“Socialpolitikken skal tilbage i valgkampen” 

Sagslofter og socialfaglighed bør stå langt højere på den politiske dagsorden, mener DS’ forkvinde Signe Færch, der dog glæder sig over, at pensionsalderen kan komme til at stige mindre end tiltænkt. 

“Socialpolitikken skal tilbage i valgkampen” 

Foto: Lisbeth Holten

Dansk Socialrådgiverforening arbejder målrettet for, at socialområdet får en mere central plads i valgkampen, der kulminerer på valgdagen 24. marts. 

For forkvinde Signe Færch er det afgørende at minde politikerne om, at socialrådgiverne hver dag løfter livsvigtige opgaver på et område, der sjældent fylder i de politiske debatter. 

”Socialrådgiverne spiller en afgørende rolle i velfærdssamfundet, og dét er der brug for, at politikerne anerkender. De bør indføre sagslofter, som kan sikre os tid til borgerne og give os mulighed for at bruge vores faglighed,” siger hun og understreger behovet for, at socialrådgivere også kommer tættere på de steder, hvor borgerne lever deres liv: 

”Vi skal ud på skolerne, i boligområderne og på værestederne. Tid og tilgængelighed er afgørende for, at borgerne kan få den hjælp, de behøver.” 

Investeringer i arbejdsmiljø er vigtige 

Flere partier har fremlagt deres bud på nye pensionsordninger, som kan få betydning for både pensionsalderen og socialrådgivernes mulighed for at trække sig tidligere tilbage. 

Signe Færch ser positivt på, at særligt pensionsalderen er til debat i valgkampen, men hun efterlyser, at der kommer større fokus på nedslidning i kvindedominerede fag, og at man i højere grad investerer i arbejdsmiljøet: 

”Stress og høje følelsesmæssige krav slider, også selv om arbejdet ikke er fysisk belastende. Samtidig er det helt afgørende, at man fra politisk side prioriterer at forbedre arbejdsmiljøet, så flere kan holde til pensionsalderen – og færre får brug for at trække sig tidligere tilbage. Særligt hvis pensionsalderen stadig skal være over 70 år,” siger hun. 

Socialpolitiske visioner efterlyses 

DS-forkvinden undrer sig dog over, hvor lidt socialpolitik fylder i valgkampen. 

”Som socialrådgivere ved vi, at der er masser af udfordringer på socialområdet, mens beskæftigelsesområdet står midt i en omfattende reform og store besparelser. Så jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at så få partier fremlægger deres socialpolitiske visioner i valgkampen,” fortæller hun. 

”På folkeskoleområdet er der jo en heftig debat om klasseloftet i de mindste klasser, men der findes ikke noget som helst loft, når det handler om de borgere, der har det allersværest, og som har brug for en socialrådgiver”, siger hun. 

Dansk Socialrådgiverforening arbejder for, at Folketinget pålægger kommunerne at indføre sagslofter – en øvre grænse over antallet af borgere pr. socialrådgiver. 

DS fortsætter påvirkningsarbejdet i hele valgkampen – og står klar med løsninger, også når valgkampen er slut, og det politiske arbejde først rigtigt går i gang.