DS savner politisk ansvar i dagpengerapport
Integrationsydelsen kan blive en dyr fornøjelse. I særdeleshed for flygtningene, men også for kommuner, fagfolk og for samfundet på lang sigt.
En flygtning med tre børn, som kommer til Danmark, kan fremover se frem til at have et rådighedsbeløb på godt 5300 kroner om måneden – under en tredjedel af, hvad en tilsvarende mor på kontanthjælp har. Har man som nyankommen flygtning i Danmark ingen børn, skal man leve for godt 2300 kroner om måneden.
Det står klart efter, at Folketingets borgerlige flertal – trods hård kritik fra både fagfolk, kommuner og oppositionen – insisterede på at indføre den såkaldte integrationsydelse.
Kritikken har særligt gået på, at konsekvenserne rammer børnene særligt hårdt, når flygtninge fremover risikerer social isolation som konsekvens af de ekstremt lave ydelser.
Jeg kunne tale højt og længe om de sociale konsekvenser for de børn, som bliver afskåret fra den vigtige integrationsproces, der for eksempel foregår i det danske foreningsliv.
Børn, som får syn for, at tilværelsen i Danmark – på trods af krigens fravær – næppe er helt tryg, når mor eller far hver dag skal prioritere mellem mad, medicin, tøj, og børnenes mulighed for at deltage i sociale aktiviteter.
De lave ydelser får også voldsomme konsekvenser for voksne flygtninge. Hvordan skal man prioritere at lære det danske sprog, skabe et socialt netværk og kontakt til potentielle arbejdsgivere samt bearbejde eventuelle psykiske mén efter flugten fra krigen, hvis der ikke er penge til aftensmad, når måneden går på hæld?
Kommunerne advarer allerede nu om, at deres boligforpligtelse under integrationsforløbet kan blive særdeles dyr, fordi der ikke er tilstrækkelig med boliger, nytilkomne flygtninge vil have råd til at bo i.
Dertil kommer, at kommunerne må forvente en øget søgning af de sociale enkeltydelser, de nytilkomne flygtninge vil have ret til som følge af deres lave rådighedsbeløb.
Det vil lægge et enormt pres på kommunernes sagsbehandling og på det allerede pressede arbejdsmiljø hos de socialrådgivere, som skal løfte opgaven.
Samtidig taler så lave ydelser imod den viden, vi har om, hvad der virker i integrationsarbejdet.
Hvis regeringen reelt har et ønske om at få flere flygtninge i arbejde, bør de omtænke deres strategi. For undersøgelser af den såkaldte starthjælp fra 00’erne viste, at lave ydelser – trods det økonomiske opsving, som gjorde det væsentligt lettere at komme ind på arbejdsmarkedet – kun fik et fåtal af flygtningene i arbejde. Hovedparten oplevede udelukkende social isolation som følge af fattigdom.
Tilbage står argumentet om, at de lave ydelser skal skræmme flygtninge fra at søge mod Danmark. Og ønsket om at skræmme flygtningene væk må være stærkt. For integrationsydelsen kan blive en dyr fornøjelse. I særdeleshed for flygtningene, men også for kommuner, fagfolk og for samfundet på lang sigt.