Socialrådgiver er årets integrationsmedarbejder

Familiebehandler Knud Eschens utraditionelle metoder i sit arbejde med traume- og torturoverlevere i Region Syddanmark har sikret ham Socialministeriets Integrationspris som Årets medarbejder.

Der var rosende ord fra social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen, da socialrådgiver Knud Eschen den 7. oktober fik overrakt Socialministeriets Integrationspris som Årets medarbejder for sit arbejde som familiebehandler for flygtninge i Region Syddanmark.

– Det er fantastisk at se, hvordan en ildsjæl som Knud Eschen kan gøre en forskel for nogle af de mest udsatte i Danmark. Han formår at skabe håb og motivere familierne til at se lysere på fremtiden. Det er overordentlig vigtigt, at der er personer som Knud, der sikrer, at sådanne familier får det frirum, som de i den grad behøver.

Bruger naturen som helende kraft

En af grundene til, at Knud Eschen vandt prisen, er, at han benytter sig af ukonventionelle metoder, der inddrager naturen, så familierne ved hjælp af positive oplevelser dér kan få styr på deres ofte kaotiske tanker.

– Jeg samarbejder med en naturvejleder fra Red Barnet, hvor vi har som udgangspunkt at bruge naturen som en ”helende kraft”. Ude i naturen kan en far og søn stå og fiske sammen, noget som de måske ikke har gjort i rigtig mange år. Det er noget af det, som naturen kan være med til – at skabe ro.

Glæder sig over prisen

Det var en overrasket Knud Eschen, Social-, Børne- og Integrationsministeriet fik fat i, da de ringede ham op for at fortælle, at han var blevet nomineret. Han er glad for, at der nu er kommet noget mere fokus på lige nøjagtig den målgruppe, som han arbejder med. Da prisen ”Årets medarbejder” blev overrakt til dens nuværende ejer, blev den modtaget med et bredt smil og stor tilfredshed.

– Det betyder da, at der er nogle, der har fået øje på den måde, vi arbejder på, og forhåbentligt kan det brede sig i fremtiden. Prisen er en anerkendelse på, at det, vi har gjort, har været rigtigt, og det vil vi uden tvivl arbejde videre med.


Priserne blev overrakt den 7. oktober 2013 i Bremen Teater i København.
Der blev uddelt fem forskellige priser:

  • Årets nydanske forælder: Helene Hakizimana, Kalundborg
  • Årets frivillige forening: Spillerforeningen
  • Årets kommune: Ringkøbing-Skjern
  • Årets medarbejder: Knud Eschen
  • Årets arbejdsplads: Jobindex

Der blev også uddelt en særpris til Foreningen Nydansker og John Ø. Pedersen på grund af deres velfungerende arbejde med at få nydanskere ud på arbejdsmarkedet.