DS: Brug for større socialt fokus i stærk psykiatriplan

Regeringens psykiatriplan er et stort skridt i den rigtige retning, mener Dansk Socialrådgiverforening, som dog efterlyser mere konkrete initiativer til at fremme den socialfaglige indsats i psykiatrien.

Med ekstra penge og en række nye initiativer er regeringens handlingsplan for psykiatrien ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser” et stort skridt i den rigtige retning, mener Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Niels Christian Barkholt.

Med regeringens plan følger et økonomisk løft på 1,6 milliarder kroner over de næste fire år, der blandt andet skal gå til at forbedre de fysiske rammer samt til en udbygning af den ambulante psykiatri. Målet er kortere ventelister, en mere ensartet faglighed i hele landet og en langt bedre sammenhæng i den sociale indsats og behandlingen af folk med psykiske lidelser.

DS: Finansiering skal ikke ske gennem satspuljen

– Det er positivt, at regeringen lægger op til, at der skal være mere sammenhæng i indsatserne, at den forebyggende indsats og rehabilitering i kommuner og regioner skal styrkes, og at der skal være større fokus på recovery, siger Niels Christian Barkholt.

Han mener dog, at det er afgørende, at der findes penge til at videreføre midlertidige projekter i satspuljen.

– Ressourcetilførslen bør finansieres gennem varige midler via finansloven og ikke gennem satspuljen, som regeringen lægger op til. Tilførslen af ressourcer dækker dog ikke det efterslæb, som psykiatrien har. Der skal flere midler til, hvis udspillet skal omsættes til virkelighed.

Barrierer i systemet skal undersøges

Niels Christian Barkholt er også tilfreds med, at der afsættes midler til at forbedre behandlingen af borgere med dobbeltdiagnoser.

– Der bør laves helhedsanalyse af de barrierer i systemet, som dobbeltdiagnosticerede borgere oplever. Barrierer, som kan bevirke, at deres tilstand bliver forværret – og som i yderste konsekvens kan betyde, at vi kommer til at se flere sager, hvor socialarbejdere bliver dræbt af ubehandlede psykisk syge borgere, som vi senest har set det på Forsorgshjemmet Saxenhøj, advarer socialrådgivernes næstformand.

Han efterlyser i det hele taget en bedre balance mellem den medicinske, den terapeutiske og den socialfaglige indsats.

– Hvis vi skal sikre kvaliteten i den socialpsykiatriske indsats, er det helt afgørende, at socialfaglige indsatser prioriteres højere. I min optik er der tale om en tredeling, hvor der er en lige balance mellem den socialfaglige, den terapeutiske og den medicinske indsats.


Fakta om psykiatri-handleplan

  • Psykisk syge får samme ret til udredning og behandling som borgere med fysiske sygdomme.
  • Der udarbejdes nationale kliniske retningslinjer for psykiske lidelser, og der afprøves recovery-understøttende metoder.
  • Nærtilbud styrkes. Der oprettes tværfaglige udgående teams i børne- og ungdomspsykiatrien, og der igangsættes forsøg med ambulante akutteams og sociale akuttilbud i kommunerne.
  • Der fastsættes nationale mål for rehabilitering i den kommunale indsats.
  • Ensartede forløbsprogrammer skal sikre bedre koordination på tværs af sektorer samt helhed i indsatsen. Der indføres en koordineret indsatsplan for mennesker med psykisk lidelse, som også har et misbrug.
  • Anvendelsen af tvang halveres frem mod 2020, og der nedsættes en Task Force, der skal overvåge behandlingen i psykiatrien.
  • Stigningen i retspsykiatriske patienter skal undersøges.

Kilde: Regeringens udspil ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser