Aldrig mere en Tøndersag

Omsorgssvigt: Sagsbehandlerne skal se verden gennem barnets øjne. Tvivlen skal forfølges og altid komme barnet til gode.

Det var sindsoprivende og hjerteskærende læsning, da Nadja (navnet er anonymiseret) fra Tønder i Politiken fortalte sin version af den såkaldte Tøndersag.

Hjerteskærende, fordi vi fra første parket blev vidne til, hvordan hun oplevede de mange overgreb og svigt. Sindsoprivende, fordi pigens hjemkommuner på trods af blinkende advarselslamper og adskillige underretninger ikke gav hende den nødvendige hjælp.

Vi har fået flere lovindgreb i de senere år, som skal sikre, at omsorgssvigtede børn får bedre hjælp. Indgrebene ville vi ikke være foruden, og loven på området er sådan set ret god. Men kommunerne kan blive bedre til at forvalte den, og her er der stadig plads til forbedring.

For det første skal sagsbehandlerne se verden gennem barnets øjne. Tvivlen skal forfølges og altid komme barnet til gode, også hvis døren er lukket. Så findes der altid – i overført betydning – et åbent vindue et andet sted. Siger barnet ingenting, skal vi bruge det faglige blik og observere og supplere det med observationer og information fra fagpersonalet i skolen, institutionen og familien – hele vejen rundt. Det fordrer et særligt børnesyn med barnet i centrum for indsatsen, og hvor barnet inddrages reelt.

For det andet skal socialrådgivere kunne dele deres bekymringer, tvivl og iagttagelser i et løbende samarbejde med kollegaer og en ledelse. Børnesager er ofte meget komplicerede, og det kræver tæt faglig sparring og opfølgning, hvis vi skal sikre, at kommunens indgriben bliver mere og andet end at sætte flueben ud for de rigtige procedurer. Indsatsen skal føre til reel forandring for barnet.

Disse muligheder er dog under et stort pres i kommunerne, hvor undersøgelser viser, at socialrådgivere på børneområdet i nogle kommuner har ansvar for langt flere børnesager, end Dansk Socialrådgiverforening mener er forsvarligt.

Kommunerne er nødt til at sætte ind her for at nedbringe sagstallet og derved styrke indsatsen.

Det kræver en stærk og visionær socialfaglig ledelse at sikre de faglige rammer, normeringen, børnesynet og inddragelse af børnene og den rette faglighed i forhold til at arbejde metodisk med familier, der har modstand mod eller frygt for forvaltningen.

Kommunerne er i de senere år blevet underlagt stramme økonomiske krav, der desværre har gjort overholdelse af budgettet til prioritet nr. 1, mens overholdelse af serviceloven kun er blevet næstvigtigst. Det bekymrer os.