vi oplever i øjeblikket, at politikerne, formentlig for at fremstå handlekraftige, insisterer på, at forældrepålæg er vejen frem. Altså muligheden for at trække forældrene i ydelserne, hvis deres børn ikke gør som pålagt.

Den mulighed har vi allerede haft i årevis uden at bruge den særlig meget. Ikke fordi vi er konfliktsky overfor økonomiske sanktioner – det gør vi hver dag i beskæftigelsesindsatsen – men fordi forældrepålægget ikke giver de ønskede resultater, hvilket flere undersøgelser også viser.

Hvis politikerne vil skabe bedre vilkår for det sociale arbejde, skal de prioritere, at socialrådgiverne har tid til arbejdet. Tid til at besøge familien ofte. Tid til at hjælpe mor med at håndhæve reglerne, når hun rækker ud efter hjælp. Tid til opfølgning og udvikling af kontrakten og til at plante drømme og visioner om uddannelse .

Nye veje – når det er gået galt

En del af de radikaliserede unge kender vi i forvejen fra det kriminelle miljø. En forklaring er, at de ser sig selv som “modborgere” udenfor det etablerede samfund. Derfor er de lettere at rekruttere til de radikaliserede miljøer.

Vi skal styrke indsatsen i Kriminalforsorgen. Hvis det vurderes, at der er risiko for radikalisering, mens de unge afsoner en dom (både i fængsel eller med fodlænke), skal der sættes ind med konkurrerende fællesskaber, som giver dem håb om en anden fremtid og svækker oplevelsen af at være modborgere.

Det kræver en massiv indsats, opfølgning og nytænkning. Og det er indiskutabelt, at det kræver, at de påbegynder uddannelse, mens de afsoner. Måske har de allerede en praktikplads eller et job, når de kommer ud. De skal løslades med en drøm om et andet liv, en bolig, et sted at dukke op første dag uden for fængslet – og troværdige voksne, som trækker dem i en god retning.

Som socialrådgivere er vi både til stede i Kriminalforsorgen og i kommunerne og vil meget gerne styrke indsatsen omkring løsladelsen. Men det kræver koordinering mellem fængsel og kommune og flere boliger, så ingen løslades til vennernes sofa – de venner, vi forsøger at få den unge til at udskifte. Og flere arbejdsgivere, der er parate til at give folk en ekstra chance.

Dette er ikke et komplet bud på, hvordan vi forebygger radikalisering. Det er et forsøg på at vise, at vi skal arbejde med mange forskellige strategier, samtidig og i forskellige faser. Men det er også et opråb om at give os fagpersoner frihed til at afprøve nye veje, så vi kan levere på den indsats, hvor vi har både viden og erfaring.