Socialrådgiver hædret for sin indsats

”En fantastisk person, hvis hjerte brænder for de udsatte – uanset om det er flygtninge, børn eller andre udsatte grupper”. Sådan beskriver kollegaerne i deres indstilling socialrådgiver Samira Lastat, der netop har fået Olivia Prisen 2015 for sit arbejde og sin frivillige indsats.

Når der bliver talt om sagsbehandlere i Danmark, er det alt for ofte med et negativt udgangspunkt fra skandalesager eller sagspukler. Det mener Jan Wilken, administrerende direktør i Olivia Danmark – en af de største private udbydere af hjælpe- og støtteordninger herhjemme.

For at sætte et mere positivt lys på sagsbehandlerne var han derfor med til at oprette Olivia Prisen, som skal hædre en særlig ildsjæl blandt sagsbehandlerne. Det fortalte han ved overrækkelsen af den første Olivia Pris i tirsdags.

– Man udvikler ikke kun ved at slå på noget – man udvikler også ved at sætte et positivt lys på det. I det store system, vi har i Danmark, er det vigtigt med sagsbehandlere, som ser mennesket frem for sagen, sagde han.

Et hjerte for frivilligt arbejde

Gennem hele sidste år har borgere, pårørende eller kolleger kunnet indstille socialrådgivere til prisen. Derefter har et dommerpanel udvalgt fem nominerede. Formand Majbrit Berlau har siddet med i panelet, som også bestod af Maarten Van Engeland, selvstændig foredragsholder og formand for CSR Fonden, Jens Arentzen, konsulent, coach og skuespiller, og Jan Wilken, administrerende direktør i Olivia Danmark.

Blandt de mange indstillede sagsbehandlere faldt valget på socialrådgiver Samira Lastat som vinder af Olivia Prisen 2015. Hun er ansat i Gladsaxe Ungeenhed, og blev i indstillingerne blandt andet beskrevet som en person, der gør tingene på sin egen måde og ikke bukker under for kritik, men i stedet hele tiden beholder sin integritet og positive indstilling. Hun var meget overvældet over at modtage Olivia Prisen.

– Jeg blev overrasket og overvældet, da jeg fik at vide, at jeg vandt. Det betyder virkelig meget for mig, fortæller hun.

Sammen med hæderen følger der med Olivia Prisen 50.000 kroner, som vinderen skal donere til et valgfrit velgørende formål for mennesker i Danmark. Samira Lastat har valgt at opdele sin donation og give 40.000 kroner til Flygtningevenner DM-Aid og 10.000 kroner til Røde Kors Asylcenter Roskilde – to steder, hvor hun selv er involveret som frivillig ved siden af sit arbejde i Ungeenheden.

– I september boomede Facebook med opdateringer fra både private og professionelle, som ville vise, at de støttede flygtningene. Nu er interessen væk – men flygtningene findes altså endnu, og de har stadig brug for støtte. Derfor betyder det meget for mig, at jeg kan donere pengene til en gruppe, som stadig har behov for at være i fokus, siger Samira Lastat.

Du kan allerede nu indstille til Olivia Prisen 2016.