Besparelser på udsatte børn er dyrt i længden

For nylig har man kunnet læse om, hvordan Odense Kommune ulovligt har stoppet hjælpen til udsatte børn og unge. Historien giver os et vigtigt indblik i, hvad det kan føre til, når kommunerne forsøger at overholde strenge sparekrav.

Ledelsen i kommunens familieafdeling sendte inden sommerferien en mail til socialrådgiverne og bad dem hver lukke fem børnesager. Begrundelsen var, at kommunen skulle overholde budgetterne. Modige socialrådgivere sagde fra og nægtede at udføre det de vurderede både var ulovligt og katastrofalt for de udsatte børn og deres familier.

En af socialrådgiverne valgte at stå frem i medierne og fortælle om sin beslutning. Herfra gik det slag i slag. Flere jurister kunne bekræfte, at kommunens praksis var ulovlig, og Dansk Socialrådgiverforening (DS) gik til Folketingets Ombudsmand, der nu undersøger sagen. Odense Kommunes uafhængige undersøgelse konkluderede, at der var tale om »systematisk og planlagt lovbrud«.

Odense-sagen er langtfra slut. Og det er en overordnet og grundig debat om kommunernes organisering og investering i det sociale arbejde på børneområdet heller ikke. Tværtimod. Den er bydende nødvendig, fordi det pres, vi ser i Odense Kommune, foregår i alle danske kommuner.

De seneste år har en række kommuner været i pressen på grund af tragiske børnesager. Samtidig har Ankestyrelsens praksisundersøgelser og Arbejdstilsynets rapporter fra 16 kommuner afsløret et højt arbejdspres, medarbejderflugt, store problemer med at overholde lovens frister etc. Vi kan altså se, at de meget stramme økonomiske rammer kan presse kommunerne til enten at bryde loven, dvs. borgernes rettigheder, som i Odense, eller arbejdsmiljøloven, fordi medarbejderne belastes alt for meget. I værste fald begge dele.

Dansk Socialrådgiverforening har i årevis dokumenteret arbejdsbelastningen med for mange børnesager per socialrådgiver. I flere kommuner er der mellem 60 og 80 nye børnesager per socialrådgiver i modtageafdelingerne, hvor underretningerne om børnene kommer ind. Hvis to børn akut skal anbringes, bliver alt andet lagt til side, og så må de andre børn vente. Sådan er virkeligheden i dag.

I flere kommuner hober par. 50-undersøgelser sig også op. Undersøgelsen skal bredt afdække barnets situation og inddrage familie, skole, sundhed, fritid, udvikling og adfærd. Man kan ikke sætte en hjælp i værk, før undersøgelsen er færdig. Undersøgelserne ligger og venter i halve og hele år, før de bliver begyndt. Familien og børnene må vente, og problemerne risikerer at eskalere yderligere og voldsomt.

Økonomien er en afgørende årsag til denne situation. Kommunernes økonomi er stramt styret fra staten med de årlige kommuneaftaler og med budgetloven, som betyder, at kommunerne straffes økonomisk, hvis de overskrider budgettet. Det medfører ofte, som vi ser det i Odense, kortsigtede og uigennemtænkte grønthøsterbesparelser. Alt i alt er der siden 2010 skåret 1,6 mia. kr. på indsatsen over for udsatte børn og unge, en nedskæring på mere end 10 procent.

Regeringen strammer nu økonomien yderligere og pålægger kommunerne et ’omprioriteringsbidrag’ de næste 4 år.

I 2016 skal de spare 0,5 mia. kr. og de følgende 3 år 2,4 mia. kr. årlig. Pengene skal uden tvivl findes på det specialiserede børneområde, dagtilbuds- og skoleområdet, fordi regeringen vil prioritere især sundhed og ældreområdet.

