Fem forestillinger om førtidspensionsreformen

Som en af dem, der begejstret har bakket op om Mette Frederiksens udspil til en førtidspensionsreform, bekymrer det mig, at den får så hård en medfart fra dele af det politiske og meningsdannende parnas.

Og ikke altid på et oplyst grundlag. I et forsøg på at redde de klare kvalitetsforbedringer i beskæftigelsesindsatserne, som reformen indeholder, vover jeg hermed et øje i forsøget på at udlægge teksten på de fem mest sejlivede forestillinger:

Første forestilling: Ingen under 40 år vil fremover kunne få førtidspension.

Det fremgår ganske rigtigt af udspillet, at det er intensionen, at personer under 40 år ikke skal have pension. Men det fremgår også, at personer med betydelig udviklingshæmning, alvorlig hjerneskade eller andre alvorlige lidelser, hvor behandlingsmulighederne er udtømte eller udsigtsløse, fortsat kan få tilkendt førtidspension. Nøjagtig som under de gældende regler.

Anden forestilling: De nye »ressourceforløb« svarer til midlertidig førtidspension.

Jeg opfatter ressourceforløbene som det stik modsatte. Forløbene skal jo netop sættes i værk, inden førtidspension kommer på tale. De udgør en koordineret, tværfaglig indsats, som kombinerer sundhedsindsatser, psykiatrisk udredning og behandling, løsning af sociale problemer samt diverse beskæftigelsestilbud alt efter, hvad der måtte være relevant for, at hovedpersonen kan hjælpes væk fra en tilværelse som førtidspensionist. Det har altså ikke meget at gøre med at være på førtidspension.

Derudover er det en klar forbedring i både fokus og indsats i forhold til måden, vi arbejder på i dag, hvor vi er alvorligt hæmmede af jobcentrenes lovebestemte ensidige fokus på rådighed, job og selvforsørgelse med tilhørende benhård sanktion, som har det med at give de mest udsatte det sidste skub ud over kanten.

Tredje forestilling: Dem, som omfattes af ressourceforløbene, går 7.000 kr. ned i ydelse.

Denne forestilling tager afsæt i den forrige, idet beløbet fremkommer ved at trække den nye såkaldte »minimumsydelse« på 10.335 kr., som er det mindste beløb, man kan få som deltager i et ressourceforløb, fra de 17.075, man maksimalt kan modtage i førtidspension. Voila, så har vi en indtægtsnedgang på 6.740 kr. pr. måned. Men da der ikke er tale om, at man på tidspunktet, hvor man får tilkendt et ressourceforløb, egentlig skulle have haft en førtidspension, holder denne forestilling ikke. Skulle der være nogle, som allerede har fået tilkendt førtidspension, som ønsker frivilligt at indgå i et ressourceforløb, så bevarer de ydelsen på førtidspensionsniveau, imens det står på.

Fjerde forestilling: Ydelserne under et ressourceforløb er fattigdomsskabende.

Allerførst: De såkaldte »fattigdomsydelser« blev afskaffet 1. januar. Ydelserne under et ressourceforløb vil derfor som minimum svare til kontanthjælpssatserne. Udgangspunktet er, at ydelsesniveauet er det samme som det, man kom fra, dog mindst 10.335, kr. svarende til kontanthjælp for enlige uden børn. Kontanthjælpsmodtagere med børn, vil få 13.732 kr., og de udeboende under 25 år får deres ydelse forhøjet fra 6.660 kr. til 10.335 kr. Er man sygedagpengemodtager, vil man ved visitation til et ressourceforløb modtage sygedagpenge så længe, som man ville få det efter sygedagpengeloven. Derefter overgår man til ovennævnte satser. Man vil stadig modtage børnefamilieydelser og kunne søge om boligstøtte, friplads og behovsbestemte enkeltydelser. Dertil gælder, at ydelsen under et ressourceforløb – i modsætning til kontanthjælp – ikke er afhængig af formue eller en eventuel ægtefælles indkomst.

Dermed er der et løft i indtægten for både udeboende unge under 25 år, kontanthjælpsmodtagere, som i dag rammes af ægtefælle- eller formueafhængighed, og sygedagpengemodtagere, der falder for varighedsbegrænsningen, og som ellers ville ryge i »kontanthjælpshullet« og helt miste forsørgelsen. Det optimale havde været, at alle fik samme ydelse, og at den var højere end kontanthjælp, som jo er en korttidsydelse. Men det er der tydeligvis ikke politisk flertal for. Da indholdsdelen i reformen er så afgørende en forbedring af indsatserne, vil det imidlertid være rigtig ærgerligt, hvis det hele falder på grund af de foreslåede ydelser, som nok er skrabede, men altså ikke decideret fattigdomsskabende.

Femte forestilling: Det hele er et spare­projekt.

Tjah. Hvis projektet lykkes, og de anslåede 7.300 personer flyttes i retning væk fra førtidspension frem til 2020, så bliver der sparet mange penge på førtidspensionsudbetalinger. Især, hvis det er nogle af de helt unge, som i stedet bliver studerende og/eller kommer i arbejde. Men det kræver jo i første omgang en solid investering i selve indholdet i ressourceforløbene, i etableringen af rehabiliteringsteams og i at implementere reformen bl.a. med opkvalificering af de medarbejdere, som skal få det hele til at ske. Og alt det er strengt nødvendigt, hvis det hele ikke bare skal ende i gode hensigter og »vi gør, som vi plejer«. I mine øjne er det altså i første omgang en investering, der er tale om. Og en rigtig fornuftig en af slagsen, som nok skal give afkast på lang sigt. Lad os give det en chance.