Radikalisering. Socialrådgivere er afgørende i forebyggelsen

De tragiske hændelser den 14. og 15.februar, hvor en ung mand skød to uskyldige og civile medborgere samt sårede fem betjente, har sendt chokbølger af sorg og forfærdelse gennem os alle. Og indtrykkene vil stå i bevidstheden hos de fleste mange år frem.

At angribe andre på grund af deres holdninger, religion, politiske overbevisning eller etnicitet er så langt fra vores folkedemokratiske grundsyn og værdier. Men heldigvis har modsvaret fra hovedparten af den danske befolkning været at rykke tættere sammen frem for at gå i panik. Mere åbenhed, tolerance og demokrati skal altid være vores modsvar på angreb som dem, vi så i weekenden.

Mange har stillet det spørgsmål: Hvordan kan vi undgå gentagelser af denne forfærdelige weekend i februar? Det kan der desværre ikke udstedes garantier for, at vi kan.

Men et vigtigt skridt er at styrke indsatsen for at få øje på og arbejde med de unge, som er i farezonen for at blive radikaliseret. Her er socialrådgiverne blandt dem, som har fagligheden til at udføre opgaven. Det forpligter, og en række socialrådgivere er da også helt centralt placeret i indsatsen. Eksempelvis i Kriminalforsorgen, som advarede Pet om de ekstreme holdninger hos den unge, der få måneder senere endte som gerningsmand.

Vi socialrådgivere kan og skal fortsat byde ind i arbejdet imod forråelse og radikalisering af unge. Ikke kun for at undgå nye tragedier eller for at forebygge, at radikaliserede unge tager til Syrien for at kæmpe. Men også for at modvirke, at grupper af mennesker i Danmark afsondrer sig fra det etablerede samfund med risiko for marginalisering og oprettelse af parallelsamfund.

En socialrådgiver på området sagde til mig: ” Når unge radikaliseres, er det basalt set et udtryk for en mistillid til systemet samt for et savn af et fællesskab, hvor de hører til.” Den mistillid og det savn kan vi som samfund i almindelighed og socialarbejdere i særdeleshed handle på. I nogle kommuner laver socialrådgivere ” kontrakter” med de unge og deres familier med henblik på at skabe en ny livsstil, få forældrene til at tage ansvar samt skabe struktur i de unges liv. Det er et afgørende, forebyggende tiltag.

Men også det boligsociale arbejde og naturligvis den tværfaglige indsats er nødvendig.

Faktisk ved vi meget om, hvad vi skal gøre for at forebygge forråelse og radikalisering.

Men indsatsen tager tid og kræver ressourcer, og det er ofte her, der opstår udfordringer.

Hvis indsatsen skal lykkes, skal der investeres i den.

For når de unge først er blevet radikaliseret, bliver det for alvor svært. Heldigvis finder denne radikalisering kun sjældent sted, og vi har eksempler på positive erfaringer med, hvordan vi kan modarbejde den. Men hvis vi for alvor skal den til livs, kræver det – ud over tid og ressourcer – bedre vidensdeling og samarbejde mellem socialrådgivere i forvaltningerne, pædagoger, politi, kriminalforsorgen og SSP.

Derfor vil vi i Dansk Socialrådgiverforening tage initiativ til sammen med andre organisationer at kortlægge den viden, vi har, samt drøfte, hvordan vi kan gå ny veje.

Vores faglighed forpligter os til at gå forrest i det arbejde.