Sådan undgår du arbejdsstress i sommerferien
Lad arbejdsmobil og bærbar pc blive på kontoret og sørg for at få ubehagelige arbejdsrelaterede oplevelser bearbejdet inden feriens start. Så modvirker du stressreaktioner i din sommerferie, fortæller arbejdsmiljøkonsulent.
Sommerferien er for mange afsat til at koble af, så de mentale batterier kan blive genopladet. Men arbejdsopgaverne som socialrådgiver kan være svære at slippe, og man risikerer nemt at trække stress og bekymringer fra arbejdslivet med over i ferien, fortæller arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Socialrådgiverforening, Elisabeth Huus Pedersen.
Klip forbindelsen til arbejdet
En effektiv måde at undgå at gruble over arbejdsrelaterede sager i ferien er simpelthen at fjerne muligheden for adgang til dem.
– Hvis man har arbejdsmobiltelefon og bærbar computer, er det en god ide at lade disse ting blive på arbejdspladsen, så man bliver forhindret i at tjekke mails i ferien. Det gælder også ledere, der jo fungerer som rollemodeller for deres medarbejdere, siger Elisabeth Huus Pedersen.
Desuden opfordrer hun socialrådgiverne til at få ubehagelige arbejdsrelaterede oplevelser bearbejdet inden ferien, for eksempel ved at drøfte hændelsen med en god kollega eller lederen. Ellers kan hændelserne tynge mentalt i lang tid.
– Hvis man får bearbejdet de dårlige oplevelser, undgår man, at en sag med for eksempel en vred eller ulykkelig borger komme til at rumstere i hovedet hele ferien, siger arbejdsmiljøkonsulenten.
Forbered din hjerne på ferie
Desuden kan man med fordel begynde at forberede sig på ferien i god tid – også mentalt.
– Mange gemmer opgaven med at få ryddet op og skabt overblik over mails og arbejdsopgaver til den sidste dag før sommerferien. I stedet kan man aftale med sin leder, at man holder en overbliksdag godt en uge før ferien starter, hvor der er telefon- og mødefri.
– Her kan man så fokusere på at få ryddet op og få lavet liste over de ting, der skal tages fat på efter sommerferien, råder Elisabeth Huus Pedersen.
Hun anbefaler at prioritere opgaver, papirer eller mails i flere kategorier:
- til handling – det, jeg skal tage fat på straks efter ferien
- til nærmere afklaring – det, som jeg er usikker på, hvad jeg skal gøre ved
- til læsning – det, jeg skal læse og orientere mig om i løbet af den første måned efter ferien
- til arkivering – det, som er færdigt og bare skal på plads
- til udsmidning – altså til skraldespanden.