Besparelserne vil forringe velfærden, og resultatet bliver alvorlige indhug på børneområdet, som vil forstærke de sociale problemer for udsatte familier, deres børn og unge. Det sker, til trods for at vi har en massiv viden om, at en sen hjælp forværrer problemerne i familierne. Løsningerne bliver markant dyrere, og opgaverne vil over tid lægge et massivt pres på alle i familieafdelingerne. Det pres falder meget uheldigt sammen med, at antallet af underretninger er eksploderet. Ankestyrelsen estimerer, at kommunerne modtager ca. 70.000 underretninger om året.

Resultatet er bredt set, at kommunerne kun når symptombehandling i sagerne. Og i et langt perspektiv er det en rigtig dårlig forretning både for staten og kommunerne. Når en socialrådgiver har mellem 35 og 55 børn (det er der, de fleste ligger), er der ofte tale om en forjaget og tilfældig praksis. Man griber det, man hurtigt kan finde på hylden, og man får ikke forankret en hjælp til familierne, der skaber en varig forandring. Denne negative spiral skal vi langt væk fra.

En anden central årsag til problemerne er, at vi arbejder i et tungt og bureaukratisk system. En række enkeltsager er blevet store i medierne, og det har skabt en overstyring, en bureaukratiseringscirkel, fordi politikere har skullet vise handlekraft. Vi har fået regler og kontrolprocedurer som ’lag på lag-lovgivning’, og reglerne er mange steder blevet så detaljerede, at det nærmest er umuligt at opfylde dem. Det gælder f.eks. reglerne om underretning.

Vi ved fra flere undersøgelser, at socialrådgiverne kun er i kontakt med børnene og familierne i ca. 15 procent af tiden. Resten går med administration mv. En af grundene hertil er et sagsbehandlingssystem, Dubu, hvor alt skal registreres.

Mange socialrådgivere fortæller, at systemet er tungt og stift; det er blevet stort og fylder nærmest hele sagsbehandlingen. Dertil er der ofte fejl og nedbrud, som trækker endnu flere ressourcer væk fra kerneopgaven med børn og unge. Et første skridt i en reduktion af bureaukratiet skal være, at Dubu bliver nedskaleret og kommer til at fungere.

I dag er det vanskeligt at finde en kommune uden at finde over 50 procent fejl i sagsbehandlingen. Generelt er der dog ikke tale om faglige fejlskøn. F.eks. understreger Ankestyrelsen i en praksisundersøgelse fra 2013, hvor de fandt fejl i 2 ud af 3 anbringelsessager, at det var korrekt, at børnene var blevet anbragt. Der var udelukkende tale om procedurefejl. Vi kan se, at fejlene opstår på grund af selve den detaljerede styring og kontrol af sagsbehandlingen på området.

Det er klart, at administrationen skal tage tid. Vi arbejder med vigtige forhold, hvor formalia og retssikkerhed skal være i orden. Men vi er sandet til i regler og dokumentation – godt hjulpet af bureaukrati og tunge visitationsprocedurer, som mange kommuner selv opfinder.

Ingen politikere eller ledere laver regler og dokumentation i ond tro. Målet er uden tvivl at sikre korrekt sagsbehandling og borgernes rettigheder. Men vi er endt i en situation, hvor bureaukratiet er blevet så stort, at det kvæler indsatsen og især det direkte samarbejde med familierne. For få år siden var en par. 50-undersøgelse typisk på 5-7 sider.

I dag er den ofte på 20 til 30 sider – og vi skal lave flere af dem. Alt i alt fristes man til at sige, at operationen lykkedes, men patienten døde. Problemet er så stort, at arbejdsglæde og engagement blandt de fagprofessionelle er visnet mange steder, fordi det bliver vigtigere at tilfredsstille systemet end at hjælpe borgere i nød.

Når vi på en og samme tid ser et stort og stadig voksende bureaukrati og en massiv økonomisk stramning, står det klart, hvorfor vi er havnet i en situation som i Odense, og hvorfor vi ser alle de påbud, Arbejdstilsynet udsteder, eller de sure smileys, som Ankestyrelsen kommer med.

