Berlingske får førtidspensionen galt i halsen

De kommunale sagsbehandlere giver op og deler førtidspensioner ud til højre og venstre, så borgere med muslimsk baggrund bare kan smide sig på sofaen og få stukket billetten til livslang statslig forsørgelse i hånden. Det må man næsten forstå på politikere, debattører og Berlingskes leder fra den 7. december. 

Jeg kan heldigvis berolige danskerne med, at virkeligheden er en anden: Man kan ikke få førtidspension, bare fordi man ikke gider at arbejde, og faktisk har beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere aldrig været så høj som nu.  

Alligevel hævdes det, at der findes en gruppe borgere, som i dag får førtidspension, fordi systemet har ”givet op” efter at have brugt ”ufatteligt mange ressourcer” på dem. Og ja, det ligger i systemets natur, at vi ofte bruger mange ressourcer på en sag, før borgeren tilkendes førtidspension – både fordi socialrådgiverne knokler hårdt for at hjælpe borgerne m ind på arbejdsmarkedet, men også fordi lovgivningen stiller omfattende krav til dokumentationen for den nedsatte arbejdsevne, når en førtidspension skal i spil.  

Socialrådgivere giver derfor ikke op, når disse sager ender med førtidspension. De når blot til den faglige konklusion, at borgeren lever op til kravene for at få en førtidspension, og så har man naturligvis ret til det. Uanset om sagsforløbet har krævet mange ressourcer. 

I debatten hævdes det også, at borgere forsøger at snyde socialrådgiverne ved at opdigte sygdomme og symptomer, men én socialrådgiver kan aldrig træffe beslutning om førtidspension alene. Mange personer, fagligheder og instanser er inde over sagen, og det er derfor nærmest umuligt at ”snyde” sig til en førtidspension. 

Derfor er min største bekymring heller ikke, at folk får en uberettiget førtidspension. Den er snarere, at barren for at få førtidspension er blevet så høj, at syge mennesker med stærkt nedsat arbejdsevne fastholdes på kontanthjælp, selvom de – efter min bedste overbevisning – burde have fleksjob eller førtidspension. 

Når der alligevel er en overrepræsentation af borgere med muslimsk baggrund, som får førtidspension, så skyldes det andre forklaringer: 1) Mange fra ikke-vestlige lande er flygtet hertil, og de bærer rundt på traumer fra krig, forfølgelse og flugt, og 2) at man ikke har haft en lige så aktiv arbejdsmarkedspolitik tidligere, hvorfor den slags traumer forblev ubehandlede med en drastisk forværring af arbejdsevnen til følge.  

Siden da er man heldigvis blevet bedre til at stille krav, så færre overlades til sig selv. Men der er stadig potentiale i at styrke socialrådgivernes mulighed for at arbejde forebyggende og helhedsorienteret, så vi kan forhindre, at borgernes udfordringer vokser sig så store, at de bliver umulige at håndtere. Samtidig skal vi dog også stå vagt om førtidspensionen, for det er i vores fælles interesse, at der er en sidste udvej for dem, som ikke længere kan arbejde. Uanset årsagen til deres uarbejdsdygtighed.