Tine Bryld-pris til social indsats

Afdøde socialrådgiver, forfatter og radiovært Tine Bryld lægger navn til en ny social pris på 50.000 kr.

Den nystiftede Tine Bryld-pris går til personer eller organisationer, der ”har markeret sig med en særlig indsats for socialt udsatte og marginaliserede mennesker eller grupper i Danmark, herunder fx rejst debatter, iværksat aktiviteter eller på anden vis arbejdet for at skabe bedre forhold i samfundet for disse mennesker eller grupper.”

Prisen er på 50.000 kroner. Med den følger en statuette af kunstneren Leif Sylvester. Samtidig får prismodtageren mulighed for at få uddelt et beløb på op til 500.000 til at forankre og udvikle den indsats, som har begrundet prisen.

Det er den private, socialfaglige organisation Projekt Plan B, hvor Tine Bryld sad i bestyrelsen frem til sin død i 2011, der har taget initiativ til prisen, der uddeles i samarbejde med Trygfonden.

Prisen uddeles første gang i oktober 2013.

Man kan ikke søge om prisen. Men man kan indstille personer eller organisationer til prisen på mail@tinebryldprisen.dk.