Socialrådgiverdage med mere plads til fordybelse
En ny struktur skal give mere plads til fordybelse på Socialrådgiverdage 2013, hvor der bliver længere forløb om tre udvalgte emner – børneområdet, vidensbasering og rehabilitering.
Programmet for Socialrådgiverdage byder i år på tre faglige spor. Det er første gang, at programmet er inddelt i spor, og sporene skal give deltagerne mulighed for fordybelse i udvalgte emner, som et alternativ til de øvrige workshops, der traditionen tro er en del af konferencen Socialrådgiverdage.
Formand for ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening, Anders Fløjborg, er med i programgruppen, der står bag den nye struktur.
– Idéen er, at man som deltager mere præcist kan vælge ud fra de interesser, som man har, og også at de aktiviteter, der er i de enkelte spor, kommer til at hænge sammen og understøtter hinanden, så der dermed kommer en højere kvalitet i aktiviteterne, siger Anders Fløjborg.
De tre spor er henholdsvis nye tendenser og omstilling på børneområdet, videns- og evidensbasering af socialt arbejde og rehabilitering, fortæller Mette Bertelsen, der er konsulent i Dansk Socialrådgiverforening med ansvar for Socialrådgiverdage 2013.
– De tre emner er valgt for at vise nogle tendenser i socialt arbejde, som socialrådgivere som faggruppe skal forholde sig til, tage til sig og reflektere over, siger Mette Bertelsen.
Hvert af de tre spor løber over flere timer med indlagt pause og vil forsøge at involvere deltagerne med blandt andet debat og eksempler.
– Vi vil gerne give mere tid til hvert emne, så man eksempelvis kan blive præsenteret for forskellige metoder og vinkler, men også for at give deltagerne mulighed for at reflektere og selv blive aktiveret og samtidig få et bredere perspektiv på emnet. Og så er det selvfølgelig også en god mulighed for at møde socialrådgivere, der arbejder inden for samme område som en selv og skabe netværk med dem, siger Mette Bertelsen.
Socialrådgiverdage 2013 finder sted på Comwell i Kolding mandag 25. og tirsdag 26. november. Tilmeldingsfristen er 15. november.