Mennesket skal komme før systemet

Tak for stafetten til Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, som han videresender med spørgsmålet om, hvordan socialrådgiverne kan blive bedre til at rehabilitere udsatte mennesker med udgangspunkt i det enkelte menneske og ikke i systemet?

Det er et spørgsmål, jeg er meget glad for, fordi det optager os rigtig meget. Og det rammer centralt i den debat, som KL har rejst med debatoplægget ’Investér før det sker’ om fremtidens socialpolitik.

Dansk Socialrådgiverforening er fuldstændig enig med Jann Sjursen i, at rehabilitering med udgangspunkt i det enkelte menneske kræver et opgør med den beskæftigelses- og systemlogik, der de senere år er blevet lagt ned over de sociale og beskæftigelsesmæssige indsatser. Skabt som en bevidst beskæftigelsespolitik og opstået utilsigtet som en bivirkning ved kommunalreformen og new public management.

Resultatet er, at vi ofte er langt fra at tage udgangspunkt i den enkelte borger, som alle ønsker, og vi er meget langt fra den ’samskabelse’ med borgerne om at forbedre deres liv og sikre deres plads i samfundet – og endnu længere væk fra KL’s oplagte dagsorden om at investere os ud af problemerne ved at omlægge til forebyggelse.

Der er mange grunde til, at vi er endt med den systemlogik, som Jann Sjursen skitserer.

Vi har haft et tiår med et snævert beskæftigelsesfokus og en stærkt kontrollerende holdning til borgerne. Både bureaukrati og krav om kontrol af borgerne er vokset med den konsekvens, at socialrådgivere på beskæftigelsesområdet kun bruger 20 procent af deres arbejdstid på borgerne, mens 80 procent af deres tid bliver stjålet af bureaukrati og administration. Med andre ord, så arbejder socialrådgivere i et system, hvor det kræves, at de skal bruge meget tid på it-programmer, proceskrav og interne arbejdsgange frem for at bruge tiden på den rehabiliterende proces eller den helhedsorienterede tilgang.

Det bliver derfor meget svært for den enkelte socialrådgiver at afsætte tid til at komme ud på arbejdspladserne for at hjælpe med at fastholde borgere, som er ved at glide ud af arbejdsmarkedet på grund af sygdom eller andet. Også for socialrådgivere i børne- og familieafdelinger er tiden knap. Det betyder, at det ikke altid er muligt i tilstrækkelig høj grad at prioritere at komme ud til de udsatte børn og familier – ud på skolerne, eller der, hvor folk lever deres liv. Det går ud over det opsøgende og forebyggende sociale arbejde.

En stram siloopdeling mellem de offentlige forvaltninger er endnu en grund til, at systemet ikke fungerer optimalt. Sektoradskillelsen blev paradoksalt nok det første resultat af kommunalreformen. Dels fordi lovgiver opbyggede formelle mure omkring jobcentrene og ydelseskontorerne, dels fordi kræfterne i kommunerne er gået med at opbygge det nye system og fastholde budgetansvarlighed i egen forvaltning.

Dansk Socialrådgiverforening vil meget gerne bidrage med at løse udfordringerne – og netop nu i denne reformtid er der er en oplagt mulighed for at sætte en kurs, der sikrer, at mennesket kommer før systemet – hvis altså politikerne vil det. Regeringen har lovet os en tillidsreform, som skal luge ud i bureaukratiet og sætte samspillet mellem borgeren og en ansvarlig professionel i fokus. Vi venter stadig på reformen, men vi husker løftet, og Dansk Socialrådgiverforening har tidligere vist, at vi i høj grad kan bidrage til forenkling og menneskeliggørelse af systemet. Det gør vi gerne igen.

Rehabiliteringstænkningen er nu indarbejdet mange steder, især på sundhedsområdet. Det er en tænkning, der får os til at løfte blikket og se borgeren som en hel person, og den rummer store muligheder. Den skal bredes ud, så vi kan arbejde på tværs af de store sektorgrænser mellem sundhed, jobcenter og socialforvaltning og for alvor arbejde sammenhængende med de stadigt flere borgere med sammensatte problemer, der skal have hjælp.

Og det giver de store beskæftigelsesreformer af førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge en oplagt mulighed for. Reformerne sætter hele indsatsen i forhold til de udsatte grupper i spil og åbner for, at vi kan komme til at arbejde sammenhængende og i langt højere grad ’samskabende’ med den enkelte borger.

Vi skal bare have knæsat princippet om ”én borger, én plan, én sammenhængende indsats”, der tilrettelægges og gennemføres af et tværfagligt team og med én koordinerende sagsbehandler – det er det, politikerne, der i dette øjeblik forhandler reformerne af kontanthjælp og sygedagpenge, skal sikre i stedet for at stirre sig blinde på nedsættelse af ydelserne.

Hvis vi får alle de ændringer på plads i loven, og hvis KL er parat til at omlægge indsatsen til at investere i det sociale arbejde, så er vi som professionelle mere end parate til at løfte opgaven i samarbejde med borgeren, de frivillige og politikerne. Vi er med på at forandre et system, hvor den borger, som Jann Sjursen citerer ”kommer ind og ser hele sit liv blive til paragraffer, kasser og handleplaner”, til et system, hvor vi faktisk ser og handler sammen med borgerne. Det er for os at se, hvad helhedsorientering og også rehabilitering handler om.

Som nævnt er vi enige med KL om, at det er oplagt at investere i forebyggelse. Det gælder også i forhold til udsatte unge, der er på tærsklen til voksenlivet, men fortsat har brug for troværdige og professionelle voksne for at sikre, at de kommer godt ind i voksenlivet, får uddannelse og udsigt til job. Formanden for Børnerådet, Per Larsen, har lang erfaring med at arbejde med udsatte unge, og derfor vil jeg sende stafetten videre til ham med spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at udsatte børn og unge får et godt liv, og hvordan investerer vi bedst muligt i forebyggelse på både børn- og ungeområdet?