Tryghedspris til socialrådgiverstuderende
Frivillige socialrådgiverstuderende har modtaget Tryghedsprisen 2012 for deres indsats i boligområdet Bispehaven i Aarhus.
40 frivillige socialrådgiverstuderende fra VIA University College og Aarhus Kommune har modtaget Tryghedsprisen 2012 på 25.000 kroner for at skabe mere tryghed i boligområdet Bispehaven.
Siden august 2011 har de mange socialrådgiverstuderende hjulpet beboere i Bispehaven med at få aktiviteter op at stå, som borgerne selv har ønsket – det gælder blandt andet lektiehjælp og jobsøgning til unge, ligesom de er i gang med et projekt, der skal udvikle forældrekompetencer blandt andet hos enlige mødre, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Kan motivere andre faggrupper
Hanne Berg, der er afdelingsdirektør i Gjensidige Forsikring, som økonomisk støtter Den Trygge Kommune, sagde ved overrækkelsen blandt andet:
– Når man tør inddrage borgerne, så får man fat i idéer, som nok ellers ikke var kommet frem. Styrken ved vinderprojektet er, at det er ganske enkelt og kan bruges til at inspirere andre faggrupper til lignende frivillige indsatser i boligområder med henblik på at skabe tryghed.
Studerende kommer tættere på virkeligheden
De 40 socialrådgiverstuderende udgør én frivillig gruppe, men byder ind på forskellige aktiviteter i området.
En af de studerende, som har været tilknyttet aktiviteter med både de unge og de enlige mødre, er Annette Hougaard, som går på 2. semester. Hun fortæller, at samarbejdet ikke kun er godt for Bispehaven, men bestemt også for de studerende. Og blandt andet derfor har hun tænkt sig at fortsætte som frivillig i Bispehaven, så længe hun er under uddannelse.
– At være en del af det her samarbejde giver mig mulighed for at komme tættere på virkeligheden og komme i øjenhøjde med dem, jeg engang skal arbejde med. Når man sidder med alle teorierne, kan man nogle gange glemme mennesket. Og her får jeg mulighed for at prøve teorierne i praksis – det gør mig til en mere engageret studerende, og forhåbentlig gør det mig mere klar til praksis, når jeg engang er færdiguddannet, siger Annette Hougaard.
Ros fra rådmanden
Hans Halvorsen(S), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, er begejstret for de studerendes indsats.
– De studerende brænder for at skabe liv og aktivitet, og det skal de have ros for. Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan frivillige kan inddrages i den sociale indsats og bidrage med noget af det, de er bedst til, nemlig livskvalitet, siger han til Lokalavisen Aarhus.