Valg i DS til efteråret
Det står allerede nu klart, at Dansk Socialrådgiverforenings medlemmer både skal vælge ny formand og næstformand, når de i efteråret skal vælge, hvem der skal sidde i foreningens politiske top.
Det står allerede nu klart, at Dansk Socialrådgiverforenings medlemmer både skal vælge ny formand og næstformand, når de i efteråret skal vælge, hvem der skal sidde i foreningens politiske top.
Som de fleste sikkert ved, er Majbrit Berlau netop blevet valgt som en af seks næstformænd til den nye hovedorganisation LO/FTF, hvor hun tiltræder pr. 1. januar 2019. Hun genopstiller således ikke som formand for Dansk Socialrådgiverforening.
Og Dansk Socialrådgiverforenings næstformand, Niels Christian Barkholt, har valgt at forlade fagbevægelsen for at stille op som folketingskandidat for SF – derfor genopstiller han ikke som næstformand.
Både Majbrit Berlau og Niels Christian Barkholt blev valgt i 2012 – og genvalgt i både 2014 og 2016.
Frist for at melde sit kandidatur er 27. august
Foreløbig har Mads Bilstrup, nuværende formand i DS’ Region Nord, meldt sig som kandidat til formandsposten.
Ditte Brøndum, fællestillidsrepræsentant i Gladsaxe Kommune og medlem af DS’ hovedbestyrelse, har meldt sig som kandidat til næstformandsposten.
Derudover har Sisi Pedersen, regionsbestyrelsesmedlem, meldt sig som kandidat til regionsformandsposten i DS’ Region Nord.
De har alle tre offentliggjort deres kandidatur via Facebook.
Til efteråret er hele Dansk Socialrådgiverforenings politiske ledelse på valg – og fristen for at melde sit kandidatur til de forskellige poster er den 27. august. Der vil blive informeret yderligere om valget i midten af maj.