Lad os sammen kræve rimelige arbejdsvilkår for alle, der arbejder med sårbare mennesker
Socialrådgivere har ansvar for deres egen sagsbehandling, men ikke for urimelige arbejdsvilkår og politikeres beslutninger.
I kølvandet på Politikens dækning af stigningen i antallet af underretninger rettede læge og far Anders Frey 22.5. skytset mod alle landets socialrådgivere. Han skriver blandt andet om »det lave faglige niveau hos landets socialrådgivere« og »sjusket sagsbehandling« og sammenligner socialrådgivernes indsats med bagersvende, der pynter kagemænd »med små plasticstjerner og barbiehår«.
Helt grelt bliver det, når Anders Frey sammenligner en socialrådgivers fejl med en sygeplejerske, der »slår sine patienter ihjel«. Det er ærgerligt, for Anders Frey rejser faktisk en række relevante problemstillinger.
Først og fremmest anerkender han, at »arbejdsbyrden er vokset landets socialrådgivere over hovedet«. Det er en meget præcis beskrivelse af arbejdsforholdene i mange kommuner. En Cowi-rapport viste i 2018, at 44 pct. af de socialrådgivere, der arbejder med udsatte børn og familier, er stressede hele tiden eller ofte. 44 pct.! Det gør socialrådgiverne på børneområdet til den absolut mest pressede faggruppe i Danmark, og betydningen kan ikke overvurderes. Det er klart, at et så stort arbejdspres har konsekvenser for både børnene, deres familier og socialrådgiverne.
Anders Frey fremhæver som mange andre de mange fejl i børnesager. Det er også et stort problem, som vi i Dansk Socialrådgiverforening længe har gjort opmærksom på, for ja, der sker mange fejl. Langt de fleste af dem handler om bureaukrati; tidsfrister, der ikke bliver overholdt, eller manglende krydser i et skema.
Derimod er der meget langt mellem de grove fejl som for eksempel »tvangsfjernelser uden grundlag«, som Anders Frey nævner. Faktisk stadfæster Ankestyrelsen 98 pct. af alle tvangsanbringelser (der i øvrigt besluttes af kommunen, ikke den enkelte socialrådgiver). Betyder det, at fejlene er ligegyldige? Bestemt ikke. En del af bureaukratiet er skabt for at sikre børns og familiers retssikkerhed. Men billedet af, at socialrådgiverne behandler udsatte børns og familiers rettigheder lemfældigt, er direkte forkert.
Vi har siden november indsamlet fortællinger fra flere hundrede socialrådgivere, mange fra børneområdet, som sætter ord på det enorme pres, de arbejder under. Her er et eksempel: »Jeg kan nå at lave 1-2 henvisninger til støtte. Jeg skal prioritere ud fra følgende sager:
- En dreng, dybt traumatiseret af krigen og flugten i/fra Syrien. Han har netop taget kvælertag på en dreng fra sin klasse.
- Tre børn, som er dybt klemt i en højkonfliktskilsmissesag.
- En ung fyr (under 15), som er ude i ekstremt misbrug og dybt kriminel. Bekymring for, at han tager en overdosis.
- En ung pige (under 15), som er psykisk sårbar. Har selvskadende adfærd, massiv angst, ocd og mange selvmordstanker.
- En dreng i stor mistrivsel. Truede sin familie med, at han ville slå dem ihjel.
- To børn, dybt understimulerede. Næsten intet sprog, ikke soignerede, er generelt tilbage i udvikling. Bekymring for forældreevnen hos forældrene.
- Tre børn, der opholder sig på krisecenter med deres mor. De har overværet vold mellem forældrene.
Mange af fejlene skyldes faktisk, at socialrådgiverne prioriterer børnene over bureaukratiet. Når en socialrådgiver skal vælge mellem at skrive et referat af en samtale med en bekymret mor ind i systemet til tiden og smide alt andet og tage ud til et barn, der udsættes for vold, så vælger hun/han altid det sidste. Selvfølgelig. Men jeg er sikker på, at hvis socialrådgiverne fik ordentlig tid til hver enkelt sag, så ville antallet af fejl også dale drastisk.
Arbejdsvilkårene for socialrådgiverne på børneområdet betyder, at mange søger væk efter kort tid i jobbet. Der er stor udskiftning, og relativt mange af socialrådgiverne er nyuddannede, selv om det er meget fagligt krævende. Derudover mangler de mange steder oplæring, mulighed for faglig sparring og efteruddannelse. Derfor har Anders Frey også en pointe, når han taler om faglighed. Ikke fordi socialrådgiverne ikke er dygtige, men fordi socialrådgivere ligesom psykologer, sygeplejersker og mange andre faggrupper har brug for oplæring og faglig udvikling, især når de lige er uddannet.
Derfor har vi også sendt en række forslag til politikerne, herunder at der skal være to socialrådgivere på svære sager, og at socialrådgivere skal have krav på oplæring og faglig sparring.
Inden for alle faggrupper findes der dygtige og knap så dygtige medarbejdere. Det gælder også i lægestanden, som Anders Frey tilhører, men når flere og flere patienter søger erstatning på grund af fejlbehandling, taler vi alle om et presset sygehusvæsen – ikke om den enkelte læges faglighed.
Det samme gælder socialområdet. Langt de fleste socialrådgivere er engagerede og dygtige, ligesom langt de fleste læger, pædagoger, sygeplejersker og folk i andre faggrupper. Men så længe vilkårene for at hjælpe udsatte børn og deres familier er helt urimelige, går det selvfølgelig ud over kvaliteten af sagsbehandlingen, selv om vi gør alt, hvad vi kan, for at det ikke rammer det enkelte barn.
Ingen socialrådgivere ønsker at begå fejl. Men hvis sagsbehandlingen skal forbedres – og det skal den! – så nytter det ikke noget at hænge en hel faggruppe ud. Lad os i stedet sammen kræve rimelige arbejdsvilkår for alle, der arbejder med sårbare mennesker i samfundet.