Mere arbejdstid: Hold fingrene fra vores ferie

Om kort tid går fagbevægelsens top til trepartsforhandlinger med regeringen.

Grundlaget for forhandlingerne er, at arbejdsgivere og lønmodtagere skal bidrage til statens finanser med 4 milliarder kroner.

Vi skal altså være med til at betale for krisen. At tage økonomisk ansvar og bidrage i svære tider er en stor del af fagbevægelsens selvforståelse, og det bidrager vi gerne til. Men hvornår bliver ansvarlighed over for samfundet til uansvarlighed over for vores medlemmer? Det spørgsmål er relevant at stille i en situation, hvor regeringen har krævet ‘øget arbejdsudbud’. Omsat til almindeligt sprog, så betyder det mere arbejdstid.

Mere arbejdstid eller ‘øget arbejdsudbud’ kan findes ved gode løsninger, såsom nedbringelse af sygefravær og oprettelsen af fuldtidsstillinger til dem, der måtte ønske det.

Men ‘øget arbejdsudbud’ kan også findes ved at hæve arbejdstiden eller afskaffe ferie eller andre fridage. Den vej vil vi gerne advare fagbevægelsens top mod at bevæge sig ud ad. For det er lige her, at grænsen mellem ansvarlighed og uansvarlighed over for medlemmerne går.

Vi har kollegaer, der står uden arbejde, og kollegaer, der stresser sig selv syge. Vi har ikke brug for mere arbejde til den enkelte, men brug for flere hænder og bedre arbejdsvilkår. Så kan vi høre på den nuværende debat og læse i diverse udspil fra fagbevægelsens top, at det ikke er her og nu, tilpasninger af arbejdstid skal laves, men aftaler om fremtidig tilpasninger.
Men også her melder vi hus forbi.

Vi har ikke brug for uklare formuleringer om en fremtid, hvor ledigheden måske er faldende, så afskaffer vi ferie/frihed eller øger arbejdstiden. For vi kender ikke fremtiden. Vi ved heller ikke, hvorledes arbejdsmarkedet udvikler sig med udefra kommende arbejdskraft, grundet øget integration i EU. Faktisk er det meget svært at spå om, hvad der sker om 10 og 15 år med de ændringer, der allerede er foretaget, men hvor vi mangler at se konsekvenserne. Derfor ønsker vi ikke et resultat efter trepartsforhandlingerne, som forpligter fagbevægelsen på at hæve arbejdstiden eller afskaffe frihed og ferie på sigt.

Det er en hårfin grænse, som fagbevægelsens top skal forhandle omkring. Vores opfordring skal lyde, at vi skal handle ansvarligt – og en stor del af ansvarlig adfærd i fagbevægelsen handler om at vide, hvornår man bliver uansvarlig over for dem, det hele handler om – nemlig medlemmerne.

Vi har kollegaer, der står uden arbejde, og kollegaer, der stresser sig selv syge.