Socialrådgiverne stod stærkt i medierne i 2014

Dansk Socialrådgiverforening har et mål om at få socialpolitikken og socialrådgivernes arbejdsforhold højt på mediernes dagsorden. I 2014 resulterede det i endnu mere medieomtale af socialrådgivernes indsats end i 2013.

Når Dansk Socialrådgiverforening arbejder på at påvirke socialpolitikken og forbedre socialrådgivernes arbejdsforhold samt skabe opmærksomhed omkring socialrådgivernes arbejde, så sker det blandt andet gennem samarbejde med politikere og interesseorganisationer.

Et prominent eksempel på det arbejde fra året, vi er ved at tage afsked med, er regeringens tilbagerulning af den gensidige forsørgerpligt, som Dansk Socialrådgiverforening gennem lang dialog med ministre og embedsmænd har opfordret til at afskaffe.

Men omtale i pressen kan også være afgørende. Flere steder har omtale af for eksempel dårlige arbejdsforhold i lokale, regionale og landsdækkende medier sat kommuner under pres, hvorefter der er kommet gang i dialogen mellem ledelse og medarbejdernes tillidsvalgte.

Samtidig har Dansk Socialrådgiverforening via en række debatindlæg sat fokus på både socialpolitiken, socialrådgivernes arbejdsforhold og værdien af deres indsats.

2014 var travlt medieår for socialrådgiverne

Både menige socialrådgivere, deres tillidsvalgte kolleger og politikerne i Dansk Socialrådgiverforening har stillet sig til rådighed, når pressen har ringet.

Og det har der været endnu mere efterspørgsel på i 2014 end i året før, viser en optælling.

Ser man på de syv store aviser Berlingske Tidende, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Politiken, er Dansk Socialrådgiverforenings arbejde blevet omtalt i 129 artikler fra 1. januar til 11. december 2014. Ser man på hele 2013 blev socialrådgiverforeningen nævnt i 117 artikler i de syv store, landsdækkende aviser.

Stor regional fremgang

2014 har budt på stor omtale af sager om problematiske arbejdsforhold i kommunerne – heldigvis er dækningen ofte sluttet med, at man er kommet problemerne til livs ved opnormeringer eller andre forbedringer af arbejdsmiljøet.

Sagerne har medvirket til en stor stigning i omtalen af Dansk Socialrådgiverforening i regionale dagblade som for eksempel Frederiksborg Amts Avis, Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, Nordjyske Stiftstidende og Randers Amtsavis. Fra 1. januar til 11. december 2014 er socialrådgivernes forening nævnt i 340 artikler i regionale dagblade, mens det gjaldt 260 artikler i 2013.

”Socialrådgiverne” satte dagsordenen

Omtalen af Dansk Socialrådgiverforenings arbejde på de store radio- og TV-medier DR, TV2 og Radio 24Syv, er i år dog faldet en smule i forhold til sidste år. I 2013 medvirkede socialrådgiverforeningen i radio- og tv-indslag 75 gange hos de tre store radio- og tv-medier. Fra 1. januar til 11. december 2014 gjaldt det 61 indslag. Umiddelbart tager disse tal dog ikke højde for TV-dækning fra regioner som TV2 Nord, Lorry og så videre.

Socialrådgiverfaget har dog fået masser af omtale på TV i 2014. Primært via dokumentarserien ”Socialrådgiverne,” som rullede over skærmen i bedste sendetid seks uger i træk.

Ser man på den samlede omtale af socialrådgivernes forening hos alle de nyhedskilder, som medieportalen Infomedia rummer, er Dansk Socialrådgiverforening indtil videre omtalt 2571 gange i 2014, mens det var tilfældet 2468 gange i 2013. Hovedparten af omtalen sker via webkilder som for eksempel dagbladenes hjemmesider samt sider som DR.dk, Avisen.dk og Altinget.dk.