Regeringen sætter fokus på psykisk arbejdsmiljø

Socialrådgivere er blandt de faggrupper, der er i fokus for regeringens nye initiativ til at ligestille psykisk arbejdsmiljø med det fysiske.

Med tre konkrete initiativer vil regeringen sætte ind mod dårlig psykisk arbejdsmiljø. Det oplyser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.

Initiativerne omfatter en målrettet tilsynsindsats, en ligestilling af Arbejdstilsynets afgørelsesmetode i forhold til det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø samt en ændring af arbejdsmiljøloven.

– Vi afsætter 15 millioner kroner årligt de næste tre år, så Arbejdstilsynet kan gennemføre en målrettet tilsynsindsats over for eksempelvis sygeplejersker, lærere og socialrådgivere, der er udsat for vold, trusler og psykisk nedslidning, siger hun.

Dermed vil ministeren ligestille det psykiske arbejdsmiljø med det fysiske arbejdsmiljø, så Arbejdstilsynet fremover vil kunne give påbud som en første reaktion, når der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

– Og så vil jeg præcisere i arbejdsmiljøloven, at det psykiske arbejdsmiljø er lige så vigtigt som det fysiske – så kan ingen længere være i tvivl, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Læs artikel om psykisk arbejdsmiljø blandt socialrådgivere