Klip en hæl og hug en tå

Klip en hæl og hug en tå, hvis skoen ikke passer – eller den er for dyr. I den seneste tid er det blevet diskuteret, om 2.000 kr. blot rækker til et par nye sko – eller om beløbet også er stort nok til at udgøre et økonomisk incitament, som vil få kontanthjælpsmodtagere til at søge et arbejde. I samme kontekst er det blevet diskuteret, om kontanthjælpsmodtagere mister penge ved at tage et arbejde.

Her er det blevet fremført, at tusindvis af kontanthjælpsmodtagere modtager mere end 250.000 kr. i samlede offentlige ydelser, og at det er 30.000 kr.
mere, end en butiksansat tjener.

Tal er taknemmelige, og nogle synes åbenbart, at det er sjovt at lave skæg med tal, men det handler om langt alvorligere ting end en børneudsendelse.

Det handler om, at der bliver jongleret rundt med tal i forsøget på at give ideologiske synspunkter gang på Jorden, selv om den almindelige dansker nok forventer, at diverse regnestykker, som i sidste ende kan betyde, at udsatte borgeres økonomiske eksistensgrundlag skæres – yderligere – som minimum er hentet i virkeligheden og dermed er korrekte.

Det kunne DR2-programmet “Detektor” så forleden dokumentere, at de ikke er. Det kræver nemlig kreative regnemetoder at nå frem til, at kontanthjælpsmodtagere har et større rådighedsbeløb end butiksansatte, som tallene ovenfor ellers påstår. Detektor lavede et regneeksempel, hvor facit er, at den butiksansattes rådighedsbeløb – hvor den butiksansattes offentlige ydelser også medregnes – er ca. 46.000 kr. større end kontanthjælpsmodtagerens.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regnet sig frem til, at for en enlig kontanthjælpsmodtager udgør 2.000 kr. en forhøjelse i det månedlige rådighedsbeløb på 36 pct. Hvis den enlige kontanthjælpsmodtager har børn, udgør 2.000 kr. en forhøjelse i rådighedsbeløb på mellem 14 og 17 pct.

Et liv præget af sygdom

Nu kan vi forhåbentlig konkludere, at det kan betale sig at arbejde – og forlade debatten, hvor en stor gruppe borgere dæmoniseres.

Ellers vil jeg lige minde om, at det ikke er økonomiske hensyn, men sygdom og sociale problemer, som udgør den største barriere for, om kontanthjælpsmodtagere kommer i job eller ej. De såkaldte ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere har et liv præget af sygdom. Hver tredje får medicin mod depressioner. Flere end hver tiende tager anti-psykotisk medicin, og hver sjette får medicinsk behandling mod angst, viser ny analyse fra AE.

Ydermere er en række forskere enige om, at det ikke er rigtigt, når politikere tror, at ledige kan presses økonomisk til at arbejde.

Der er alt for lidt viden om den reelle effekt af økonomiske incitamenter. Min opfordring er, at politikere argumenterer med udgangspunkt i virkeligheden, som den er.