Dårlige arbejdsvilkår hæmmer hjælp til udsatte børn

Politikerne skal prioritere og skabe bedre arbejdsmiljøer, så vi får engagerede fagprofessionelle, som kan give de udsatte børn den rette indsats.

Det har altid undret mig, siden jeg startede som socialrådgiver i 1999, at børneområdets tilstand har været domineret af underskud og uro.

Tænk sig – det mest givende arbejde, man kan forestille sig: At se på børn, der mistrives – og så rent faktisk at kunne gøre noget ved det.

Stort arbejdspres

Arbejdsbelastningen har kronisk været alt for høj, og praksis har været præget af brandslukning. Senest har en arbejdsmiljøundersøgelse bekræftet, at socialrådgiverne på børneområdet er den mest belastede faggruppe. Den tilstand af krise, som man kunne håbe var midlertidig, er desværre blevet permanent.

Udviklingen er altid foregået på høje omdrejninger; ny lovgivning, flere opgaver, omstruktureringer og mange bud udefra i forhold til at undgå `vilkårligheden i praksis´.

Her er nye IT-systemer – på godt og på ondt – blevet introduceret. Et digitaliseringssystem, DUBU, er gennem en indtil nu syvårig periode blevet rullet ud over børnearbejdet i Danmark.

Det er ikke selve systemet, der her optager mig. Jeg forholder mig til, hvordan vi skaber udvikling på området. Det foregår desværre oftest oppefra og ned, og området får aldrig arbejdsro.

Fokus på fejl

De triste enkeltsager har skabt et krav om sikkerhed i arbejdet. Det har medført et voldsomt fokus på `fejl´ på tværs af Danmark – herunder i pressen, når Ankestyrelsen har vist en ny praksisundersøgelse, hvor selv de mindste procedurefejl nøje er gjort op. Journalister ringer til de samme `eksperter´, som udtaler sig velkendt.

Vi gentager en indlært adfærd, og rykker derfor meget lidt ved de reelle udfordringer i praksis: Mangel på ressourcer, bedre sammenhæng og behov for omstilling. Det bliver tydeligt, at vi fortsat har den grundlæggende analyse til gode.

Lovgivning for ambitiøs

Lovgivningen er blevet for ambitiøs til ressourcerne i praksis og i forhold til, hvordan lovgivningen bliver oversat ude i kommunerne. Og kommunerne er gået alt for vidt med hensyn til at dokumentere det sociale arbejde – så vidt, at det sluger tiden og stækker mulighederne for kvalitet.

Vi har omringet børnesagen med strukturer, der producerer en bestemt adfærd mellem professionelle og borgere. En adfærd, hvor socialrådgiverne blandt andet er bundet til skærmen. Men er det den adfærd, vi ønsker at se?

Behov for at styrke vidensbaseringen

Et andet vigtigt spørgsmål er, om vi får skabt gode resultater for børn og forældre med de mange ressourcer, vi bruger? Vi ved det faktisk ikke. I stedet for at nøjes med at måle fejl i børnesager, burde vi bruge ressourcerne på at måle kvalitet i børnesagerne og resultaterne for børn og forældre.

Tænk hvilken faglig port, der kunne blive åbnet, hvis vi interesserede os for, hvad familierne reelt fik ud af hjælpen. Her kan den nye socialminister spille en vigtig rolle i forhold til ikke bare at fortsætte spillet; men at være med til at ændre reglerne for spillet.

I jagten på sikker viden er der fare for, at vi ureflekteret overfører et mindset fra sundhedsområdet til socialområdet – ud fra en forestilling om, at vi kan ensrette, evidensbasere og automatisere socialområdet.

Vi kan lave undersøgelser, der siger noget om mennesker generelt, men at tro, at vi kan bruge den viden til også at sige, hvordan det går med Matilde – det kan vi ikke.

Alle os, der har prøvet at anbringe børn, og som kan ligge søvnløs om natten, ville ønske, at vi kan vide, at det her bare er det rigtige for barnet. Men det kan vi ikke. Vi skal forlade forestillingen om skråsikkerhed og gå ind i tvivlen og derfra styrke vidensbaseringen. Så den form for vidensbasering, vi vælger, rent faktisk hænger sammen med karakteren af de situationer og handlinger, der skal vidensbaseres. Det er en erkendelse, mange stadig har til gode.

Prioritér fagligheden

I dag er det ikke Folketinget eller ministeriet, der sætter dagsordenen. Det er 98 kommuner. Det er børne- og kulturcheferne, der har bolden, langt mere end folketingspolitikerne. Socialpolitikken er virkelig blevet kommunal. Men kommunerne har et valg.

Det er mennesker, som har skabt disse systemer, så det er også mennesker, som kan ændre dem. Men det kræver politisk vilje, stærkt lederskab og især faglig forståelse. Lad os prioritere faglighed, faglig ledelse og sætte os som mål at skabe arbejdspladser, der er de bedste i verden til at tage sig af børn i underskud.

Dansk Socialrådgiverforenings opskrift på en omstilling af området starter med et ønske om politisk prioritering, så praksis har de nødvendige ressourcer til at skabe kvalitet. Dertil kommer en ledelse, der faktisk kan sætte faglighed i højsædet.

Vi skal styrke forebyggelsen og turde vende indsatsen på hovedet. Det vil sige at sætte maksimalt ind overfor tidlige problemer ved blandt andet at investere i socialrådgivere i dagtilbud og på skoler – og ved at bruge færre behandlingsressourcer på uløselige problemer.

Vi skal strategisk styrke arbejdet med viden i organisationerne. Det kræver udover faglig ledelse, at man ændrer relationerne mellem medarbejdere og ledere, så der bliver skabt et beslutningsmiljø præget af høj faglighed. Det indebærer et farvel til ineffektive visitationsudvalg og et goddag til bedre arbejdsmiljøer og engagerede fagprofessionelle, som dermed får mulighed for at agere kompetent.