Politikerne må vælge mellem mindre kriminalitet og hård symbolpolitik
Faldende kriminalitet og resocialisering er en kæmpe succeshistorie og burde være en politisk vindersag.
Politikerne står over for et valg mellem hårdere straffe eller mindre kriminalitet. Det er selvfølgelig groft skåret, men ikke desto mindre er det i det store hele sådan, verden ser ud.
Når et samfund fokuserer på en stadigt strammere kurs over for kriminelle, både hårdere straffe, færre prøveløsladelser og ringere vilkår i fængslerne, falder flere tilbage i kriminalitet efter deres løsladelse.
Nogle vil indvende, at strengere straffe får flere til at tænke sig om, før de begår personfarlig kriminalitet, men det findes der ingen evidens for. I langt de fleste tilfælde er gerningsmanden i sine følelsers vold, og så betyder det ingenting, om han kan se frem til seks, otte eller 10 års fængsel. Man kan ikke straffe sig ud af kriminalitet.
Dette er et faktum, der ikke er til diskussion. Det understøttes af ubestridelig evidens i forskningen og bakkes op af fagpersonalet i Kriminalforsorgen – ledelsen, fængselsbetjentene og vores medlemmer, socialrådgiverne. Selv Justitsministeriets egne forskere er enige.
Vi har i Danmark ovenikøbet et råd, hvis ene formål er at nedbringe kriminaliteten i samfundet, som siger det samme. Der findes næppe et andet politisk område, hvor beviserne er lige så entydige, og fagfolkene så enige, som på retsområdet.
Alligevel hører vi gang på gang fra politikerne, at kriminelle skal straffes hårdere, at færre skal prøveløslades, og at fængslerne er for rare. Det er som en konkurrence i alternative fakta og overbudspolitik, som bestemt ikke klæder hverken Folketinget eller regeringen.
Da justitsministeren i marts udtalte, at det skal være hårdere at sidde i fængsel, advarede fængselsbetjentenes formand, Kim Østerbye, om, at vi risikerer at tage det sidste håb fra de indsatte og dermed gøre dem ekstremt voldelige. Det er vi enige i, og vi ønsker ikke, at mennesker er mere voldelige, når de bliver løsladt fra fængslet, end da de kom ind.
I de seneste aftaler om Kriminalforsorgen har politikerne været med til at sætte penge af til resocialiserende tiltag, for eksempel samtaleforløb med særligt fokus på den kriminelles tanke- og handlemønstre.
Ved at sætte livsværdier, fremtidsmål og håbet i centrum arbejdes der sammen med den indsatte hen imod et reelt kriminalitetsfrit liv på den anden side af afsoningen til gavn for både den kriminelle og samfundet – og ikke mindst de potentielle ofre, som undgår at blive udsat for kriminalitet.
Politikerne anerkender altså implicit, at det resocialiserende arbejde virker. Alligevel skal vi gang på gang høre uholdbare postulater om, at vi i Danmark er ”blødsødne” over for kriminelle, at der er for meget ”rundkredspædagogik” i det strafferetlige system. Det er lodret forkert, og politikerne ved det godt.
Det resocialiserende arbejde betyder, at kriminaliteten i Danmark er faldet gennem de seneste mange år, og især færre og færre unge begår kriminalitet.
Nogle spørger polemisk, om vi så helt skal undlade at straffe lovovertrædelser, fordi vi på den måde helt kan afskaffe kriminalitet.
Til det er svaret selvfølgelig nej. Man afskaffer ikke kriminalitet ved at undlade at straffe, ligesom man heller ikke afskaffer kriminalitet ved at straffe hårdt. Det handler om at finde den rette balance.
Retsfølelsen i befolkningen og hensynet til ofrene, særligt i voldssager, er meget vigtige argumenter for at straffe, og man kan altid diskutere, om straffen for en specifik type af lovovertrædelser står mål med den lidelse, gerningsmanden har påført ofret eller samfundet.
De hensyn må bare ikke trumfe hensynet til potentielt nye ofre.
Hvis politikerne virkelig ønsker mindre kriminalitet, skal de sikre, at det gode kriminalitetsforebyggende arbejde, der foregår i dag, kan opretholdes, og meget gerne udbygges, de kommende år. Det kræver som minimum, at de i den kommende flerårsaftale med Kriminalforsorgen sætter de samme midler af til resocialisering som i dag.
Vi arbejder med redskaber, der tager udgangspunkt i hver enkelt borger; en håndholdt indsats, der sigter efter at hjælpe den løsladte tilbage til samfundet og et liv uden kriminalitet.
Det er dybt professionelt arbejde med udgangspunkt i den enkeltes specifikke risikofaktorer, som danner grundlag for det sociale arbejde med at skabe et solidt livsgrundlag for den løsladte.
Socialrådgivernes arbejde er baseret på en række principper, som er gennemprøvet og dokumenteret i blandt andet Canada. Resultatet er, at færre kriminelle falder tilbage til kriminalitet, efter at de er blevet løsladt, og Danmark er på vej med tilsvarende dokumentation for succesen med det resocialiserende arbejde i Kriminalforsorgen.
Det er muligt, at politikerne føler behov for at fremstå handlekraftige og stålsatte, når de udtaler sig, men faldende kriminalitet og resocialisering er en kæmpe succeshistorie, og arbejdet for at mindske kriminaliteten burde være en politisk vindersag.