Politikerne på Christiansborg og i kommunerne har ifølge Dansk Socialrådgiverforening to muligheder inden for det nuværende system:

Enten kan de prioritere i lovgivningen og fjerne bureaukrati og opgaver, så det er muligt at opfylde loven, eller de kan tilføre ressourcer, så det faktisk er muligt at overholde de mange regler og kontroller. Den nuværende situation er uholdbar. Vi vil se det samme mønster fortsætte, hvis ikke der skrides til handling. DS ønsker en ambitiøs lovgivning, som det er muligt at overholde i praksis.

Eller også kan vi tage endnu mere grundlæggende fat på selve systemets grundelementer. Vi kan langt mere offensivt investere i forebyggelse og sammenhæng.

Den amerikanske økonom og nobelpristager James J. Heckman har påvist, at det giver en særdeles god forrentning for samfundet at investere tidligt i børns udvikling og læring. Med en tidlig indsats vil børnene være mere tilbøjelige til at bestå afsluttende eksamen, have større chance for bagefter at få et job, tjene mere i et livsperspektiv og begå mindre kriminalitet. Det er en meget vigtig viden.

Både i Sverige og Danmark er der regnet på økonomien i den såkaldte Skandia-model, som beregner langtidseffekter af tidlige investeringer i forebyggelse.

Det viser, at vi kan mindske antallet af marginaliserede unge, og beregningerne viser, at det samfundsmæssigt koster 72,3 mia. kr., at 8,2 procent af børnene i hver ungdomsårgang ender i et liv på kanten af samfundet. Det svarer til, at godt 5.000 børn ud af 60.000 får et liv med længerevarende ledighed, misbrugsproblemer og alvorlige psykiske lidelser.

Både menneskeligt og økonomisk kan vi spare ressourcer, hvis vi investerer tidligt og forebyggende. Vi kan spare kontanthjælp, førtidspension, kriminalforsorg, retsvæsen og store udgifter til social- og sundhedsydelser. Vi ved, at bedre trivsel, sundhed, netværk, job og uddannelse forebygger livsstilssygdomme, misbrug og psykisk sårbarhed og alle følgevirkningerne heraf.

Det forebyggende arbejde skal i høj grad foregå ude på skoler, i daginstitutioner og i de andre miljøer, familierne og børnene lever i. Og det skal ske med en direkte, konstruktiv og forpligtende inddragelse af forældrene og børnene selv. Det forudsætter, at socialforvaltningens viden og ressourcer kommer til at spille tæt sammen med skolernes, institutionernes og fritidsverdenens. Det er flere kommuner faktisk i gang med, og det er meget vigtigt at skubbe på den udvikling.

Og så skal man tage skridtet fuldt ud, som det sker i den såkaldte Sveriges-model som bl.a. Herning Kommune arbejdet efter. I denne model har hver socialrådgiver maksimalt ansvar for 25 børn, men de skal så arbejde meget anderledes. I højere grad væk fra kontoret og skærmen, tæt på familien, børnene og samarbejdspartnerne og med inddragelse af familiens netværk. Det gør det muligt at arbejde hurtigere, mindre bureaukratisk, mere fleksibelt og i et langt tættere og mere frugtbart samarbejde mellem alle involverede.

I Herning greb de det an som en ren investeringscase. Familieafdelingen fik et ’lån’ af byrådet på 2 mio. kr. årlig i 4 år, mod at det ville generere en besparelse efterfølgende. For disse penge ansatte man flere socialrådgivere. Allerede efter 2 år er der skabt mere kvalitet, og der er tjent 4,7 mio. kr. i besparelser på, at der er brugt færre og billigere foranstaltninger. Investeringer skaber altså besparelser. Borgerne bliver set og hørt, og det skaber et godt arbejdsmiljø, som igen er en forudsætning for kvalitet.

