Finanslov opfylder ikke akut behov for forebyggelse

I den nye Finanslov er der afsat 70 mio. kr. om året til indsatsen på det sociale børneområdet, og Dansk Socialrådgiverforening ser positivt på de initiativer, som indgår i aftalen. Det er afgørende, at området for udsatte børn og unge prioriteres økonomisk.

Dog er det meget vanskeligt at se, hvordan 70 mio. kr. om året skal kunne gøre en nævneværdig forskel i 98 kommuner. Antallet af underretninger på børneområdet er steget med over 20 procent de seneste år, og flere kommuner foretager mest af alt brandslukning, da de ikke har de ressourcer, der skal til for at opprioritere en reel forebyggelsesindsats.  Det sidste understreges i en ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening, hvor socialrådgiverne i nogle kommuner har op til 85 børnesager.

Gennemsnitligt har socialrådgiverne på området 47 sager, hvor DS anbefaler højst 30-45 sager. Det tal er endda højt sat i en tid med stadig mere komplekse problemer og indsatser samt markant stigende administrative og kvalitative krav. De høje sagstal er til stor skade for arbejdsmiljøet, og de lægger et massivt arbejdspres på socialrådgiverne i kommunerne med risiko for flere ulykkelige børnesager til følge.

Socialrådgivere tager hånd om familier, hvis problemer ligner dem, vi så i dokumentarfilmen ”Blodets Bånd”. Familier med misbrug af alkohol og stoffer, samt forældre, som ikke er i stand til at varetage omsorgen for børnene. Den opgave er vanskelig, når antallet af sager på socialrådgiverens bord er langt højere end det, Dansk Socialrådgiverforening vurderer, er forsvarligt.

En styrkelse af forebyggelsen er et af de vigtigste værktøjer til at forhindre, at problemer i skoler og i dagsinstitutioner ender som en sag i forvaltningen. En styrket forebyggelse kan – på sigt – nedbringe de sociale problemer og derved antallet af sager på den enkelte socialrådgivers bord.

Men her er et akut problem, som underbygges af den nye undersøgelse: En styrket forebyggelse kræver en markant ressourcetilførsel til området, så socialrådgiverne får rammerne til at sikre indsatsen over for det enkelte barn. Vi har brug for handling og et forpligtende samarbejde nu.

Vi har viden, der dokumenterer, at det i høj grad kan betale sig at placere socialrådgivere i daginstitutioner og på skoler, som kan tage hånd om problemer inden de når at udvikle sig. På baggrund af erfaringerne fra blandt andet København er det oplagt at rulle denne forebyggende indsats ud til resten af landet. Det vil også give et stort samfundsøkonomisk afkast, og vi mener, det bør indgå i regeringens nationale forebyggelsesstrategi.