Skal du som leder eller chef registrere din arbejdstid?

Praksis fra kommunerne viser, at ny lov om registrering af arbejdstid kan skabe tvivl om, hvem der er undtaget fra kravet om, at alle skal notere, hvor meget de arbejder, fx ledere. Dansk Socialrådgiverforening anbefaler alle ledere at registrere deres arbejdstid.

1. juli i år trådte en ny lov om arbejdstidsregistrering i kraft. Den er en konsekvens af en EU-dom fra 2019 og har det formål at sikre alle lønmodtagere et bedre arbejdsmiljø og sørge for, at reglerne om maksimal arbejdstid og fornøden hviletid bliver overholdt.

De nye regler omfatter som udgangspunkt alle ansatte, men loven rummer også en snæver undtagelse. Den gælder de ansatte, som ”selvtilrettelægger” deres arbejde. Det betyder i praksis, at man skal have meget vide beføjelser i sit job til selv at planlægge sit arbejde, typisk en topleder, fx en direktør, der ikke er underlagt en anden leder.

Men undtagelsen skaber alligevel tvivl om, hvem som er omfattet af eller undtaget fra reglerne. Det erfarer Dansk Socialrådgiverforening (DS), som derfor har taget sagen op, fortæller Isabel Carlander, jurist og konsulent i DS.

– Konkret er vi blevet bekendt med en sag om en teamleder, hvis kommunale arbejdsgiver mener, at vedkommende er undtaget fra registrering af sin arbejdstid. Men hvis den pågældende leder undtages, vil det få konsekvenser for de regler, som beskytter vedkommende, nemlig hviletidsbestemmelser og 48 timers reglen, siger hun.

Alle har ret til pauser og hviletid

Hviletidsbestemmelserne handler om, at alle ansatte, også ledere, har ret til daglig hviletid, et ugentligt fridøgn og ikke skal arbejde udover en fastsat maksimal arbejdstid. Den maksimale arbejdstid er som udgangspunkt 48 timer om ugen set over en periode på fire måneder.

– Men med den nye lov om arbejdstidsregistrering er bekendtgørelsen om hviletid og fridøgn samtidig blevet ændret. Det betyder, at hvis man er undtaget fra tidsregistrering, er man heller omfattet af reglerne om 11 timers hvile og et ugentligt fridøgn. Og det betyder også, at det ikke vil være muligt at kontrollere, om 48-timers reglen overholdes, siger Isabel Carlander.

Hun forklarer, at formålet med at ændre i bekendtgørelsen om hviletid og fridøgn er at tilpasse reglerne til undtagelsesbestemmelsen i loven om arbejdstidsregistrering.

– Det indikerer, at det er en ganske snæver undtagelse, beregnet på topledere, der selv kan disponere over deres tid, sådan som det også fremgår af forarbejderne til loven.

Ledere skal registrere arbejdstid

Med afsæt i den fortolkning mener DS ikke, at ledermedlemmer i kommuner og regioner skal undtages fra arbejdstidsregistrering. For selvom ledere ofte ikke har loft over deres arbejdstid og ikke nødvendigvis optjener ret til afspadsering for over/merarbejde, så er de nye regler om registrering et redskab til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, pointerer Isabel Carlander.

– Vi har forhørt os i andre organisationer om deres holdning til arbejdstidsregistrering for ledere, der ligner vores grupper i DS, og meldingen er foreløbig overalt, at ingen ledere under topchefniveau er undtaget fra tidsregistreringen.

Der kan dog, i ganske særlige tilfælde være chefer øverst i hierarkiet, som skal undtages, men det skal vurderes konkret og vil som udgangspunkt kun være relevant for de ledermedlemmer, der er ansat på direktørvilkår, konstaterer Isabel Carlander.

DS forventer at drøfte sagen overordnet mellem de centrale parter og holder alle ledermedlemmer orienteret.

» Læs mere om lederes arbejdstid her: Ledernes arbejdstid – Dansk Socialrådgiverforening

» Læs mere om de nye regler for arbejdstidsregistrering: Nu skal du registrere din arbejdstid: Her er alt, du skal vide