Desværre er det svært for kommunerne at investere på den måde. De bliver ramt af budgetloven og de stramme økonomiske rammer. Derfor bør der åbnes for, at kommunerne kan lave sådanne investeringer. Eventuelt med en central investeringspulje som en del af kommuneaftalen. Ideelt bør regionerne også inddrages, fordi der vil være penge at spare på sundhedsudgifter. Kommunerne vil så kunne søge midler i puljen, hvis de har lavet en god businesscase, der viser, hvad man opnår med en given indsats.

Hvis vi skal udvikle børneområdet som skitseret ovenfor, må vi have en samlet strategi på flere niveauer.

Alle aktører skal i spil: socialrådgiverne, den enkelte kommune, Socialministeriet, Christiansborg etc. Vi skal gå fra kortsigtede besparelser til langsigtede investeringer. Vi skal fokusere, ikke bare på hvad vi forbruger, men også på hvad vi opnår af besparelser ved at investere forebyggende.

1. Vi må – med Heckmans undersøgelser i baghovedet – skabe et system, der giver kommuner incitament til at gøre en tidlig indsats med investeringer frem for at straffe dem for en umiddelbar merudgift.
2. Der skal tages seriøst fat på en afbureaukratisering. Vi skal omstille til at måle kvaliteten i arbejdet i stedet for, om vi overholder et opsvulmet regelgrundlag. Det kræver en ny balance mellem styring og dokumentation med langt mere tillid til medarbejdernes faglighed og ansvarlighed.
3. Vi skal gå ambitiøst videre med det tværsektorielle samarbejde mellem socialforvaltningen, skolerne, dagtilbuddene og de andre aktører, der er vigtige i udsatte børns liv. Der er i dag intet i lovgivningen, der lægger op til et sådant forpligtende samarbejde. Det bør man ændre.
4. Organiseringen af kommunernes forvaltninger må også revideres. Ofte er den tung og ineffektiv og understøtter ikke en tæt kontakt til barnet og familien. I stedet bør teamet i afdelingen blive et kompetent forum, hvor socialrådgivere har råderum til at handle og kan vidensdele med kolleger og samarbejdspartnere. Vi har viden om, hvordan man kan organisere sig, så man vægter kvalitet, inddragelse, lovmedholdelighed, økonomistyring og et stærkt videns- og arbejdsmiljø blandt fagprofessionelle. Den viden skal i spil.
5. Der skal arbejdes med socialrådgivernes rolle og kompetencer, når man skal gå fra en administrativ tilgang til at være tæt på familien og samarbejdspartnerne som i Sveriges-modellen. Socialrådgiverne skal kunne arbejde løsningsorienteret, med sikkerhedsplanlægning og med par. 50-undersøgelsen som et offensivt og involverende forandringsredskab.
6. I nogle kommuner er der behov for at styrke ledelsens socialfaglige og organisatoriske kompetencer. Det er sværere at være leder i dag. Der er behov for større viden, flere krav og udfordringer samt større politisk bevågenhed, men vi har brug for faglig ledelse, der får klare rammer til at prioritere og til at styre på kvaliteten i samarbejdet i teams.

Alt dette kræver, at vi får kanaliseret viden om Sveriges-modellen, organiseringer, lederkompetencer og sagsbehandlingskompetencer ud i praksis. Ikke som et push udefra, hvor vi forventer, at viden siver ned til praksis, for det er ikke tilfældet. Vidensopbygning skal ske gennem dialog og tæt samarbejde mellem praksis, uddannelse og forskning og med inddragelse af professionshøjskolernes anvendelsesorienterede tilgang.

Vi skal skabe en investering, der mobiliserer feltet af fagprofessionelle, ledere og også lokalpolitikere, så de kan foretage de rette prioriteringer. Det er handlekraftige politikere, der skal affyre startskuddet til nye initiativer, der kan sikre sårbare børn og familier den fagligt kompetente og etisk velunderbyggede indsats, som loven lover dem.

Socialrådgiverne i Danmark har længe været parate til den omstilling. Lad os nu komme i gang!