Arbejdsdagens længde bør følge alle livets faser

I de sidste uger har debatten om stressede børnefamilier raset både i Politiken, på sociale medier og hen over skrivebordene på landets arbejdspladser. Det springende punkt synes at være, hvorvidt problemet er individuelt for den enkelte børnefamilie, eller om der er tale om et generelt strukturelt problem.

Set fra Dansk Socialrådgiverforenings synspunkt er det åbenlyst et strukturelt problem af den simple grund, at det er noget, ekstremt mange børnefamilier oplever. Det gælder også blandt vores egne medlemmer. Så mange mennesker tager ikke fejl.

Men hvis det er et strukturelt problem, hvordan kan det så løses? Der er helt sikkert flere steder at tage fat, men det er helt oplagt at arbejdsmarkeds parter påtager sig at finde løsninger i fællesskab. Derfor er vi begyndt at udtænke nye løsninger for, hvordan man kan levere optimalt i sit arbejdsliv, samtidig med at balancen i privatlivet opretholdes. Når vi kan se frem til at være på arbejdsmarkedet i 45-50 år, vil der åbenlyst være faser, hvor man har mulighed for at give fuld skrue på arbejdsmarkedet og faser, hvor man har behov for fleksibilitet og struktur.

En 23-årig vil som regel gerne udforske sit nye fag og arbejde. Hun har ikke nødvendigvis behov for at gå hjem kl. 16, men vil gerne arbejde mere end de 37 timer, der i øjeblikket er lagt op til. Men når hun får børn, opstår behovet for mere struktur og måske færre timer, fordi der nu er et familieliv at tage hensyn til.

Nogle år senere, når døren til børneværelset er blevet udstyret med et ’Mom and dad keep out!”-skilt, vil hendes lyst, muligheder og behov for at intensivere arbejdslivet endnu en gang melde sig. Her vil der være en mangeårig fase, hvor hun kan specialisere sig og koncentrere sig om sin karriere. Herefter kan der så igen opstå behov for fleksibilitet, hvis der for eksempel kommer børnebørn eller fordi et langt arbejdsliv har sat sine spor.

Det er i både lønmodtagernes og arbejdsgivernes interesse at finde løsninger, der tilgodeser behovet for at balancere et udfordrende og til tider krævende arbejdsliv med et familie- og privatliv, som er afgørende for de flestes velbefindende. Arbejdsgiverne har en åbenlys interesse i at sikre en balance, som på den ene side vil modvirke stress, nedslidning og sygemeldinger, og på den anden side vil give medarbejderne lyst, energi og vilje til at arbejde mere i de perioder af arbejdslivet, hvor der er plads til det.