Opråb fra fagforeningerne: Sådan løser vi corona- og klimakrisen socialt retfærdigt
Hvordan håndterer vi corona, klima og velfærd på én og samme tid? Og hvordan gør vi det socialt retfærdigt, så vi undgår, at regningen sendes videre til dem, der har mindst, og til lønmodtagerne i form af svækket velfærd, øget ulighed og voksende arbejdsløshed? Det er et af de vigtigste spørgsmål, som vi som samfund må forholde os til oven på et kaotisk coronaår.
I godt et år har vi danset med coronaen. Og selv om vi forhåbentlig snart kan lukke samfundet mere op, så vil smitten og den samfundskrise, der fulgte i kølvandet på covid-19, sætte sine spor de næste mange år.
Ikke mindst når vi tænker på de store samfundsudfordringer, som vi allerede stod overfor, inden coronasmitten ramte.
Hvordan håndterer vi corona, klima og velfærd på én og samme tid? Og hvordan gør vi det socialt retfærdigt, så vi undgår, at regningen sendes videre til dem, der har mindst, og til lønmodtagerne i form af svækket velfærd, øget ulighed og voksende arbejdsløshed?
Det er et af de vigtigste spørgsmål, som vi som samfund må forholde os til oven på et kaotisk coronaår.
Vi, der har skrevet denne Kronik, vil tillade os at være optimister. Med de rette beslutninger kan vi vende krise til fremgang. Vi tror på, at der nu er åbnet et vindue for at træffe vigtige politiske beslutninger, der kan forbedre vores samfund.
Først og fremmest står troen på de fælles løsninger stærkere, end vi har set i mange årtier. Vi oplever, at tidens store pendul, tidsånden, har sat sig i svingninger mod fællesskabsorienterede løsninger.
Vi ser det i befolkningen, der presser på for velfærd, og vi ser det blandt politikere og tidens toneangivende økonomer, der forlader de gamle vaner og tænker nyt. Ikke bare herhjemme, men også internationalt.
Hvor der på politikernes og økonomernes gamle ’hotliste’ stod arbejdsudbudsreformer, grønthøsterbesparelser, new public management, konkurrencestat og nødvendighedens politik, står der i dag grøn omstilling, investering i mennesker, velfærdslov, opgør med ulighed, nye regnemodeller, andengenerationsreformer osv.
Heldigvis er coronakrisen ikke kommet i vejen for den bevægelse. Tværtimod.
Coronakrisen har været et bemærkelsesværdigt løft til velfærdsfortællingen. Under coronakrisen gik det op for mange danskere, at den private og den offentlige sektor er 100 procent afhængige af hinanden. At vi har brug for alle faggrupper. At den danske arbejdsmarkedsmodel kan noget unikt. Og at den særlige universelle velfærdsmodel med fri og lige adgang til velfærd igen viste sig at være andre samfundsmodeller overlegen.
Det er på den bund, vi bygger vores optimisme. Det er også det, der er afsættet for vores bud på, hvordan man skal håndtere corona-, klima- og velfærdskrisen på en socialt retfærdig måde.
Skåret ind til benet skriger tiden på, at vi investerer ambitiøst, og at vi tænker nyt og originalt.
I det følgende præsenterer vi vores syv vigtigste socialt retfærdige svar på corona-, klima- og velfærdskrisen, som vi har udviklet sammen med eksperter og politikere på Ulighedens Topmøde.
1. Vi skal have gang i 20’erne med aktiv finanspolitik
Efter finanskrisen i slutningen af 00’erne fik ideer af typen, ’krisen var dyr, og nu er vi nødt til at stramme livremmen ind’, for meget medvind i regeringskontorer og blandt økonomer. Med konsekvenser i form af øget ulighed, arbejdsløshed og en ringere samfundsøkonomi.
I det hele taget har forestillingen om den stramme udgiftsstyring domineret blandt politikere og økonomer alt for længe, og i Danmark har vi pålagt os selv snærende bånd i form af en stram budgetlov. Men fornemmelsen, at sparelinjen ikke dur, breder sig. Og troen på den aktive finanspolitik siver tilbage til politikere og økonomer – ikke bare i Danmark, men også internationalt.
Det er i de seneste måneder blevet tydeligt, at hvis man vil undgå, at arbejdsløshedskøen vokser i en krisetid, så skal man ikke sætte foden på bremsen, men på speederen. Det er sket i stor stil gennem trepartsaftaler med regeringen og arbejdsmarkedets parter om hjælpepakker, lønkompensationsordninger, udbetaling af feriepenge, arbejdsfordeling og videreuddannelse med højere dagpenge etc. Og internationalt gennem koordinerede genopretningsplaner.
Sagen er, at Danmark er i en særlig gunstig situation, når det gælder muligheden for offensive offentlige investeringer. Fordi renten er historisk lav. Fordi vi har et lavt gældsniveau. Og fordi Danmarks kreditværdighed er i top.
