Regioner har succes med temadage
Minisocialrådgiverdage, Fagligt Udsyn og fyraftensmøder. Medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening er vilde med at få ny viden og gense gamle kolleger.
For tredje år i træk har Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst netop afholdt to ”mini-socialrådgiverdage”. En i København, en i Vordingborg. Arrangementerne er blevet mere og mere populære år for år, så regionsformand Majbrit Berlau satser på at fortsætte til næste år.
– Der er stor tilslutning til konceptet, så vi bliver ved, indtil lysten ikke er der mere, siger hun og fortsætter:
– De rigtige socialrådgiverdage er dejlige, strækker sig over to dage og koster penge, hvor ”mini-socialrådgiverdage” er dejlige, kun varer en dag og gratis. For vores profession er det ikke nok kun at mødes hvert andet år, socialrådgivere vil gerne diskutere deres fag, modtage nye input og udveksle ideer. Det er vores fornemme opgave at facilitere.
”Minisocialrådgiverdage” afholdes kun i Region Øst, men i alle regioner er der forskellige temadage og fyraftensmøder. Region Nord afholder desuden arrangementet ”Fagligt Udsyn” de år, hvor der ikke er Socialrådgiverdage. Sidstnævnte har været afholdt fire gange over otte år, og der meldes hvert år totalt udsolgt, og mange står på venteliste.