Socialrådgivere på Folkemødet 2026
Her kan du møde Dansk Socialrådgiverforening, hvis du besøger årets Folkemøde i Allinge den 11.-13. juni 2026.
OVERSIGT OVER DEBATTER PÅ FOLKEMØDET
Torsdag den 11. juni
-
-
Når gæld og straffeattest bliver en livstidsdom
Socialrådgiver Sissal Olafsdottir Wolf Frisdahl, Bestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst debatterer sammen med praktikere og politikere hvordan vi skaber reelle veje videre frem for livslange benspænd. For det offentlige har 6,3 milliarder kroner til gode fra 84.200 tidligere dømte personer. Siden 2014 er gælden næsten fordoblet. Der er både menneskelige og økonomiske gevinster ved at fjerne barrierer for at komme videre efter kriminalitet.
Sted: A8 – Det Kriminalpræventive Råd
Tid: kl. 14:45-15:30 -
Signe og socialmonopolet – om socialrådgivernes dilemmaer
Dansk Socialrådgiverforenings forkvinde Signe Færch vil præsentere monopolet, som består af tre nyvalgte folketingsmedlemmer: Katrine Evelyn Jensen (S), Marie Brixtofte (V) og Thomas Rohden (RV) for nogle af de dilemmaer, som socialrådgivere møder i deres arbejde med sårbare borgere. Kom og hør, hvad politikerne ville gøre, hvis de var socialrådgivere.
Sted: G18 – A&Til teltet på Ydermolen
Tid: kl. 17:00-17:50 -
Reception for socialrådgivere og venner af Dansk Socialrådgiverforening
Traditionen tro afholder Dansk Socialrådgiverforening reception med socialrådgivere og hang arounds ved den hyggelige ydermole – kom glad!
Sted: G18 – A&Til teltet på Ydermolen
Tid: 18-19:30
-
Fredag den 12. juni
-
-
18 år og pludselig voksen? Hvad så?
Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforenings Faggruppe børn, unge og familier, Sisi Ploug Pedersen, deltager i en samtale om hvilke udfordringer unge med ADHD står i, når de flytter hjemmefra.
Sted: A4 – Folkemødets Fællesscene
Tid: 09:00-09:45 -
AI i sagsbehandling – fordel eller ulempe?
Socialrådgivernes forkvinde, Signe Færch debatterer, at AI er på vej ind i kommunerne, også i sagsbehandlingen. Med lovgivning fra Folketinget åbnes der for brug af AI til behandling af persondata, og det kan få stor betydning for, hvordan sager behandles. Det rejser spørgsmål om både muligheder og konsekvenser. Hvad betyder det for kvaliteten af afgørelserne – og for retssikkerheden? Jura er afgørende i kommunal sagsbehandling. Hvad gør AI ved fagligheden?
Sted: F9 – Kommunernes telt
Tid: 10:00-10:40 -
Retssikkerhed for socialt udsatte
Debat om retssikkerheden for borgere og pårørende i det sociale velfærdssystem med regionsformand for Øst Rasmus Balslev som moderator.
I februar blev der politisk flertal for at undersøge modeller for en forvaltningsdomstol, der skal kunne sanktionere kommunerne økonomisk – med forslagsstillernes ord, fordi ”mange borgere oplever, at deres retssikkerhed krænkes i mødet med den danske forvaltning” og ”kommunerne fuldstændig risikofrit kan fortsætte med at træffe forkerte afgørelser”.
Men er en domstol løsningen, hvis flere skal opleve sig godt og korrekt behandlet i mødet med systemet? Hvis ikke – hvad er så? Hvilke løsninger kan både borgeren, socialrådgiveren, den kommunale arbejdsgiver og politikeren se sig i? I sofaen på Folkemødets hyggeligste scene deler én af hver deres erfaringer med og refleksioner over retssikkerheden for socialt udsatte.
Sted: A10 – SAND – de hjemløses organisation
Tid: 11:00-12:00 -
Kan tidlig indsats afholde ADHD børn fra at komme i pleje?
Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforenings Faggruppe børn, unge og familier, Sisi Ploug Pedersen, deltager i en debat om at der er langt flere børn med ADHD som ender i enten aflastning eller pleje.
Sted: J18 – ADHD-foreningen
Tid: 11:00-12:00 -
Fra anbragt til hjemløs – hvordan knækker vi kurven?
Hvorfor er mennesker med anbringelsesbaggrund er markant overrepræsenterede i hjemløsestatistikker? Alt for mange unge forlader børne- og ungehjem uden den nødvendige støtte til at skabe et stabilt voksenliv – og ender i udsathed og hjemløshed. I denne debat spørger vi: Hvor svigter systemet? Hvor opstår bruddene i overgangen til voksenlivet? Og hvad skal der konkret til for at forebygge, at tidligere anbragte ender uden hjem?
Debatten samler mennesker med egne erfaringer med anbringelser og hjemløshed, forkvinden fra Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch samt Kira West fra interesseorganisationen “Hjem Til Alle”. Sammen sætter de fokus på sammenhængen mellem anbringelse, manglende efterværn/Ungestøtte og risikoen for hjemløshed – og diskuterer, hvordan vi kan skabe mere sammenhængende og forebyggende løsninger.
Sted: A10 – SAND – de hjemløses organisation
Tid: 12:00-13:00
-
Lørdag den 13. juni
-
-
Når systemet slipper: Hvem griber de udsatte?
Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening i debat om, at beskæftigelsesreformen giver frihed og at systemet er blevet mere enkelt. Men samtidig opstår et nyt spørgsmål: Hvem har ansvaret for de borgere, der ikke selv kan finde vej? De mennesker, der står længst fra arbejdsmarkedet, har ofte brug for stabile relationer, helhedsorienteret støtte og tid.
Sted: J26 – Askov Fonden
Tid: 10:00-10:45 -
De røde flag lærere skal kende: Er barnet udsat for vold?
Forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, i debat med Danner og Danmarks Lærerforening om, at hvert 6. barn lever med vold. Hvordan opdager vi tegnene – og hvordan hjælper vi barnet bedst? Hvad kan vi – som lærer, skole, kommune og organisation – gøre for at styrke både viden og handlemuligheder? Med afsæt i konkrete cases sættes der fokus på de vigtigste “røde flag” for vold i nære relationer. Undervejs inviteres deltagerne – og publikum – til aktivt at tage stilling til situationer og hejse røde flag, når de vurderer, at der er grund til bekymring.
Sted: G26 – Lærernes Hus
Tid: 12:30-13:15
-