Forældrepålæg skader relationer

Det er fornuftigt, at den socialdemokratiske social- og integrationsminister kommer med nye initiativer, som skal styrke den forebyggende indsats for socialt udsatte familier med anden etnisk baggrund end dansk.

Det er godt, at Karen Hækkerup med de nye initiativer lægger op til, at vi hele tiden skal udvikle metoderne og indsatsen, styrke den tidlige indsats i daginstitutionerne og skræddersy forældreundervisning til de forældre, som har svært ved at tage hånd om deres børn og satse på, at sociale problemer i højere grad skal forebygges i nærmiljøet, meget gerne med en opprioritering af det boligsociale arbejde.

Generelt set så skal svaret på udfordringen være at styrke og myndiggøre forældrene til at tage ansvar, men vi advarer mod ministerens forslag om, at kommuner i højere grad skal benytte forældrepålæg, hvor kommunen kan trække forældrene i offentlige ydelser, hvis eksempelvis deres børn udebliver fra skole eller begår kriminalitet.

Pålæg bliver uden effekt

Vores erfaring er, at den økonomiske sanktion ikke er et relevant redskab af flere årsager. For det første skal det jo være forældre, der har mulighed for at blive påvirket af det økonomiske incitament. Det kræver altså, at der skal være tale om bevidst modvilje fra ellers handlekraftige forældre, og dem er der heldigvis ikke så mange af.

Hvis vi har at gøre med et ressourcesvagt forældrepar, så er det rimeligt at spørge sig selv, om det er bevidst modvilje eller manglende ressourcer, der gør at forældrene har givet op.

I sådan en situation har forældrepålægget ingen effekt overhovedet andet end at skade relationen mellem systemet og forældrene samt relationen mellem forældrene og den unge. Det er lige præcis de relationer, der er behov for at styrke i arbejdet med at få forældrene til at påtage sig ansvaret for deres børn. Forældrepålægget risikerer derfor at modarbejde intentionen med indsatsen.

Det kan blive bedre

Derfor har kun få kommuner brugt den nuværende mulighed i loven.

Det viser Rambølls evaluering af kommunernes brug af forældrepålæg fra 2010, og de begrunder det med, at det ikke er et hensigtsmæssigt redskab.

Et forældrepålæg er et redskab, der går efter at ramme pengepungen.

Derfor vil redskabet primært have en mærkbar konsekvens over for familier på overførselsindkomster eller med lavindkomster, mens familier med lidt højere indtægter ikke på samme måde bliver presset af at miste eksempelvis ungeydelsen på ca. 900 kroner om måneden.

Er det rimeligt? Vi siger ikke, at alt er godt i dag.

Det er jo åbenlyst, at det kan blive bedre. Derfor er vi også tilfredse med, at ministeren sætter fokus på en palet af redskaber, som skal bruges offensivt i det sociale arbejde.

Socialrådgivere kan i dag indgå forpligtende aftaler med borgerne med henblik på at styrke forældrekompetencerne, og hvor der stilles konkrete krav.

Gensidig forpligtende aftale Det er en tilgang, der bygger på myndiggørelse af forældrene, gensidighed og respekt. Hvis vi som socialrådgivere skal støtte udsatte forældre, der giver op, fordi de mangler råstyrke og viden om opdragelse, handler det i høj grad om et intensivt relationsarbejde.

Hvis Ali på 13 år brænder en bil af, skal der reageres meget hurtigt.

Det kan resultere i, at politiet, forældrene, Ali, socialforvaltningen, gademedarbejderen, SSP-medarbejderen, skolen og måske den lokale fodboldklub laver gensidig forpligtende aftaler om skolegang, kammeratskabskreds, hjemkomsttid, deltagelse i fodboldtræning, støtte til forældrene.

De aftaler skal alle overholde, også de offentlige aktører. Sanktionen er, at hvis forældrene eller Ali ikke holder deres del af aftalen, så rykker vi tættere på, bliver mere insisterende og holder endnu bedre fast. I værste fald kan vi blive nødt til at anbringe Ali.

Det er de aftaler og kontrakter, vi som socialrådgivere meningsfuldt kan arbejde med – og det virker i mange tilfælde, men det kræver selvfølgelig tid og ressourcer. Til gengæld er resultaterne også langtidsholdbare, når vi kommer i mål, men det kræver en bedre koordinering i kommunerne for at fungere optimalt. Det dur ikke, at der først er tid til et møde på forvaltningen 14 dage efter, at Ali på har brændt biler af.

Hvorefter der går en måned med at få et møde med Alis lærer om hans pjækkeri. Vi oplever, at det største enkeltproblem i forebyggelsen er den manglende sammenhæng mellem de offentlige instanser.

Vigtig vidensdeling

Vi mener derfor, at skal der ‘sanktioneres’, så skal det altså være ved en endnu mere insisterende og fastholdende indsats. Derfor anbefaler vi, at Karen Hækkerup justerer det punkt i udspillet, som handler om øget brug af forældrepålæg.

I stedet for en kampagne for forældrepålæg, hvor der lægges op til at bruge penge på at etablere et rejsehold, som skal tage rundt i landet og afdække kommunernes barrierer for at bruge forældrepålægget – så brug i stedet ressourcerne på at samle de gode erfaringer, som vi kan lære af.

Vi har brug for vidensdeling – vi har slet ikke råd til at lade være.