Alt for mange anbragte børn klarer ikke 9. klasse – det kan gøres bedre

Anbragte børn klarer sig dårligere uddannelsesmæssigt end andre børn, og 7 ud af 10 anbragte børn får ikke får sin 9. klasses afgangseksamen. Dette er desværre ikke overraskende, men rigtig ærgerligt.

Forskning og undersøgelser kan klart dokumentere, at læring, en god skolegang og en uddannelse er den stærkeste og vigtigste beskyttelsesfaktor for udsatte børn og unge. Skole og uddannelse kan være ”vejen ud af udsathed”, idet succes med skole og uddannelse kan styrke barnets selvværd og skærme det mod yderligere stigmatisering. Forskningen viser også, at et fælles skolefokus med et styrket og mere effektivt samarbejde mellem myndighed, skole, PPR, anbringelsessted, sundhedsplejerske m.fl. i udgangspunktet er med til at opprioritere fokus på det udsatte barns skolegang.

Dette til trods så er det veldokumenteret, at der ikke er et tilstrækkeligt fokus på læring og skolegang, at forventningerne til udsatte børn og unges læring er lave, og deres kapacitet i forhold til læring er undervurderet. Udsatte og anbragte børn og unge klarer sig dårligere i skolesystemet. Færre gennemfører grundskolen, færre kommer i gang med en uddannelse, skoleresultaterne er ringere, og der er større ulovligt fravær, når man sammenligner med øvrige børn og unge.

De seneste års kommunale omstillinger til en tidlig og forebyggende indsats har medført et betydeligt større fokus på læring og skolegang, hvilket afspejles i det ’mind-set’, som mange kommuner arbejder systematisk med i det nye sociale børnearbejde. Dertil kommer, at der i rigtig mange kommuner er fremskudte indsatser i form af skole- og dagtilbudssocialrådgivere. Så der er sket noget, men vi er langt fra i mål, og der er behov for et meget stærkere fokus på uddannelse og læring, og det skal stå meget mere centralt i barnets handleplan og være helt fremme på lystavlen hos alle fagpersoner omkring barnet. For man kan godt drage omsorg og arbejde med barnets trivsel og samtidigt udvikle barnet fagligt, i langt de fleste tilfælde vil det også være hinandens forudsætninger.

Til denne vigtige dagsorden har vi udviklet en række konkrete forslag til, hvad der skal til for, at det sker i praksis:

  • I Dansk Socialrådgiverforening mener vi, at det er positivt, at det i Serviceloven tydeliggøres, at kommunen skal tage hensyn til barnets eller den unges skolegang – herunder søge at undgå skoleskift – ved valg af anbringelsessted. Men vi mener også, at dette skal følges op med yderligere tiltag, så samarbejde mellem skole og socialområdet også på tværs af kommunegrænser fremmes.
  • DS mener, at alle kommuner skal være forpligtet til at støtte udsatte og anbragte børn i forholdt til læring ved at stille skole- og dagtilbudssocialrådgivere til rådighed for skole og dagtilbud, så begyndende problemer i almensektoren kan opspores og handles på tidligst muligt.
  • DS mener, at der skal ske en udbredelse af programmer og indsatser, der støtter skolefokus og lektielæsning i alle de anbringelser, hvor der er problemer med at kunne støtte børn og unge med dette.