Hjælp udsatte unge godt ind i voksenlivet

Det er indlysende, at arbejdet for at undgå radikalisering i høj grad må være en bred indsats for at integrere udsatte unge og deres familier og for at få de unge ind i nogle spor, som kan give dem et ordentligt liv med uddannelse, arbejde og familie som normale og agtede medborgere. Vi kan ikke løse radikaliseringsproblemer ved bare at opruste politi, efterretningsvæsen, overvågning og tiltag, der primært tager udgangspunkt i at agere, når det er gået galt.

Vi må tage afsæt i, at der er en sammenhæng mellem sociale problemer, kriminalitet og radikalisering, og det må vi handle ud fra. Det er glædeligt, at regeringens udspil ”En ungdom uden kriminalitet” bygger på den erkendelse.

Som socialrådgivere oplever vi, at når de unge radikaliseres, så er det basalt set et udtryk for en mistillid til systemet og et savn af et fællesskab. Den mistillid og det savn må vi som samfund i almindelighed og socialarbejdere i særdeleshed handle på. Der skal en tidligere, forebyggende indsats til. Den yder vi allerede mange steder i dag, men den skal skærpes og udvikles på flere måder. Der er mange brikker i det puslespil, og jeg kan kun pege på enkelte af dem her.

En del af samfundet

Den første brik er, at al indsats skal have en klart inkluderende tilgang og holdning. De unge skal trækkes ind i samfundet og forstå demokratiets spilleregler og kultur – og det skal den indsats, de møder, vise dem i praksis.

Det sker, når socialrådgiverne fra Århus-modellen arbejder med at skabe en forandring hos de unge, så de kommer til at føle sig som en del af samfundet. Der må ikke være undertoner af etnisk forskelsbehandling eller i værste fald diskrimination, det reagerer de unge meget stærkt på. Derfor skal vi undgå alle tendenser til, at der skabes et ’dem og os’. Det vil være stærkt skadeligt for arbejdet og målsætningen.

Andre brikker er at udvikle vores indsatser og skærpe nogle af dem, vi allerede anvender. Vi skal skærpe familiearbejdet, så det kommer tættere på og bliver mere insisterende og forpligtende for alle parter. Både forældrene, de unge og de mange offentlige instanser. Og vi skal handle hurtigt, når der er tilløb til kriminalitet eller til radikalisering.

De unge skal med det samme opleve, at der reageres på det, de gør, og at der reageres med rettidig konsekvens og vedholdenhed. Vi skal også udvikle nye indsatser, der bygger på ’genoprettende ret’.

Det er en kendt arbejdsform uden for Danmark, som indebærer, at de unge med hjælp fra mæglere kan møde deres ofre for at sige undskyld og ’rydde op mentalt’. De kan derudover pålægges at genoprette de skader, de har påført andre eller deres lokalområde. Flere af de elementer, der ligger i Regeringens udspil om ungdomskriminalitet.

Et tæt og forpligtende samarbejde

Og så er der den helt store brik: Et langt bedre tværsektorielt og –fagligt samarbejde mellem alle aktørerne: Socialforvaltning, politi, skole, dagtilbud, jobcenter, fritidstilbud, gademedarbejdere, boligsocialrådgivere osv. Der skal være en langt tættere koordinering af det, vi gør fra alle de offentlige instanser, der er inde i den unges og familiens liv.

I dag ved den ene hånd ofte ikke, hvad den anden gør, og de mange indsatser kan have huller, fordi der ikke samarbejdes og koordineres. Hvis vi skal have fat i de udsatte familier og de unge og især, hvis vi skal kunne holde fast på dem, så skal vi skabe et tæt og forpligtende samarbejde i alle faser af en sags forløb.

Endelig er der en brik, der tit overses. Og som også er overset i Regeringens udspil. Det er særlig vigtigt, at vi sikrer udsatte unge en god overgang fra ung til voksen. På det punkt er der mange huller i indsatsen i dag, så netop denne indsats er usammenhængende og forvirrende for de unge.

De har massivt brug for koordineret og ubrudt hjælp, hvis de skal klare at komme i uddannelse og job og ordentligt ind i voksenlivet. Derfor bør regeringen sikre, at kommunerne etablerer tværgående ungeteams for 15- til 25-årige, så vi kan undgå, at udsatte unge falder ned mellem stolene.

Kommunerne kan gøre det, men de gør det alt for lidt og alt for usystematisk. Det skal ændres, hvis vi skal kunne sætte unge, der er i risiko for radikalisering og for at blive kriminelle, ind på et ordentligt spor i tilværelsen.