Lovende kontanthjælpsreform
Debatindlæg af Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, bragt i Kristeligt Dagblad 25. april 2013
Så kom den – kontanthjælpsreformen.
Det var med både glæde og frustration, jeg læste aftaleteksten.
Frustration i forhold til de meget lave og yderst kritisable ydelser til de unge. Ydelser, som kan betyde en social deroute for den unge i form af at miste fodfæstet på for eksempel boligmarkedet.
Men jeg noterer også med tilfredshed, at der er kommet nogle rigtig gode socialfaglige elementer ind i reformen, som Dansk Socialrådgiverforening ser frem til bliver implementeret i praksis.
De aktivitetsparate borgere ( tidligere ikke-arbejdsmarkedsparate borgere) får fremover ret til en koordinerende sagsbehandler, som skal have overblik over den enkelte borgers forløb og sørge for, at borgeren ikke skal løbe spidsrod mellem de forskellige enheder i kommunen. Et problem, som vi har påpeget gennem lang tid.
Vores budskab om én borger, én plan og én koordinerende sagsbehandler bør være selvskrevet i en reform af kontanthjælpen, da det er afgørende for, at borgeren bruger sine ressourcer på at bevæge sig tættere på arbejdsmarkedet i stedet for at spilde sine ressourcer på at navigere i et system, der er opsplittet og usammenhængende.
Derfor er vi selvfølgelig rigtig glade for, at aftalen gennemsyres af politisk vilje til, at systemet skal arbejde helhedsorienteret med mulighed for en håndholdt indsats i erkendelse af, at udsatte borgere er forskellige og derfor selvfølgelig skal have en individuel indsats.
Men hvad skal der til for at indfri aftalens intentioner i praksis? Svaret er, at den skarpe lovgivningsmæssige opsplitning mellem jobindsats og socialindsats, som fastslås i beskæftigelsesansvarsloven, skal fjernes. De mange lovfæstede planer, som borgeren skal stå til rådighed for i dag, og som kan stride mod hinanden, skal koordineres og samles i én plan, og endelig skal samarbejdet mellem de forskellige forvaltningsenheder og borgeren blive langt bedre.
Der lægges op til flere forsøg i aftalen, der skal udmønte intentionerne, som for eksempel helhedsindsats for udsatte familier og udskrivningskoordinatorer til borgere, der er indlagt med psykiske lidelser.
Et forsøg, jeg hæfter mig særligt ved, er forsøget, som skal inddrage viden om ” empowerment” i beskæftigelsesindsatsen.
Det er virkelig positivt og kan bibringe arbejdet i jobcenteret stor kvalitet.
Men her er det vigtigt at være skarp på, hvad empowerment handler om: at give borgeren langt større indflydelse og dermed ejerskab i forhold til egen situation.
Det kræver, at borgeren kan få overblik over sin situation og tilbud, hvilket kun kan ske ved høj grad af koordinering og tid til at lytte, inddrage og rådgive om muligheder.
Konklusionen må være, at der er god socialfaglig kvalitet i aftalen, men det kræver, at rammerne og organiseringen følger med, ellers bliver det bare pæne ord uden indhold.