Regeringens planer om en velfærdslov, som sikrer, at udgifterne følger med, i takt med at der kommer flere børn og ældre, vil grundlæggende holde hånden under velfærden i fremtiden.
Den aktive finanspolitik er en vigtig del af coronaløsningen. Men den har også noget for sig på den lange bane. Ikke mindst hvad angår klimakrisen og velfærdsudfordringen, som kræver offensive investeringer.
2. Vi skal efteruddanne og omskole
En af kronjuvelerne i vores samfundsmodel er den aktive arbejdsmarkedspolitik, hvor man hjælper ham eller hende, der bliver ramt af eller er truet af arbejdsløshed, til at uddanne og omskole sig til fremtidens job.
Eller rettere: Det var en af kronjuvelerne. For op igennem 00’erne og især i 10’erne er det nemlig lykkedes politikerne at svække den aktive arbejdsmarkedspolitik. I stedet for at se den ledige som et menneske, der skal hjælpes og tilbydes uddannelse mhp. et job, har man i stigende grad set ham eller hende som doven og umotiveret.
Derfor er den ledige først og fremmest ikke blevet tilbudt sparring, uddannelse og omskoling. I stedet er der blevet bygget et kontrolregime op i jobcentrene baseret på mistillid til både borgere og medarbejdere.
Den tidligere aktive arbejdsmarkedspolitik bør få en renæssance. Og det er kun blevet vigtigere i en krisetid. Aftalen om uddannelse til nogle grupper af ledige på 110 procent af dagpengene er et skridt i den rigtige retning.
Hertil kommer, at klimaomstillingen til grønne job i sig selv bliver en af de største uddannelsesudfordringer, vores samfund kommer til at stå overfor. Det er derfor ikke kun ledige, der skal efteruddannes og opkvalificeres. Mange, der i dag er i job i brancher, der over tid ændres eller udfases, skal lave noget helt andet inden for 5, 10 og 15 år.
3. Vi skal styrke den sociale tryghed
Den aktive arbejdsmarkedspolitik er det ene ben i vores helt særlige flexicuritymodel. Rimelige dagpenge, der kan sikre arbejdsløse en ordentlig tilværelse er det andet. Men også det halter i disse år.
Dagpengenes kompensationsgrad – altså den andel af den tidligere løn, som den arbejdsløse får i dagpenge – er kun gået én vej: nedad. Dagpengene er gradvis blevet udhulet. Det er fatalt.
Hvis der er noget, lønmodtagere har brug for i en krisetid med coronavirus og klimaomstilling, er det netop tryghed.
Mennesker, der er trygge, har bedre liv, større ressourcer og bedre muligheder for at kunne omstille sig til nye job i en foranderlig verden. Win. Win. Win.
Dagpengenes kompensationsgrad skal have et løft, og udhulingen skal stoppes. Andre ydelser skal gås efter i sømmene så vi modvirker fattigdom og ulighed. Og så skal vi afskaffe børnefattigdom i Danmark. Forhåbentlig kommer der snart et bud på det, når Ydelseskommissionen kommer med sin betænkning.
4. Vi skal investere massivt i klimaomstilling
Det er vigtigt, at de offentlige investeringer, vi planlægger i de kommende år, sker de rigtige steder – der, hvor vi kan skabe nødvendige strukturelle forandringer af vores samfund.
Og hvad må stå højt på listen? Investeringer i klimaomstilling.
Det er naturligvis altafgørende for at kunne realisere de ambitiøse klimamålsætninger og rykke Danmark i en bæredygtig retning. Men det er også vigtigt samfundsøkonomisk, fordi investeringer i klima kan give Danmark og danske virksomheder en global førerposition på det grønne område.
Et flertal er langt om længe kommet i gang med at indfri målsætningen med klimaloven med de nye aftaler om affald, vejtransport og Nordsøen. Men der er lang vej endnu. Omstillingen kræver både grøn strøm og mere energieffektivitet, fordi den grønneste energi trods alt er den, vi ikke bruger. Her er coronapuljen til omstilling i de almennyttige boliger et godt eksempel.
Det offentlige skal spille en stærk og retningssættende rolle her. Og investeringer fra pensionsselskaber, fonde og private selskaber skal følge trop. Det kan nemlig betale sig i både gode liv og økonomisk aktivitet at investere grønt. Og vi skal udnytte den danske styrkeposition, som vi kender fra Ørsted, Vestas, Grundfos, Novozymes og mange andre.
5. Vi skal have socialt retfærdige klimaafgifter
Men det er ikke tilstrækkeligt kun at investere i klima. Det er mindst lige så afgørende, at spillereglerne på markedet laves om, så vi alle – forbrugere såvel som virksomheder – ændrer adfærd i hverdagen i en klimaprogressiv retning. Og så virksomheder kan se ideen i at foretage langsigtede klimainvesteringer.
