Stress æder af arbejdsstyrken
Næsten hver tiende FTF’er er plaget af stress og udbrændthed, viser ny, omfattende undersøgelse. Mange regner ikke med at kunne fortsætte i deres nuværende job indtil pensionsalderen.
Det står stadig sløjt til med det psykiske arbejdsmiljø for mange socialr2ådgivere og andre FTF’ere. Ifølge en ny undersøgelse blandt 24.000 medlemmer af FTF er næsten ti procent plaget af stress eller udbrændthed.
Undersøgelsen kommer op til trepartsforhandlingerne, hvor regeringen og arbejdsmarkedets parter skal øge arbejdsudbuddet.
”Vi er parate til at levere flere hænder, som regeringen kræver, men det nytter jo ikke noget, hvis de går ned med stress bagefter,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til Berlingske Tidende.
Psykisk arbejdsmiljø i fokus
Undersøgelsen viser også en direkte sammenhæng mellem det psykiske arbejdsmiljø og medlemmernes forventninger til at blive på arbejdsmarkedet. Næsten hver fjerde medarbejder over 50 år ikke regner med at kunne fortsætte i sit nuværende job til 65-års fødselsdagen.
Derfor vil FTF i de kommende trepartsforhandlinger arbejde for, at psykisk arbejdsmiljø bliver taget lige så alvorligt som det fysiske arbejdsmiljø. Det vil få flere til at arbejde længere.
Lille forbedring
Selv om mange stadig lider af stress eller udbrændthed, er der dog sket en forbedring siden 2006, viser undersøgelsen. Men de små fremskridt er slet ikke nok, påpeger Bente Sorgenfrey.
Blandt årsagerne til stress og udbrændthed er især disse fire:
- Høje følelsesmæssige krav på jobbet
- Krav om at skjule sine følelser
- Krav om at nå meget på jobbet
- Utryghed i ansættelsen