Dummere end politiet tillader
Debatindlæg bragt i Jyllandsposten 3. december 2014 - af Niels Christian Barkholt, næstformand Dansk Socialrådgiverforening, Per Larsen, formand Børnerådet, Eik Møller, formand Børne- og Kulturchefforeningen, Mimi Jakobsen, generalsekretær Red Barnet, Søren Skjødt, formand Foreningen af Danske Døgninstitutioner for Børn og Unge og Benny Andersen, formand Socialpædagogerne
En række partier har for nylig foreslået, at den kriminelle lavalder sættes ned til 12 år. Det er et forslag, der er skævt på flere måder.
For nogle år siden blev aldersgrænsen jo som bekendt sænket fra 15 til 14 år. Justitsministeriets Forskningskontor undersøgte senere, om det betød, at de 14-årige begik mindre kriminalitet. Svaret var nej; de stoppede ikke af den grund, viste det sig.
Så for det første vil en nedsat kriminel lavalder næppe føre til mindre ungdomskriminalitet.
For det andet er antallet af unge, der bryder loven, faktisk utroligt lavt. Det kommer bag på mange, men det er et faktum, at den kriminalitetsforebyggende indsats i hvert fald siden 2006 har givet endog meget gode resultater.
Derfor sender forslaget et forkert signal til en ualmindeligt lovlydig generation af unge. For de 10-14-årige er der sket et fald på 60 pct. i anmeldelserne. Der er næppe tvivl om, at kommunerne, SSP og den boligsociale indsats har en meget stor del af æren her. Det, vi ser, er, at investeringerne i forebyggelse giver et stort og vigtigt afkast i disse år. Det er en indsats, vi skal sørge for at udvikle og stimulere.
For det tredje: Jo, der er stadig et (meget lille) antal unge, der begår kriminalitet, og noget af den er både grov og alvorlig. Men de relativt få unge, det drejer sig om, har vi i forvejen gode redskaber til at håndtere – ikke mindst i serviceloven.
Den giver nemlig kommunerne en bred og nuanceret vifte af værktøjer til at stoppe de unge i deres kriminelle løbebaner. Det er disse redskaber, vi både kan og skal blive endnu bedre til at udnytte, i stedet for at skrue op for kriminalisering og straf.
Flere gode elementer i pakken
Forslaget om en 12 års-lavalder har – med rette – vakt stor opsigt. Desværre har mange overset, at det bliver fremsat i en pakke med en række andre forslag til, hvordan vi kan blive bedre til at håndtere unge lovbrydere. Og ret skal være ret; der er faktisk flere ganske gode elementer i pakken.
Det gælder f. eks. et forslag om, at Justitsministeriet hvert år skal orientere Retsudvalget om, hvor mange unge, der har siddet i Kriminalforsorgens institutioner. Det vil gøre de unges skæbner langt mere synlige, og den politiske opmærksomhed kan være med at sikre, at der bliver sat ind i tide, hvis udviklingen går i den forkerte retning.
Målet er netop at få de unge kriminelle ud af fængslerne og over i sociale tilbud og i de sikrede institutioner, hvor man kan hjælpe dem med en målrettet social og pædagogisk indsats.
Et andet forslag går ud på at lave et “rejsehold”, der skal hjælpe kommunerne med deres indsats mod ungdomskriminalitet.
Et styrket SSP-samarbejde Nu er det jo sådan, at der allerede findes en såkaldt Task Force under Socialstyrelsen. Den har netop til formål at hjælpe kommunerne med politikudvikling og håndtering af svære sager på det sociale område. Men hvis idéen om et rejsehold kan føre til, at Task Forcen styrkes, så vi kan få endnu mere fokus på indsatsen for at hjælpe unge, der bryder loven – så vil det bestemt ikke skade.
Der er også grund til at fremhæve et forslag om at styrke SSPsamarbejdet.
Den rolle, som skolen, de sociale myndigheder og politiet sammen spiller i den tidlige indsats, er svær at overdrive.
Der er al mulig grund til at få endnu mere ud af SSP-modellen, og vi støtter varmt ethvert initiativ i denne retning.
Samlet set er der tale om en pose blandede bolsjer, og et enkelt af dem er helt uspiseligt: Den kriminelle lavalder på 12 år. Flere af de andre forslag i pakken vil derimod kunne styrke indsatsen for at hjælpe de kriminelle unge tilbage på sporet. Det vil komme de unge til gode både på kort og på langt sigt, samfundet vil spare mange ressourcer, og ikke mindst vil der blive færre ofre. Andre forslag ser ud til at ville reparere et system på områder, hvor det fungerer ganske udmærket. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Det gælder f. eks. idéen om en helt ny instans ved navn “ungdomskriminalforsorgen”.
Det er svært at få øje på, hvad sådan en ny aktør vil kunne bidrage med.
Lad os slå det fast igen: Det strafferetslige system er ikke et sted for børn og unge – uanset hvordan man vender og drejer det. Tværtimod skal vi satse på det, vi ved, der virker.
Det store fald i ungdomskriminalitet de seneste år har vist os, hvor langt vi kan komme, når vi understøtter kommunerne og boligselskaberne i deres indsats for at gøre en forskel. Investeringer i den retning tror vi på, men vi tror ikke på kriminalisering af børn under 15 år.