Kvalitet i børnesager kræver politisk vilje

Hvis vi skal undgå flere Tøndersager, må kommunerne droppe hensynet til kommunekassen.

Vi er alle på hver sin måde meget berørte af Tøndersagen. Flere faggrupper kommer med deres bud på, hvad vi bør gøre anderledes i fremtiden. På mange måder er det forståeligt, at Dansk Psykologforening i debatindlægget ‘Gør det rigtige, første gang I opdager, at et barn misbruges’ (23.1.) benytter lejligheden til at fremme den psykologiske tilgang i børnesager og foreslår, at den børnefaglige undersøgelse bør ændres, så det bliver obligatorisk at gennemføre en psykologisk undersøgelse i alle børnesager.

Men det er et forfejlet udgangspunkt.

Psykologiske undersøgelser bruges allerede i stort omfang. Psykologien er blot en af flere fagligheder, der kan være værdifuld at inddrage i en vurdering af barnets trivsel, forældrenes kompetencer, og hvilke foranstaltninger der kan være brug for. Undersøgelserne skal bruges med omtanke, da det er krævende for børn og forældre at blive undersøgt – og derfor bør psykologundersøgelser ikke være obligatoriske.

Den børnefaglige undersøgelse er et godt redskab, hvor socialrådgiverne kommer rundt om barnets omsorgssituation – forudsat at den nødvendige tid er til stede. Socialrådgivere har ofte på forhånd viden om forældrene og børnene.Vi indhenter udtalelser fra skoler og daginstitutioner, og ofte bliver der også lavet psykologiske undersøgelser og test. I nogle sager bliver der igangsat forældrekompetenceundersøgelser.

Gennem det socialfaglige arbejde får socialrådgiverne oftest en forklaring på barnets problemer. Hvis den viden, vi indsamler der, ikke er komplet – kan vi rekvirere eksempelvis en psykologundersøgelse. Så det er som udgangspunkt ikke den børnefaglige undersøgelse, som er en barriere i forhold til at sikre barnets tarv.

Som Dansk Psykologforening også pointerer i sine debatindlæg, fravælger nogle kommuner foranstaltninger af økonomiske grunde. Det har Dansk Socialrådgiverforening dokumenteret i indtil flere undersøgelser, hvor hver anden socialrådgiver oplever, at barnets tarv står i skyggen af hensynet til kommunens økonomi. Og vi ved også, at i en række kommuner har socialrådgiverne alt for mange sager, hvilket er en barriere i forhold til at kunne udføre en håndholdt indsats.

Så i vores optik handler det i høj grad om, at nogle kommuner undlader at handle på socialrådgivernes indsamlede viden og forslag til foranstaltninger – af hensyn til kommunekassen. Og det samme gør sig gældende, når vi taler om et alt for højt antal sager.

Vi skal derfor prioritere og investere i det sociale arbejde med børn i bestræbelserne på at forebygge nye Tøndersager og derved sikre, at børn og unge får den rette hjælp så tidligt som muligt. Det kræver politisk handlekraft i kommunerne.