Hvorfor et opgør med socialrådgivere?

Vi kan oplyse, at ingen bliver socialrådgiver for at lade mennesker passe sig selv. Tværtimod vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at yde den indsats, der hjælper borgerne til en selvforsørget tilværelse, skriver to af DS’s fællestillidsrepræsentanter som svar på en leder i Jyllands-Posten, der udtrykte mistro til socialrådgiveres hensigter og faglighed i arbejdet med at få flygtninge i job.

6/5 retter Jyllands-Postens leder en skarp pen mod socialrådgiverfaggruppen. Lederen foreslår ligefrem regeringen at »tage et opgør med landets socialrådgivere«. Baggrunden for dette er socialrådgivernes/sagsbehandlernes vurderinger af, at 9 ud af 10 af de nytilkomne flygtninge i det treårige integrationsprogram, der modtager kontanthjælp, ikke er parate til at indtræde direkte på det danske arbejdsmarked.

Udgangspunktet for socialrådgivernes arbejde på beskæftigelsesområdet er – hvad enten det gælder flygtninge eller andre – at hjælpe borgerne så tæt på arbejdsmarkedet som muligt. Punktum. Men hvis hjælpen skal være holdbar, kræver det solide faglige vurderinger af hver enkelt borgers kompetencer og helbred.

JP’s leder udtrykker desværre både mistro til socialrådgivernes hensigter og faglighed samt manglende indsigt i lovgivningen, når den antyder, at enhver borger med posttraumatisk stresssyndrom får lov at »lukke sig selv inde på et værelse«.

Skal deltage i aktivitet

For at tage lovgivningen først: De borgere, der ikke vurderes jobparate, har både ret og pligt til at deltage i en beskæftigelsesfremmende aktivitet eller som minimum mentorstøtte, der skal hjælpe med at udrede og afhjælpe problemstillinger, som står i vejen for, at borgeren opnår tilknytning til arbejdsmarkedet. Ingen får altså lov at »lukke sig inde på et værelse«, hvis de ønsker at opretholde retten til kontanthjælp.

Tværtimod er der krav om systematisk opfølgning til den dag, borgeren bliver i stand til at indtræde på arbejdsmarkedet eller vurderes at være permanent uarbejdsdygtig.

Når det er sagt, kan man ikke lovgive sig til, at borgere bliver arbejdsdygtige. Det er til gengæld utrolig nemt at lovgive så meget, at indsatsen over for den enkelte bliver standardiseret, fjern og meningsløs – også for de virksomheder, der skal tage de ledige ind. Derfor henstiller vi kraftigt enhver regering til at fare med lempe og kun lovgive på baggrund af tæt dialog med de fagfolk, der har fingeren på pulsen og ved, hvordan borgerne responderer på den eksisterende lovgivning.

Hvad socialrådgivernes hensigter angår, kan vi oplyse, at ingen bliver socialrådgiver for at lade mennesker passe sig selv. Tværtimod vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at yde den indsats, der hjælper borgerne til en selvforsørget tilværelse.

Uanset om JP’s ærinde er at modbevise dette eller bidrage seriøst til debatten om den danske beskæftigelsesindsats, må argumentationsniveauet hæves, for angrebet i lederen indeholder hverken saglige argumenter eller stillingtagen til vores arbejdsløse medborgeres faktiske problemstillinger og deres forudsætninger for at indtræde på arbejdsmarkedet.