Stort skridt fremad: Billige boliger til hjemløse

Mandag fremlagde regeringen sit nye udspil ’Alle skal have et hjem’ med initiativer, der skal bekæmpe hjemløshed. Sammen med boligudspillet, der kom kort før efterårsferien, er ’Alle skal have et hjem’ et afgørende skridt fremad, lyder det fra socialrådgivernes formand.

Politikerne har talt om at bekæmpe hjemløshed og om Housing First (bolig kombineret med bostøtte og social indsats) i rigtigt mange år. Alligevel modtager alt for få hjemløse en Housing First-indsats, og de fleste må se langt efter boliger, der er til at betale.

– Derfor glæder det mig meget, at regeringen nu sætter handling bag ordene og bygger flere billige boliger, siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Konkret vil regeringen skaffe 2900 ekstra billige boliger med en husleje på maks. 3500 kroner ved dels at bygge nye almene boliger med kommunal anvisningsret, dels at nedsætte huslejen i eksisterende almene boliger. Og det er her, Mads Bilstrup ser det største fremskridt i regeringens udspil.

– Det siger sig selv, at en Housing First-indsats kun virker med boliger, der er til at betale. Derfor er billige boliger en forudsætning for at bekæmpe hjemløshed, og jeg regner med, at de 2900 boliger kun er første skridt, for der er brug for mange flere, siger han.

Housing First

Ud over flere billige boliger vil regeringen udbrede Housing First-tilgangen, hvor den hjemløse får tilbudt en bolig hurtigt og samtidig modtager en individuel tilpasset bostøtte samt en helhedsorienteret social indsats. Metoden hjælper 80-90 % af dem, der modtager den, ud af hjemløshed, men blot otte % af de hjemløse får i dag en Housing First-indsats.

For at udbrede metoden vil regeringen blandt andet omlægge refusionen, så kommunerne får større incitament til at hjælpe hjemløse ud af herberger og på plads i en bolig. Samtidig skal kommunerne kunne udskrive folk fra herberger, hvis de tilbyder en egnet bolig og støtte.

– Kombinationen af flere billige boliger og Housing First er helt rigtig, og jeg håber, at flere socialrådgivere nu får mulighed for at sætte ind med en helhedsorienteret indsats. Til gengæld kan jeg godt være bekymret for at give kommunerne ret til at udskrive folk fra herbergerne, når det samtidig bliver billigere for dem. Det er helt afgørende at sikre, at kommunerne ikke gør det for at spare penge, og at den bolig og støtte, de stiller til rådighed, er den rette. Det skal følges tæt, siger Mads Bilstrup og påpeger, at de lave ydelser, kontanthjælpsloftet og sanktioner som 225-timers reglen er med til at fastholde folk i hjemløshed.

Læs regeringens udspil her.

Få tal og fakta om hjemløshed her.