Til hvilken nytte er nytteindsats?

Kontanthjælpsaftalen fastslår, at man som kontanthjælpsmodtager skal gøre nytte i en såkaldt nytteindsats. Op til aftalen gjorde vi i Dansk Socialrådgiverforening flere gange opmærksom på, at hvis en sådan indsats skal gøre nytte, skal ordningen skabe jobåbninger eller give et reelt praksis-kompetenceløft. Vi var stærkt bekymrede for, om en sådan ordning blot skulle bruges som skræmme -eller disciplineringsmiddel over for de ledige.

Desværre er der noget, som tyder på, at vores bekymringer bliver til virkelighed. Nyttejob, som går ud på at samle hundelorte op – som de har fundet på i Roskilde Kommune – kvalificerer ingen mennesker til et regulært job.

Medmindre man altså vil oprette kommunale ordinære stillinger for at løse problemet. Men det behøver kommunen jo ikke. For nu kan de få folk på kontanthjælp til det. Man kan med rimelighed diskutere både hvilken etik og hvilket menneskesyn, der ligger bag sådanne forslag, og det afføder også en faglig diskussion. Skal vores beskæftigelsesindsats primært bygge på disciplinering og fortsat meningsløse aktiviteter? Eller vil vi i Danmark sikre en kvalificeret beskæftigelsespolitik, der bygger på faglig indsigt og viljen til at bruge en arbejdsløshedsperiode til at give nye kompetencer til den ledige og bruge jobcentrenes ressourcer på at skabe jobåbninger? Opfindsomhed efterspørges Hvis vi vil den sidste vej, så er en nytteindsats som hundelortesamler ikke den rigtige vej at gå.

Både fordi det er et trist menneskesyn, en forældet disciplineringsstrategi, og såmænd også af den simple grund, at jeg aldrig har hørt nogen få et job, fordi der på deres CV står, at de er gode til at samle hundelorte op. Så der er langt fra nogle kommuners opfindsomhed – eller mangel på samme – når det drejer sig om at etablere en nytteindsats, som både giver mening for den enkelte, for samfundet og ministerens vision om, at ingen skal opgives, men mødes med rette hjælp til at udvikle sig.

Det er vigtigt, at politikerne tager det ansvar på sig og løfter opgaven – så vi ikke ender med en ny meningsløs beskæftigelsespolitik, som borgerne oplever som ydmygende.

Skal vores beskæftigelsesindsats primært bygge på disciplinering og meningsløse aktiviteter? Eller vil vi i Danmark sikre en kvalificeret beskæftigelsespolitik, der bygger på faglig indsigt?