Kommuner skal skabe bedre grundlag for indsats

Kommunerne skal skabe grundlag for en helhedsorienteret indsats og skabe vilkår, så socialrådgiverne kan løfte opgaven. Ellers får reformen ikke den tilsigtede effekt.

Kontanthjælpsreformen betyder åbenlyse økonomiske forringelser for nogle borgere. Dansk Socialrådgiverforening har fra start advaret imod de lave ydelser for kontanthjælpsmodtagere under 30 år. Senest har debatten drejet sig om, at kommuners vurdering, af om en ung kontanthjælpsmodtager vurderes uddannelsesparat eller ej, er vidt forskellig.

Det er fagligt krævende og retssikkerhedsmæssigt meget vigtigt at visitere disse grupper korrekt. Det kalder på nogle grundige retningslinjer for, hvad det vil sige at være uddannelsesparat, så vi undgår det, der i høj grad ligner kommunal kassetænkning.

Bedre grundlag for helhedsorienteret indsats

Men lad os kigge på de socialfaglige elementer i kontanthjælpsreformen. For på den positive side kan reformen også skabe et bedre grundlag for at iværksætte en mere helhedsorienteret indsats, end vi har i dag. Det kræver imidlertid, at kommunerne tager på sig at skabe de nødvendige rammer og tilbud til borgerne.

Det gælder blandt andet aktivitetsindsatsen og den koordinerende sagsbehandler, som er en del af kontanthjælpsreformen. De aktivitetsparate, både dem over og under 30 år, skal mødes med en helhedsorienteret indsats, der skal koordineres af én sagsbehandler. Og for de unge har kommunerne fået mulighed for at etablere ungeenheder på tværs af forvaltningerne.

Færre sager pr. socialrådgiver er afgørende

Det billede, som tegner sig, er, at man ude i kommunerne ikke er lige så hurtige til at omsætte de fornuftige socialfaglige elementer af reformen, som man er til at implementere lave ydelser.

Hvis man ser på, hvordan det er gået med at omsætte de socialfaglige elementer, som for eksempel ressourceforløb fra førtidspensionsreformen, er der grund til bekymring. Og det er rigtig ærgerligt, for de socialfaglige elementer i reformerne, herunder også i kontanthjælpsreformen, vil kunne betyde en klar forbedring for borgerne. Det er også de socialfaglige elementer, der gør det interessant at være socialrådgiver.

Men vi mangler investeringer i form af omorganisering, hvor man reelt tager den helhedsorienterede metode til sig i både indsats og organisering. Men også forbedrede vilkår som eksempelvis færre sager pr. socialrådgiver er afgørende, da en helhedsorienteret indsats kræver tid for at give resultater.

For det er umuligt at agere koordinerende sagsbehandler, hvis man har alt for mange sager. Det er en opgave, som indebærer et stort tværfagligt samarbejde og koordinering på tværs af forvaltningerne, hvilket naturligvis kræver tid.

Dansk Socialrådgiverforening opfordrer kommunerne til at tage deres del af ansvaret for at få intentionen bag kontanthjælpsreformen til at lykkes. At skabe rammerne for, at det med en helhedsorienteret, håndholdt indsats bliver muligt at skabe progression i den enkelte borgers liv. Det er nemlig en forandret indsats, der vil hjælpe folk videre, og ikke den økonomiske pisk.

Inddrag borgerne

Det er af stor betydning, at de nye ungeenheder, en tværsektoriel og helhedsorienteret indsats, den koordinerende sagsbehandler og indførelse af mentorer med relevant fagligt baggrund bliver virkelighed i kommunerne.

Som et led i kontanthjælpsreformen har Beskæftigelsesministeriet udbudt en pulje, hvor kommunerne frem til 1. februar 2014 kan søge om tilskud til at etablere ungeenheder, der fysisk er placeret på en uddannelsesinstitution og ikke i jobcentret. Det har vi gode erfaringer med – så brug nu den pulje!

Og for at sikre at rollen som koordinerende sagsbehandler kommer til at fungere så optimalt som muligt, vil jeg opfordre kommunerne til at inddrage medarbejderne i en dialog om, hvordan rammerne for arbejdet skal være – og på den måde tage forskud på tillidsreformen.

Det gælder også i forhold til de mentorer, borgere på kontanthjælp, der er så udsatte, at de ikke kan tage imod en jobrettet indsats, har ret til. I flere kommuner ser vi en holdning til at frivillige kan overtage hele eller store dele af mentor-indsatsen.

Det er dybt problematisk, hvis en foranstaltning, som mentorer er, skal udfyldes af frivillige alene. Der udestår derfor en diskussion med kommunerne om, hvilken opgave mentorerne skal løfte. Hvilken rolle de har mellem kommune og borgere og derfor også en drøftelse af, hvornår frivillige kan bidrage, og hvornår der er brug for mentorer, der er fagprofessionelle.

Så en klar opfordring til kommuner og ministerier: Brug lidt mere tid på at implementere reformerne, drøfte metoderne, organisere til fordel for helhedssynet og skabe vilkår, så vi som socialrådgivere kan løfte den indsats, borgerne efterspørger og vi ved virker. Vi er parate til at bidrage ind i det paradigmeskifte!