Derfor bør vi lytte til de forskere, der anbefaler klimaafgifter, der gør, at klimabelastningen afspejler sig i prisen på forurening i alle sektorer og varer og tjenesteydelser i det hele taget. Det gælder f.eks. bilen, benzinen, flyrejsen. Hvis den gør det, vil vores adfærd ændre sig i en klimavenlig retning.
Det er et progressivt mål i sig selv. Men det er samtidig et progressivt mål, at klimaafgifterne er socialt retfærdige.
For hvis klimaafgifterne rammer betonarbejderen Henrik i Struer økonomisk hårdt eller gør ham arbejdsløs uden omskoling til andre brancher, så er det ikke bare socialt uretfærdigt, så kan det også svække hans opbakning til klimaomstillingen. Og så risikerer vi at tabe det hele på gulvet.
Frankrig er et skræmmeeksempel på, at grønne ambitioner grebet an uden blik for den sociale balance kan ende i gule veste.
Derfor skal vi indrette klimaafgifterne, så de bliver socialt retfærdige. Måske skal provenuet føres tilbage? Måske skal der indføres et CO2-kørselsfradrag til mennesker, der bor i landkommuner? Måske skal provenuet fra afgifterne bruges til billig offentlig transport? Måske skal vi gøre det hele på én gang?
At ændringerne skal have en social balance, er ikke en bremseklods for den nødvendige grønne omstilling. Gør vi det socialt, kan vi netop sætte endnu mere gang i den grønne omstilling, inden det er for sent.
6. Vi skal investere i mennesker og velfærd
Efter finanskrisen blev der sparet på den offentlige velfærd: daginstitutioner, skoler, socialområdet og de ældre. Det har givet faldende velfærd og øget utryghed, og vi har derfor set en snigende privatisering hjemsøge den danske samfundsmodel. Det gælder eksempelvis private daginstitutioner, skoler, sundhedstilbud, plejehjem, ældreservice og ledighedsforsikringer.
Der er flere åbenlyse grunde til at investere i den fælles velfærd nu og i de kommende år.
Vi skal have gang i 20’erne med en aktiv finanspolitik
Politisk handler det om at værne om den særlige danske velfærdsmodel. Det handler om, at give mennesker tryghed og gode liv og muligheder for social mobilitet. Men der er også stærke samfundsøkonomiske argumenter for at investere i mennesker.
Det at investere i børn, daginstitutioner, skoler, sundhed, uddannelse, socialpolitik mv. er en investering i børn og voksnes levede liv her og nu. Men det er også en fremragende forretning med stort afkast i form af aktive samfundsborgere og sparede udgifter til overførselsindkomster og øgede indtægter i form af skatteindtægter.
Den offentlige sektors evne til at sikre en stor, sund, veluddannet og motiveret arbejdsstyrke er helt afgørende for virksomhederne. Faktisk er den velfungerende offentlige sektor en væsentlig forklaring på, at Danmark ligger i toppen af internationale ranglister over erhvervsklima og konkurrenceevne.
Vi skal styrke den offentlige sektor og få lavet regnemodellerne om, så de også regner på gevinsterne af offentlige investeringer i mennesker.
Vi skal investere i mennesker og velfærd nu. Vi har som samfund ikke råd til at lade være.
7. Vi skal udvikle nye og originale greb
Vi skal se i helt nye retninger, hvis vi vil have den offentlige sektor til at fungere bedre, hvis vi vil have løftet uddannelsernes kvalitet, og hvis vi vil have de bageste – både unge Mikkel og Fatima – ud i job og uddannelse.
Vi bifalder, at regeringen netop har nedsat en kommission for andengenerationsreformer med professor Nina Smith i spidsen. Og det er forfriskende med frikommuneforsøg og en nærhedsreform. Det bør være en start, som indvarsler et gennembrud for helt nye greb og originale ideer.
Her i Kronikken har vi argumenteret for, at coronakrisen, klimaomstillingen og velfærden kan og skal håndteres socialt retfærdigt.
Vi skal have gang i 20’erne med en aktiv finanspolitik. Vi skal efteruddanne og omskole. Vi skal have styrket den sociale tryghed og tillid. Vi skal investere massivt i klimaomstilling. Vi skal have socialt retfærdige klimaafgifter. Vi skal investere i mennesker og velfærd. Og vi skal have kickstartet idémaskinen.
Disse syv greb er bundet sammen af én og samme tænkning, nemlig en stærk tro på, at vi skal turde investere ambitiøst i mennesker og klimaløsninger. Fordi det betaler sig. For alle.
Selv om dette synspunkt udfordrer de seneste årtiers tænkning på bjerget, står vi ikke alene med det. Tværtimod kan vi jo se, at antallet af medlemmer af den klub, der vil dreje udviklingen i en ny retning, vokser og vokser i disse år.
Derfor har vi en stærk tro på, at det i fællesskab kan lykkes os at håndtere tidens tre store udfordringer: corona, klima og velfærd. Så vi kan skabe et mere bæredygtigt og retfærdigt samfund med flere muligheder for de generationer, der kommer efter os.